Rikke May

Rikke May: "Jeg shopper jo ikke for at tilfredsstille ham"

Influencer og tøjdesigner Rikke May forsager sort tøj og eksperimenterer modigt med mønstre, materialer og farver. Kig med i globetrotterens klædeskab, der huser dristige styles, luksuriøse accessories, highstreet-hits og gode minder samlet ind fra både USA, Singapore og Danmark.

Stil

"Hvis du stillede min mand dette spørgsmål, ville han helt sikkert svare ”et omrejsende cirkus”, for jeg elsker farver og de fylder 90% af min garderobe. Jeg bliver aldrig glad for sort, da det instinktivt får mit humør til at dale. Ja, selv da min far gik bort i 2018, havde jeg en blomstret kjole på til begravelsen.

Jeg kan bare ikke finde ud af sort, et atypisk træk som dansker, og jeg ender altid med at stikke ud som et stort festfyrværkeri. Jeg hader også ting, der strammer, så du ser mig ofte i en oversized strik, farverige og løse læderbukser eller en sweatshirt fra yndlingsmærket Treasure Atelier – de laver det blødeste joggingtøj!"

Inspiration

"Jeg finder inspiration på bl.a. Instagram og i magasiner. Jeg kan nævne mange kvinder, der giver mig det største klædeskabs-crush. Janka Polliani, Karoline Dall, Laura Schrøder, Josefine Valentin og Ditte Estrup ELSKER jeg for deres farvesammensætninger. Hos mit eget brand, Month of May, finder du for eksempel heller aldrig en ensfarvet eller sort kjole.

På Instagram forelsker jeg mig ofte i ting udenfor mit budget, men så bruger jeg det som inspiration og shopper lignende ting i H&M og Zara. Selvom det er fast fashion, så har jeg det altid i mit skab længe, når jeg køber noget. Jeg er også vild med Crās Cph, da de har mange flotte farver."

Strik fra Month of May, sølvsko fra H&M, blå sko fra Zara og halskæde fra Vivinou.
RikkeMay_01.jpg
Strik fra Month of May, sølvsko fra H&M, blå sko fra Zara og halskæde fra Vivinou.

Favoritdesigner

"Eftersom jeg har været i modebranchen i 18 år, så har jeg selvfølgelig mange favoritter. Jeg elsker Crowd Cph for deres kapper, tidløse design og snit. Jeg elsker I Blame Lulu for deres kashmir, Maria La Rosa for deres fine flettede tasker, og Nili Lotan forelskede jeg mig i, da jeg boede i Tribeca i New York.

Hendes butik lå lige rundt om hjørnet fra, hvor vi boede – jeg kendte det ikke til at starte med, men fandt hurtigt ud af, det var et stort brand i USA. Jeg elsker hendes silkekjoler, de er så smukke. Jeg har også købt en kjole, der skal være min brudekjole derfra."

Hverdag

"Hvis jeg ingen møder har, så har jeg et par Lulu Lemon-leggings på, en lang top, en oversized sweatshirt og et par sneakers. Eller kondisko, som vi kalder dem på Fyn! Men har jeg møder, eller skal jeg optage kampagner, have videoopkald med Indien eller Portugal med mit firma, hvor de skal se mig, så har jeg altid pænt tøj på."

Rikke i skjorte fra Month of May og bukser fra Remain Birger Christensen.
RikkeMay_02.jpg
Rikke i skjorte fra Month of May og bukser fra Remain Birger Christensen.

Fest

"Jeg har ret ofte læderbukser på til fest og styler dem med en farverig blazer og en top eller en skjorte. Utroligt, for jeg HADER at stryge og på trods af det, så har jeg nok 50 skjorter i mit skab. Det er måske en nem løsning, men det fungerer altid. Plus der er plads til kage, når man har en oversized genstand på – og der skal altid være plads til kage. Og drinks."

Garderobe

"Jeg har flest jakker, strik, skjorter og jeans. Jeg har mere hverdagstøj end festtøj, og det skal jeg altså lige være bedre til at fordele i min garderobe. Jeg mangler altid festtøj, når jeg skal ud, det er lidt svært at troppe op i træningsleggings."

Jeans

"Jeg elsker jeans fra Vero Moda, som er geniale til brede hofter. Jeans skal være fleksible, og min hovedregel er, at man skal kunne gå fra en restaurant uden at have knappet den øverste knap op."

Sko

"Til hverdag har jeg altid sneakers på, og jeg elsker Nike Air Force 1- og Low Dunk-modellerne. Eller Adidas Forum; den er også fin. Den har jeg lige købt i grøn og er så glad for den. Jeg shopper alle mine sneakers hos min yndlings-sneakerbutik Naked Cph. Til fest har jeg næsten altid sko på fra Loeffler Randall, der er et mærke fra New York. Jeg har dem i alle højder og farver – man finder ikke et bedre skobrand end dem."

Fluffy sandaler fra Gia x Pernille Teisbæk, blå fra Zara, guldsko fra Loeffler Randall, sorte sandaler fra Chanel og sneakers fra Nike.
RikkeMay_03.jpg
Fluffy sandaler fra Gia x Pernille Teisbæk, blå fra Zara, guldsko fra Loeffler Randall, sorte sandaler fra Chanel og sneakers fra Nike.

Smykker

"Jeg bruger meget de samme smykker, og jeg har har altid min ring på fra Hartmanns, som jeg fik i gave af min mand. Derudover bruger jeg mine øreringe fra Jennifer Fisher, mine guldkæde fra Sui Ava og Young Frankk, og mine perlekæder, som jeg mikser imellem. Der er ikke mange overraskelser på dén front; der er jeg meget stabil."

Perler i alle størrelser, farver og former fra Sorelle Jewellery, Jennifer Fisher, Anni Lu, Stine A, Bisous og Hartmanns. Toilettasken er fra Shrimps.
RikkeMay_04.jpg
Perler i alle størrelser, farver og former fra Sorelle Jewellery, Jennifer Fisher, Anni Lu, Stine A, Bisous og Hartmanns. Toilettasken er fra Shrimps.

Undertøj

"Mit yndlingsmærke er Intimissimi. Jeg elsker alt, de laver. Lige fra deres silke-PJ's til deres kashmir-/silketrøjer, som jeg har på under næsten alt mit tøj som en god basisløsning. Plus de er bløde som smør mod kroppen. Hvis jeg ser sådan en butik på min vej, så skal jeg altid ind i den, og jeg går sjældent derfra, uden jeg har købt noget. Deres priser er fra 199 kr. og op efter, og det er lige noget, min konto kan lide."

Tasker

"Jeg har en fin samling af tasker, men jo ældre jeg bliver, jo mindre begynder de faktisk at betyde for mig. Jeg er ved at sælge godt ud af min samling, da funktionaliteten er vigtigere for mig, end hvad der står på flappen af tasken. Jeg er rigtig glad for Proenza Schouler, Maria La Rosa, og min Metis fra Louis Vuitton, som bare er god og kan rumme alt, hvad man har brug for. Men for at være helt ærlig, så jeg kan være lige så glad for en H&M-taske som for en designertaske."

Altid i tasken

"I min taske har jeg altid min pung, Lip Perfector nr. 1 fra Clarins, mine AirPods til når jeg er på farten og min håndsprit fra Aesop. Jeg elsker den duft, den har. Det sidste i tasken er håndcremen fra Ecooking, som er en lifesaver – specielt efter vi har brugt så meget håndsprit."

Fra toppen: Proenza Schouler, Chanel, Maria la Rosa, Louis Vuitton og Bottega Veneta.
RikkeMay_05.jpg
Fra toppen: Proenza Schouler, Chanel, Maria la Rosa, Louis Vuitton og Bottega Veneta.

Shoppingstrategi

"Jeg har en shoppingpyramide, jeg køber ind efter: farverige og tendens-ting købes på minibudget og er sjove add-ons til et outfit. Ting, der må koste penge, er sko, tasker, jakker og strik. Fordi jeg er kommet i overgangsalderen, så går jeg meget op i, at mine strik er åndbare, og derfor bliver der brugt en del penge på kashmir. Jeg skyder skylden på mine hedeture, når min mand spørger, hvorfor en strik koster så mange penge. Det gælder om at købe klogt på dén front."

Butikker

"Damernes Magasin på Nørrebro er en butik, jeg næsten lige har lært at kende. Det er vitterligt en af mine nye favoritbutikker. Hun er, ligesom jeg, også tidligere sælger, og så har hun og butikken megagod smag. Derudover elsker jeg også Ide Nyt i Hillerød, Store 51 på Østerbrogade og Vogelius i Birkerød, som har det sødeste personale, og når man så er der, kan man enten spise i deres lækre cafe eller booke en ansigtsbehandling i deres klinik ved siden af.

Så bliver jeg selvfølgelig nødt til at sige Month of May, som har en bred vifte af ting og er skabt med omtanke. Jeg har kjoler, der er lavet af reststoffer, tørklæder lavet af genbrugskashmir, og så er det designet af mig selv – så det er naturligvis en af mine yndlingswebshops."

Kjole fra Rikkes eget mærke Month of May og sko fra Loeffler Randall.
RikkeMay_08.jpg
Kjole fra Rikkes eget mærke Month of May og sko fra Loeffler Randall.

En rejse værd

"Jeg vil altid rejse til New York for at købe tøj fra Nili Lotan, smykker fra Jennifer Fisher, sko fra Loeffler Randall og så for at tømme deres drugstores. Jeg elsker de amerikanske apoteker, og jeg har brugt mange timer på at kigge på alle deres hylder. De har jo alt! Skønhedsprodukter vil jeg altid rejse til Frankrig for. Jeg besøger ikke en by i Frankrig, uden jeg har set alle deres apoteker – det er min store svaghed. Jeg kan slet ikke få nok med hjem i min kuffert."

Største samling

"Min største samling er nok af jakker, solbriller og smykker med perler. Jeg har den vildeste besættelse af de tre ting, og jeg har så mange jakker i forskellige farver, at jeg skal have solgt ud af dem, selvom jeg har så svært ved at skille mig af med dem. Jeg har heller ingen rygrad, når jeg ser nye spændende smykker fra favoritmærkerne Anni Lu, Stine A, Bisous og Sorelle Jewellery."

Bedste køb

"Det bedste køb, jeg nogensinde har gjort, var en Bottega Veneta-clutch, jeg købte i Firenze til 1.100 kroner. Jeg tror aldrig, man kan få en ny taske fra det mærke igen til den pris. Jeg bruger den ikke så tit, men den vil for altid være ét af mine yndlingsitems."

Beige frakke fra Crowd, tørklæde fra Zara, gul fra Month of May og blomstret fra Needle & Thread, som Rikke havde på til sit rådhusbryllup.
RikkeMay_07.jpg
Beige frakke fra Crowd, tørklæde fra Zara, gul fra Month of May og blomstret fra Needle & Thread, som Rikke havde på til sit rådhusbryllup.

Seneste køb

"Mit seneste køb må være min Maria La Rosa-taske i græsgrøn. Den har en kæde, så man både kan bruge den som clutch og som crossbody."

Mest opsigtsvækkende køb

"Det må være min neongrønne vinterjakke fra Zara, og så mine gule Moon Boots, som jeg købte i Damernes Magasin. Det er to statement-pieces i min garderobe. Min mand hader begge dele, men som jeg sagde, shopper jeg jo ikke for at tilfredsstille ham – jeg shopper til mig selv!"

Tendenser

"Jeg elsker, at farven grøn er alle steder; om det er tøj, sko eller tasker, så har næsten alle brands lavet noget i grøn. Grøn og lilla er to favoritfarver, som man ifølge mig aldrig går galt i byen med."

Lilla skjorte og matchende bukser fra hhv. The Frankie Shop og Rotate Birger Christensen, grøn frakke fra Zara og bukser og taske fra H&M, blå trøje fra Co’Couture og kjole fra Nili Lotan, som er købt i New York.
RikkeMay_06.jpg
Lilla skjorte og matchende bukser fra hhv. The Frankie Shop og Rotate Birger Christensen, grøn frakke fra Zara og bukser og taske fra H&M, blå trøje fra Co’Couture og kjole fra Nili Lotan, som er købt i New York.

Aldrig uden

"Jeg kunne egentlig skrive mange ting på den liste, for jeg har virkelig svært ved at give ting væk eller sælge dem. Men det må klart være min ”push present”, jeg fik af Michael, da jeg fødte Bella. En Bottega Veneta-taske. Jeg går sjældent med den, men den er bare så fin og et dejligt minde. Måske kan Bella arve den en dag?"

Klar på 5 minutter

"Hvis jeg kun havde fem minutter, så ville jeg sætte mit hår op i en knold og skynde mig at rense ansigtet med et miks af IsClinical- og SkinCeuticals-produkter. For mig er min hud hele mit outfit. Så ville jeg bruge min primer fra Gosh og min Dollymix-blush fra Mac og noget lipgloss; så var jeg klar til at indtage verden."

Tørklæde i kashmir fra Month of May og yndlingsprodukter fra Clean, La Mer, Raw, SkinCeuticals, Real Purity, Dr. Barbara Sturm og Zo Skin.
RikkeMay_09.jpg
Tørklæde i kashmir fra Month of May og yndlingsprodukter fra Clean, La Mer, Raw, SkinCeuticals, Real Purity, Dr. Barbara Sturm og Zo Skin.

God stil

"For mig er god stil ikke lige med dyrt. Vi har boet i Singapore i fire år, og der var mange med rigtig mange penge, som ikke kendte til ”less is more”, og det tricker mig helt vildt. For mig er god stil lig med, at du hviler i dig selv, har det godt med dig selv, og at du føler dig tilpas i det, du har på.

For mig nytter det ikke at have designervarer kastet på, hvis du har det dårligt med måden, du har det, eller måden du ser ud på. God stil er have et smil på læben, være respektfuld og have selvtillid. Det har jeg fundet ud af, at man også kan have i Vero Modabukser, en skjorte fra H&M og sko fra Zara."

Rikke Mays bedste stiltips

  • Du skal finde din egen vej, finde din egen stil og shoppe efter, hvad du synes er fedt. At være tro mod sig selv er det bedste, du kan gøre i alle henseender i livet.
  •  Pas godt på din hud. Jeg kan ikke sige det nok, den er så vigtig og skal passes på med rens, væske, solbeskyttelse og vitaminer. Drik Berocca med vitaminer og mineraler hver morgen og en kop kaffe med et kollagen-brev fra Oslo Skin Lab; det har jeg lært af min beautyguru Silke Grane – og det virker!
  • Min datter på 13 år er kommet på Instagram, og mit vigtigste tip må være, at vi som mødre skal lære vores børn, at SoMe ikke er den virkelige verden. Penge, tøj og liv kan se helt anderledes ud på internettet, og vi skal passe på med at tillægge medierne for meget sandhed – for vores egen og vores børns skyld.

Rikke May

Influencer og ejer af tøjmærket Month of May. Bor i Hellerup med manden Michael, datteren Bella og barn nummer to: bichon havanais-hunden Villads.