Josephine Mai

Josephine Mai: "Det er guds gave til farvet, afbleget og slidt hår"

Josephine Mai har en baby i maven, spisepinde på badeværelset, ro i kroppen og en glæde over modebranchens mangfoldighed. Hun vil nødigt undvære sit islandske serum, sin britiske føntørrer og den daglige smoothie med ingefær og danske rødbeder.

Min morgenrutine består af… kaffe før alt andet. De rolige morgener elsker jeg at lave smoothies. Favoritten er i øjeblikket med rødbede, ingefær, citron, selleri, banan eller avocado, vand og isterninger. Den får den smukkeste, dybrøde farve og gør, at jeg starter dagen med god samvittighed.

At pleje min hud betyder for mig… at være god ved mig selv og min krop – at jeg behandler min krop med den respekt, som den fortjener.

Jeg lægger makeup, når… jeg skal arbejde eller bare gerne vil se lidt pæn og veloplagt ud. Jeg bruger ikke meget makeup, men for at være ærlig så gør det en stor forskel på, hvor frisk og veloplagt jeg ser ud.

Min makeuprutine er… enkel og minimal. Mineral Foundation fra Tromborg eller Mac Face and Body der, hvor huden trænger til lidt kærlighed. Det er særligt om vinteren, at huden bliver lidt rødlig og mat. Så bruger jeg Glossiers brynpen Brow Flick i farven blond, som er en ultratynd, flydende brynpen, til at udfylde huller i mine bryn på en naturlig måde. Efterfulgt af Glossier Boy Brow, min vippebukker fra Mac – det gør virkelig en forskel at bukke vipperne – og så Volume Million Lashes So Couture Mascara fra L’Oréal Paris.

Den bedste duft for mig er… nyvasket hår. Der er noget meget sanseligt ved dufte, som jeg elsker. Men jeg er også meget sart, hvis noget eller nogen dufter meget. Jeg har en kollega fra London, jeg laver shows med, som bruger enormt meget, kraftig parfume. Det kan give mig hovedpine på fem minutter at være sammen med ham. Hvilket er frygteligt, for han er skøn. Men tit må jeg undgå ham de første par timer af dagen, indtil han er dampet lidt af. Desværre er han typen, der altid har en flaske på sig – klar til at "refreshe".

Jeg har foreslået ham bare at tage et eller to sprøjt i stedet for 16. Men det er han ikke interesseret i. Sådan er vi så forskellige. Jeg har ikke selv brugt parfume på min hud i mange år af frygt for at udvikle allergi. Men jeg nyder at dufte godt og tage parfume på mit tøj, når jeg skal noget. Min yndlingsduft er Frederic Malles Portrait of a Lady. Den er fransk, og jeg køber den altid i Paris i det fineste lille parfumeri i Marais. Den dufter rent, som på et dyrt hotel, og ikke parfumeagtigt.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, var... at farve mine bryn og vipper regelmæssigt. Jeg er så jaloux på de (mange) mennesker, som bare fra naturens side har smukke mørke bryn og vipper. Men til alle ”fellow blonds” derude – det gør underværker at farve bryn og vipper.

Hvis jeg kunne give mit teenage-jeg et skønhedsråd, ville det være… at lade de øjenbryn være!

Det mærkeligste produkt på mit badeværelse er… chopsticks til at sno mit hår om og hurtigt få det væk fra ansigtet uden at få mærker fra en elastik.

Det sted, jeg er i livet, er… befriende. Det lyder måske skørt, men jeg synes faktisk, jeg er blevet pænere med alderen. Det er som om, mit ansigt har fået mere karakter og er knap så hvalpet. Derudover har jeg i mine 20’ere været meget usikker på en masse ting, som jeg føler mig mere fri for nu. Jeg har lært, at mine relationer er solide ligesom mit håndværk.

Nutidens skønhedsideal er… mangfoldigt. Særligt i modebranchen, hvor jeg arbejder, kan jeg se og mærke et tydeligt skift fra, da jeg startede over 10 år siden, til nu. Dengang var det udelukkende smukke, unge piger med perfekt langt hår, lange slanke lemmer og fejlfri hud, der kom på forsiden af magasinerne. Sådan er det ikke mere. Heldigvis.

Jeg føler mig smukkest, når… jeg bliver kysset, krammet og holdt om af min kæreste. Uagtet hvor fedtet hår eller kedeligt tøj, jeg har på.

Josephine Mais favoritter:

dyson.jpg

Genial hårtørring

Lille og kraftfuld, og så er den nye diffuser genial, hvis man gerne vil tørre håret, så det stadig har noget fald og struktur, men ingen ”fly aways”. Supersonic og diffuser 605C, Dyson, 3.000 kr.

olaplex.jpg

Gamechanger til slidt hår 

Olaplex er guds gave til farvet, afbleget og slidt hår. Jeg bruger shampoo og conditioner i badet, og så Olaplex nr. 3 som leave in-conditioner i enderne. Det fantastiske ved Olaplex er, at det er en molekylebehandling, som genopbygger de brudte svovlbroer og saltbindinger i hårets kerne. Dermed reparerer og styrker det håret – en ægte ”game-changer” indenfor hårpleje. Hair Perfector No.3, Olaplex, 250 kr.

batiste.jpg

Hverdagsfavorit

Tørshampoo, Batiste, 35 kr.

serum.jpg

Kilden til evig ungdom

Det er ikke uden grund, at den har vundet et hav af priser gennem tiden. Det er en lille, men powerful flaske ungdoms-eliksir. EGF Serum, Bioeffect, 1.100 kr.

tromborg.jpg

Duften af sommer 

Jeg er vild med Tromborgs bodylotion. Den er tyk, men trænger godt ind og dufter af sommer. Aroma Therapy Body Lotion, Tromborg, 460 kr.

Glossier.jpg

Fin farve, god fugt 

Jeg vil nødigt undvære Glossiers fugtgivende læbepomade med naturlig tint. Ultralip Hydrating Shine i farven Villa, Glossier, 130 kr.

Dette billede er smukt for mig, fordi…

josephine-mai01.jpg

Josephine Mai

Er selvstændig, professionel hårstylist og står nu overfor et helt nyt kapitel i sit liv, nemlig at blive mor til sit første barn sammen med kæresten Malthe.