Sandt eller falsk: "Du kan godt slippe af med appelsinhud"
Hvilke skønhedsproblemer er uløselige, og hvilke skønhedsmyter er intet andet end en skrøne? Vi har sat fire eksperter stævne for at opklare 12 sejlivede skønhedsmyter. Læs mere her.
Myte #1 Det er ikke sundt for huden at bruge makeup hver dag, for den kan ikke ånde
"Det passer ikke. Så længe du renser og plejer huden ordentligt, så ånder den fint om natten. Renser du hver aften, så kan du bruge makeup hver dag. Jeg anbefaler Exfo Cleanse fra pH Formula. Den bruger jeg en gang om dagen – helst om aftenen. Den renser huden godt, og lader du den sidde på i 10 minutter, eksfolierer den også." Sine Ginsborg, Makeupartist
Myte #2 Anti-age-cremer virker ikke
"Det er ikke sandt. Men bare fordi, at der står ”anti-aging” på en creme, er der ingen garanti for, at cremen indeholder de relevante ingredienser i den rette koncentration, så den har en synlig virkning på fine linjer og pigmentforandringer. Men A-vitamin, for eksempel i form af retinol, er en af de mest velundersøgte og virksomme ingredienser inden for anti-aging. Retinol kan dæmpe pigmentforandringer, udglatte fine og grove linjer og udjævne din hudtone. Siden 1950’er har også eksfolierende syrer såsom glykolsyre og mælkesyre været brugt som anti-aging-peelinger med imponerende resultater. Senere er mildere eksfolierende syrer kommet til, for eksempel glukonolakton, som i cremer og serum har en effekt, der svarer til glykolsyre." Cæcilie Johansen, Læge
Myte #3 Man mister hår ved at rede det
"Overhovedet ikke. Du kan godt i perioder fælde mere end normalt, hvis du ammer eller er stresset. Men det er ikke hårbørstens skyld. Tværtimod stimulerer du hår, hovedbund og hårsække, når du børster dit hår." Marianne Jensen, Hårstylist
Myte #4 Naturlige ingredienser er mindre irriterende for huden end syntetiske
"Den forestilling er forkert. Det er en sejlivet myte, at naturlige ingredienser skulle være bedre, sundere og mindre irriterende på huden end syntetisk fremstillede ingredienser. Der er f.eks. mange æteriske olier, der er allergifremkaldende, og de bør derfor helst undgås i hudplejeprodukter. I dag har 27% af den europæiske befolkning kontaktallergi/ kontakteksem. Naturlige ingredienser er hverken sundere eller mindre risikofyldte at bruge end de kemisk fremstillede. Faktisk er de den hyppigste årsag til parfumeallergi." Cæcilie Johansen, Læge
Myte #5 Du kan godt slippe af med appelsinhud
"Ja, det kan du, men ikke ved at smøre cremer på. Desværre. Men er du villig til at bruge blot 5-10 minutter om dagen med en gua sha, kan du komme rigtig langt. Gua sha’en er en mere end 2.000 år gammel kinesisk behandlingsmetode, hvor huden ”skrabes” med en særlig sten. Herigennem udskilles affaldsstoffer, samtidig med at blodcirkulationen stimuleres. Tro mig, det virker. Jeg har set det på flere tusinde kvinder, der bruger vores håndlavede originale gua sha og i øvrigt ikke kun til cellulite, men også til arme, ansigt, skuldre, nakke, kolde fødder og spændinger. Den skaber et sundt flow i kroppen." Charlotte Torpegaard, Skønhedsekspert
Myte #6 Du skal vaske dit hår så sjælendt som muligt, så du ikke udtørrer det
"Det er en sandhed med modifikationer. For det afhænger af, hvilket hår man har, og om ens hovedbund fedter. Der er stor forskel på, om det er et stort, tørt naturkrøllet hår, som kan gå en uge uden vask, eller et fint, tyndt hår. Der er intet fint, skandinavisk hår, der ser godt ud, når det ikke er rent. Mange overvasker deres hår, men det modsatte er heller ikke godt. Jeg er så gammel i gårde, at jeg har oplevet 90’ernes London, hvor man stoppede med at vaske hår, og så skulle det blive selvrensende med tiden. Det blev det ikke. Det blev bare ret klamt. Jeg vasker selv mit hår to til tre gange om ugen, og det passer godt til mit hår." Marianne Jensen, Hårstylist
Myte #7 Vælg en øjenskygge efter hud- og øjenfarve
"Der er en lille sandhed i det, for du skal naturligvis altid kigge på, hvad der passer til dine egne farver. Men jeg er imod ideen om, at du kun kan bruge lilla øjenskygge, hvis du har blå øjne. Hvis du har blå øjne, der skal se mere blå ud, så kan du altså også godt vælge en brun farve med lilla undertoner. Vil du helgardere, så køb Eye Shadow X9 i farven Amber Times Nine fra Mac. Den er flot til alle." Sine Ginsborg, Makeupartist
Myte #8 Du skal altid fjerne din makeup, inden du går i seng
"Ja, altid! Uden undtagelse. Også selvom du ikke har mascara på. Hvis du er doven, så brug micellar-vand. Men det er altså et minimum. Rens er den eneste af alle rutiner, du altid skal gennemføre. Der er ingen vej udenom." Sine Ginsborg, Makeupartist
Myte #9 Du skal bruge solcreme hver dag året rundt på ansigt og krop
"Medmindre du bor i Australien eller syd for ækvator, eller din læge af helbredsmæssige årsager anbefaler det, så er der ingen grund til at bruge solcreme året rundt. Og slet ikke på kroppen, der langt det meste af året er pakket ind i masser af tøj. Selvfølgelig skal du beskytte din hud i direkte sol og omgås solen med omtanke, men der er ingen grund til at udsætte din krop for flere solfiltre end nødvendigt. Et nyt studie fra USA viser, at solfiltre kan være mere bekymrende end som så, ikke kun for miljøet, men også for kroppen. Så brug din sunde fornuft, og dyrk både sol og solcreme med måde." Charlotte Torpegaard, Skønhedsekspert
Myte #10 Pigmentfejl er permanente
"Den påstand er falsk. Som hudlæger siger: ”Man bliver født uden modermærker, og man dør uden modermærker”. Derimellem udvikler man en masse forskellige pigmentforandringer, herunder godartede solskader som fregner og melasma, som med tiden nedbrydes i takt med, at hudcellerne udskiftes." Cæcilie Johansen, Læge
Myte #11 Kokosolie er dårligt for huden og tilstopper dine porer
"Kokosolie er absolut ikke dårligt for huden. Men vær opmærksom på, hvilken slags du vælger til din hud. Hvis du bruger rå kokosolie direkte fra krukken i køkkenet, som er en på én gang meget fed og tør olie, så er der risiko for, at den kan tilstoppe porerne. Bruger du derimod fraktioneret kokosolie, der anbefales af mange internationale hudlæger, vil du aldrig opleve det problem. Tværtimod gør det din hud blød og smidig. En af vores absolutte bestsellers i min skønhedspavillon, I Love Beauty,
er Balm Balms 100% økologiske Coconut Cleanser. Den har reddet virkelig meget hud i ubalance. Også fedtet og uren hud." Charlotte Torpegaard, Skønhedsekspert
Myte #12 Du kan reparere ødelagt hår og spaltede spidser
"Med de rigtige produkter kan du komme langt, og der er mange virkelig gode på markedet. Men det er igen meget individuelt. Hvis det er lidt soltørrede spidser, så kan en hårkur og en god balsam gøre underværker. Jeg bruger selv Angel Masque fra Kevin Murphy, der er en hårkur til fint hår. Den er genial, fordi den ikke tynger håret. Men hvis du har bleget dit hår så kraftigt, at det nærmer sig det, man blandt fagfolk kalder en ”kemisk klip”, hvor håret føles som tyggegummi, når det er vådt, så er saksen den eneste udvej." Marianne Jensen, Hårstylist