gwyneth paltrow, kate moss og liv tyler

Sådan fjerner du mørke hår i ansigtet

Sorte og stride hår på overlæben eller hagen er noget, de fleste kvinder kender til, men som de færreste taler højt om. Men hvordan fjerner vi hårene med succes – og hvad må vi absolut ikke gøre? Spoiler-alert: Din pincet skal på pension.

Et sort hår sidder lige pludselig helt stift og stritter på hagen, eller de bløde hår på overlæben bliver mørkere og mere stride. Uønskede hår i ansigtet er hverdag for et flertal af kvinder, men ikke noget, vi taler højt om.

“Jeg oplever både privat og på mit arbejde, at vi helst ikke snakker om hår i ansigtet og på kroppen. Vi vil hellere tale om vores økonomi eller vores sexliv, end vi vil tale om vores hår på overlæben. Det er stadig et stort tabu i 2020. Jeg forstår det ikke i et land som Danmark, hvor vi vitterligt kan tale om alt,” fortæller alternativ kosmetolog Victoria Melchiorsen til ALT.dk og fortsætter:

“Det er mærkeligt, at vi ikke taler om uønsket hårvækst, for det er en almindelig ting, som de fleste kender til. I de otte år jeg har arbejdet som alternativ kosmetolog, har jeg kun oplevet få kvinder, som ikke har haft et generende hår på enten hagen eller overlæben. Jeg kan godt forstå, at man som kvinde ikke har lyst til at vågne om morgenen for at gå ud og barbere sig, men hvis flere stod frem og åbnede op for snakken, ville der ikke være lige så mange, der havde problemer med deres øget hårvækst. Vi er mange, der har eller har haft problemet, og som er taknemmelige for, at hårene kan fjernes permanent.”

Tre veje til at fjerne hårene

Derfor har vi hevet fat i alternativ kosmetolog Victoria Melchiorsen for at høre, hvad man kan gøre for at komme af med de sorte hår – og ikke mindst hvad man skal undlade at gøre.

Allerførst skal vi have opklaret, hvorfor kvinder overhovedet får sorte hår på overlæben eller hagen.

“Vi får øget hårvækst grundet vores hormoner. Vores hår er styret af de mandlige og de kvindelige hormoner. I dag taler man desværre ikke om, hvor stor indflydelse de mandlige og kvindelige hormoner har på vores hårdannelse, men hvert eneste hår på din krop er faktisk styret af enten de mandlige eller de kvindelige hormoner.”

Vi har altså både mandlige og kvindelige hårsække. Når vi kvinder bliver ældre, daler vores østrogen-niveau, og når det sker, får testosteron mere plads at bevæge sig på, og det kommer specielt til udtryk i vores ansigt.

“Vores overlæbe og hage er testosteronstyret, og øjenbryn og vipper er østrogenstyret, så når du bliver ældre, får du kortere øjenvipper og færre øjenbrynshår, mens du får flere hår på overlæben og hagen.”

Men vores hormoner og hårproduktion er ikke kun styret af alder. En del gravide vil også opleve at få dun i de mandlige områder, som skægområdet eller fra navlen og ned, fordi østrogen-niveauet falder, når vi er gravide. Når vi stresser, mister vi også meget østrogen, og danner testosteron i stedet for.

“Jeg kan se det på håret, hvis en af mine kunder er stresset. Hvis hun fx skal til eksamen og plejer at komme med 14 dages mellemrum for at få dem fjernet, beder jeg hende om at komme igen ugen efter og ganske rigtigt, er der allerede kommet hår, som jeg kan fjerne efter en uge.”

Sådan fjernes de uønskede hår

Når de uønskede hår skal fjernes, er det vigtigt at skelne mellem de mandlige og de kvindelige hårsække, for de kan ikke fjernes på samme måde, forklarer Victoria Melchiorsen.

Hos kvinder er det nemmere at ødelægge de kvindelige hårsække, fordi de svækkes med årene, hvorimod de mandlige bliver stærkere, fordi testosteron får mere plads at boltre sig på, når vores østrogen-niveau daler.

Tre metoder i Danmark, som kan fjerne hårene permanent:

  • Laser
  • Epilering med nål
  • Release-peeling.

Der er dog stor forskel på de tre metoder.

Victoria Melchiorsen bruger Du'lac-epileringen, hvor man sætter strøm til en lille nål, som føres ned i hårsækken. Strømmen skubber til kapillærerne – også kaldet hårkarrene – som giver næring til håret, og dermed afbryder man blodforsyningen til det nye hårløg. Når hårløgget ikke kan få ilt, fugt og næring, kan håret ikke gendannes. Dette er den eneste metode, der kan fjerne alle hår, hvad enten de er lyse eller mørke, for som Victoria fortæller, er “Du'lac ligeglad med, om de er tykke eller tynde, sorte eller lyse, eller hvor de sidder.”

Laserbehandlingens succesrate er derimod afhængig af, hvilken farve dine hår har. Hårene på din overlæbe er måske kulsorte, men selve roden er lys, og så kan du ikke fjerne alle hårene med laser.

Hold nallerne fra pincetten

Det er fristende at nappe de små sorte hår med pincetten, men det skal man absolut ikke gøre, hvis man spørger kosmetologen.

“Når du pincetter de mandlige hår, bliver kapillærerne – som giver håret næring, og som vi gerne vil skubbe væk – forstærket, fordi de får mere blodtilførsel. Og hver gang du hiver et hår ud af de mandlige hårsække enten med pincet eller voks, laver den det, som vi kalder et hårmonster. Det betyder, at selve hårsækken får en lille udposning, som også er en hårsæk, og den kan få mange udposninger, så man kan ende med at få endnu flere hår.”

Hvis du er i en nødsituation med et hår, som skal fjernes asap, er det bedre at barbere det væk. På den måde får du nemlig ikke forstærket kapillærerne, og ved barbering skaber du heller ikke et hårmonster. Til gengæld kan barbering gøre nogle af de finere hår mere stive.

Voks er også no go

Voks har længe været en velbenyttet måde at fjerne de uønskede hår, men når det gælder voks, er det meget vigtigt, at man skelner mellem de mandlige og de kvindelige hårsække, forklarer Victoria Melchiorsen.

“Voks hiver nemlig hårrodden op, mens hårsækken, som producerer håret, bliver siddende. Når man gør det med de kvindelige hårsække, kan de godt blive så trætte, at de ikke regenerer sig. Men gør man det med de mandlige, er resultatet modsat, fordi de får mere og mere power, og så bliver de mandligt styrede hår til flere.”

Du’lac-epilering

De tre hårfjerningsmetoder – uddybet

Du’lac-epilering

Du'lac-metoden er udviklet af den engelske kosmetolog Joanna Lack og har været i brug siden 1962. Efter at have arbejdet med Du'lac-metiden har Susanne Melchiorsen gjort den mere effektiv af med årene. Med Du’lac-metoden kan alle hår behandles, lyse som mørke, tynde som tykke. Du’lac-epilering kan foretages alle steder på kroppen og i ansigtet.

Fjernelse af uønsket hårvækst udføres ved, at kosmetologen indfører en lille nål ned i hårfoliklen. Nålen tilsluttes strøm i dele af sekunder, hvorved de små kapillærer skubbes væk fra hårsækken og forhindrer blod, ilt og næring i at komme frem til de nye hårløg. Derfor kan der efter tid ikke længere dannes nye hår i hårsækken.

“Et hår har tre faser. Hvis jeg giver strøm til et hår i fase et (vækstfasen), er det fjernet for altid, for når kapillærerne først er skubbet væk, kan de ikke komme tilbage. Hvis det er i fase to (hvilefasen) eller tre (afstødningsfasen), kan det gendanne sig. Hver gang jeg tager et hår, er det ikke sikkert, at det er i fase et. Derfor er det afgørende, at klienten kommer i tætte intervaller i starten, og det bliver heldigvis en etter næste gang. Det smarte er, at når jeg får håret ud, kan jeg se på hårets rod, om det er en etter, toer eller treer, og derfor kan jeg hurtigt vurdere, om vi skal ses igen om en uge eller om 14 dage.

Laserbehandling

Ved hårfjerning med laser anvender man IPL (Intense Pulsed Light), der er en laserteknologi, som er blevet brugt til kosmetiske formål siden år 1995. Laseren trænger igennem hudens overflade og ned til hårsækkene.

Når du får fjernet hår med laser, er det varmen fra lysstrålen, som ødelægger hårsækkene på de hår, der er i vækstfase. Det er derfor nødvendigt med flere behandlinger for også at ødelægge de hårsække, der har været i såkaldt hvilefase.

Det kræver pigment (melanin) i håret, for at laseren kan trænge ned til hårsækken og omdanne den til varme. Derfor skal hårene være mørke, og huden være så bleg som mulig, for at laserbehandlingen har den bedste effekt.

Release peeling

Release Peeling er en basisk peeling, der fjerner de døde hudceller i ansigtet. Masken har også den egenskab at fjerne bløde hår. Peelingen arbejder sig ned i hårsækken, opløser håret, og hårvæksten reduceres gradvis.

For at Release Peelingen bliver til permanent hårfjerning kombineres den med Hair Reducer (en lotion, der hæmmer hårets vækst) fra Susanne Melchiorsen. Ligesom alle andre permanente hårfjerningsmetoder skubber Hair Reducer til det lille kapillær, som får håret til at løsne sig.

Release peelingen er skabt til fine hår og dermed ikke de mere stive – der må Du´lac-epileringen klare opgaven.