Kristian Hindø-Lings

Kristian faster 16 timer hver dag: Her er, hvad han har fået ud af det

Kunne du klare kun at måtte spise mad fra kl 11-19 - hver dag? Det gør Kristian, og resultatet kan både ses på vægten, søvnen og huden.

Da jeg mødte 27-årige Kristian Hindø-Lings for fire år siden, blev jeg både forundret over og fascineret af hans spisevaner. Der blev indtaget masser af vand og Pepsi Max, ris og kød hver for sig – og ingen sovs.

 

Til gengæld blev der konsumeret en del sukker i form af Pollys og cookies. Som en anden hønemor drillede jeg ham med, at de eneste grøntsager han spiste, var dem, som blev serveret i kebabben. Men hey, hans madvaner var jo ikke meget anderledes end mine, da jeg var i start 20’erne og hellere ville spise pasta med ketchup for at få penge til at tilbringe mine weekender på Blitz (Aarhus’ hotteste diskotek i slut 90’erne).

Et år inde i vores venskab valgte han at stoppe med at drikke alkohol – og han har ikke rørt en dråbe siden. Det undrede jeg mig også over, men da jeg talte med ham om det, gav det hele mening. Det er der bl.a kommet denne artikel ud af:

Et år uden alkohol: Her er, hvad jeg lærte

Året efter besluttede han sig for at prøve at faste – og det gør han også stadig. Jeg har aldrig selv prøvet at faste, men vil gerne vide mere. Her på ALT.DK har vi flere artikler om at faste, men hvordan er det rent faktisk at gøre det – hver dag? Det har jeg talt med Kristian om.

”Jeg har pr. dags dato fastet hver dag i snart to år. Det startede med en modeuge, der var på vej i 2019 – modebranchens Folkemøde, so to say, og jeg ville gerne have det godt i min krop. Jeg havde hørt om denne ”kur”, som det vel kan kaldes, igennem en veninde og tænkte, at det var nemt at tilgå. Ikke noget med at tælle kalorier, drikke citronvand på tom mave eller tilføje cayennepeber på alt."

Hvad går din faste ud på?

”Hvis man spørger Vogue India, er det kuren, Beyoncé, The Rock og Hugh Jackman lever på. Og så selvfølgelig mig – Kristian Hindø-Lings. Den faste, jeg følger, hedder 16:8 eller 8 timers-kuren. Det er ret simpelt: Altså, man faster 16 timer af døgnet og spiser i det resterende tidsrum. Hvad tidsrummet hedder for kendisserne er os et mysterium, men jeg kan åbne op for privaten og lade det sive, at jeg har valgt, at 11-19 er det tidsrum, hvori jeg kan spise. Jeg spiser, hvad jeg vil, da det for mig handler om velvære og ikke udelukkende vægttab, men det kommer vi tilbage til.”

Hvorfor valgte du at prøve faste?

”Jeg var træt af kure, der handler om at slå sig selv oveni hovedet, og hvis man har læst om mit år uden alkohol, ved man, at jeg er glad for alt, hvor jeg kan vælge noget til eller fra. På denne måde har jeg valgt mad til, men i en bestemt periode og herigennem bliver det så automatisk nemmere at vænne snack-timen imellem 21:00 og 22:00 fra lidt oftere end almindeligt.”

Hvordan klarede du det i starten? Der må være en tilvænningsfase, hvor man er MEGET sulten?

”De første uger var motiveret af, at jeg gerne ville nulstille min krop. Og det var på trods af det faktum, at jeg udmærket ved, at detox ikke kan lade sig gøre. Ihvertfald ikke den slags, jeg gerne vil med mindre, vi laver tarmskylninger og DET skal jeg slet ikke ud i.

Og det omtalte motiverende element gjorde også, at jeg ikke havde svært ved at holde mig på den klare linje, der var lagt foran mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst spiste morgenmad på en hverdag. Jeg er ikke rigtig sulten om morgenen, så det var ikke der, den største hypotetiske hovedpine lå.

Helt generelt har der ikke været synderligt meget hovedpine. Hverken hypotetisk eller fysisk, men en fortrukken form for koffein, når arbejdsdagen starter, har hjulpet mig godt på vej, når det har været rigtigt slemt. Det samme gælder humørsvingninger, og sulten var udholdelig den første uges tid, da jeg jo vidste, jeg måtte spise, når klokken slog 11:00. Det reddede mig altså også fra mange Mars-barer på vej til et formiddagsmøde eller croissanter herunder.

Derudover er det vigtigt at huske på, hvor vigtigt vand er – at være dehydreret er det værste, jeg ved – tænk bare på, hvordan du har det, når du har tømmermænd.

Hvis det skal være HELT rigtigt #intermittentfasting, ”må” du faktisk ikke engang børste tænder eller noget andet i de 16 timer – her taler vi altså helt reel faste, men der har jeg dog valgt mine medmenneskers ve og vel over regler og har stadig set resultater mentalt.”

Hvordan ser en almindelig dag ud?

”Jeg er single og har ingen børn, så jeg sover længe. Kl. 8 ringer mit vækkeur, og hvis jeg har holdt mig til de otte føromtalte timer, vågner jeg veludhvilet og frisk. Særligt, hvis jeg også har spist forholdsvis antiinflammatorisk og uden alt for meget sukker. Her drikker jeg en halv liter vand, tager mine vitaminer, hopper i bad og cykler mod arbejde i Indre By.

 

Kl. 11:00 spiser jeg en stor frokost. Her kan vi enten tale en proteinrig salat med linser, hummus, edemame bønner og kylling. Jovist er jeg sulten, men vand og evt. en koffeinholdig og sukkerfri drik har hjulpet mig igennem dagens første to arbejdstimer.

Herefter spiser jeg ikke rigtigt noget, hvis jeg ikke bliver tilbudt det. Hvis jeg er sulten, kan jeg spise rugbrød med hummus, nogle nødder og hvis jeg er rigtig vild, drikker jeg en smoothie.

Det næste måltid ligger kl. 18:00, hvor jeg spiser en stor aftensmad. Jeg er kræsen, så det bliver ofte det samme – f.eks. en kyllingelasagne, frikadeller af kylligekød med feta i, en spinatsalat med halloumi eller andet, hvor depoterne fyldes op. Det holder mig kørende, og jeg er altså en 104 kg og næsten to meter høj mand.

Puden og jeg mødes lykkeligt igen imellem 22 og 22.30, hvorefter jeg får en god lang søvn. Det hjælper også!”

Hvilke reaktioner har du fået?

”De sjoveste reaktioner ligger klart fra mine jævnaldrende venner, hvor flere har grint og spurgt, om jeg også skal være veganer og flytte til Los Angeles. Den her form for livsstil er meget en ting blandt min generation, men jeg får næsten altid en eller flere til at prøve det, når jeg fortæller om det. Det er så nemt!”

Hvad har du fået ud af at faste?

”Jeg tabte mig, da jeg skar en sen shawarma eller en række Kinder Maxi og et heksehyl inden sengetid fra mit daglige madindtag, og jeg har holdt det vægttab siden. Men det svinger selvfølgelig også i forhold til, hvad du indtager i de otte timer.

Jeg er mindre oppustet, har generelt pænere hud og mindre svingninger i min vægt, men det er klart mit generelle velvære, der gavnes mest – og derved også mit syn på mig selv. Jeg har mere ro i min krop, sover bedre, og derved er humøret også bedre. Det bliver mere en fysisk belønning, når jeg vælger junkfood fra til fordel for at have det godt mentalt i morgen – og ikke en bestemt vægt, jeg jagter.

Hvilke begrænsninger er der ved at faste?

”Det er svært at sige, hvilke begrænsninger den enkelte vil have, men helt overordnet er det selvfølgelig et problem med sene middagsselskaber, og der bryder jeg også selv fasten, for der er selvfølgelig perioder, hvor det er sværere at holde – f.eks. weekender, hvor jeg bliver inviteret til middage.

Men de fleste af mine venner har forstået, at vi spiser kl. 18.00. når jeg er på besøg, og ellers går det også. Eller det vil sige, at jeg selvfølgelig sagtens kan bryde fasten indimellem, men jeg ved også, at det påvirker min søvn, min fordøjelse og hvordan min krop generelt hænger sammen. Som alt andet, handler det om at komme tilbage igen og gøre, hvad der føles godt for din krop. Jeg har det personligt bedst med de 16:8.”

Hvad vil du råde mig til, hvis jeg gerne vil prøve at faste?

”Vand, søvn og en omgangskreds, der respekterer dit valg. Det er alfa omega, og modsat andre fasterutiner, som fx 5:2 er der ikke nogen dage, hvor du ikke må spise.

Og så skal du gøre op med dig selv, hvad du vil have ud af det: Om det er vægttab eller bedre velvære, er det en god måde at få et overblik over, hvad man ellers spiser i de omkringliggende timer og generelt blive opmærksom på, hvordan din krop reagerer på dine spisemønstre. Jeg fandt fx ud af, at jeg ikke behøver store aftensmåltider, men fungerer bedre med en større fokus på frokost. Sådan er vi jo forskellige.”

Pænere hud, bedre søvn og farvel til oppustet mave – jeg er klart fristet til at prøve faste. Tror dog ikke, at det kan blive hver dag – der elsker jeg aftnerne med god mad og sjove drinks med vennerne lidt for højt. Men en hverdagsfaste må da kunne noget. Det prøver jeg!