”Jeg tænker tit på, hvornår kræften mon rammer mig”

Skiltet på Anja Davidsens ryg siger det hele: "Jeg løber for min mor, mormor og moster". Den 27-årige, blonde kvinde har mistet flere af de nærmeste kvinder i sin familie, end de fleste. Det har gjort, at Anja i en tidlig alder, har måttet forholde sig til nogle store spørgsmål om sit eget liv og egen dødelighed. År tilbage blev hun og lillesøsteren testet for, hvorvidt de var genetisk disponerede for også at få brystkræft. Lægerne fandt ikke braga-genet hos nogle af dem, men på grund af historikken i de unge kvinders stamtræ, mener eksperterne alligevel, at søstrene har 50 procents risiko for at få brystkræft.

- Når man har haft kræft med dødelig udgang så tæt inde på livet, så mange gange, som min søster og jeg har, så gør det, at man næsten ikke kan lade være med at tænke: "Vi ved, vi er de næste i rækken". Men sådan nogle tanker bliver man nødt til at slå hen. Ellers kan man jo ikke leve, fortæller Anja Davidsen.

Samtidig med at frygten og tankerne altid rumsterer i kulissen hos Anja, så insisterer hun på at tænke positivt. Det har hun lært af sin mor:

Det har været rigtig, rigtig hårdt, og det er det stadig på dage som i dag, hvor jeg bliver mindet om det hele. Men det har også gjort mig stærk, at gå de tab og tanker igennem.

Farvel mor

For halvandet år siden tog Anja den sidste afsked med sin mor efter hendes 16 år lange kamp mod kræft. Et hjerteskærende farvel, men alligevel kan Anja kun være glad for al den tid, hun fik med sin mor:

- Lægerne gav min mor omkring et år, men hun var sej og stædig. Den dag lægen gav hende prognosen, sagde hun til ham: Nej - jeg skal hjem til mine børn." Selvom det var frygteligt, så føler jeg, at det var en bonus, at jeg fik så meget tid med min mor. Det var ikke meningen, at hun skulle se mig vokse op. Jeg havde aldrig troet, at hun ville være der gennem vores teenageår, og se mig få min uddannelse.

Anjas mor nåede at få mange flere år, end nogen havde turdet håbe på, og hun nåede også at blive erklæret rask i 2008, men få år efter, kom kræften tilbage.

- Hun begyndte pludseligt at få smerter fra armhulen og ud i skuldre og arm. Set i bagspejlet er det jo et tegn, men man fandt ikke noget på skanningen af brystområdet. Derfor troede vi, et kort øjeblik, at det bare var en forskrækkelse.

Men det var det ikke. I April 2014 døde Anjas mor af brystkræft. Sygdommen havde spredt sig til ryggen.

"Nogle gange er jeg bange"

I 2010 mistede Anja sin mormor, og i 2002 sin moster. Det er uklart, hvilken type cancer, de to kvinder døde af, men undersøgelser viste, at det med sikkerhed var hormonelt betinget. Fælles for dem begge var også, at kræften havde spredt sig til så store dele af kroppen, hvilket gjorde det svært for lægerne at bestemme, hvor sygdommen var startet og sluttet.

-Nogle gange er jeg selvfølgelig bange. Jeg tænker tit på, hvornår kræften mon rammer mig. Men så slår jeg det hen. Jeg kan ikke andet end at håbe på det bedste, leve sundt og støtte forskningen. Og så krydser jeg fingre for, at hvis det rammer mig, så er vi så langt med forskningen, at mine chancer for at slippe levende fra kræften er gode.

I dag har Anja været med til at støtte kampen mod brystkræft ved at løbe 5 kilometer med sin veninde til ALT for damernes Støt Brysterne-løb i København for første gang. En rørende oplevelse, som hun synes giver en fornemmelse af sammenhold.

- Det ramte mig især, at der var så mange, der løb for deres mødre. Ligesom mig. Og at der var så mange børn med. Man kunne mærke, at vi var i samme båd.