42-årig Claudia blev ramt af blodprop i hjertet – én tanke ramte hende på operationsbordet
En blodprop i hjertet kan ændre livet radikalt. Det ved Claudia alt om, men hun har valgt at fokusere på alt det gode, livet heldigvis stadig indeholder.
Da Claudia Byriel fik ondt i maven i 2015, tænkte hun, at det måtte være nervebetændelse, som er en hyppig følgesygdom til den diabetes 1, hun havde levet med, siden hun var ti år. En udredning på hospitalet viste imidlertidig noget helt andet. Ud over at undersøge maven ville lægerne også lige tjekke hjertet både med og uden kontrastvæske. Efter den første scanning blev Claudia kaldt ind til overlægen:
"Han viste mig en monitor med scanningsbillederne, men de var bare helt lyserøde. Jeg tænkte: ”Åh nej, nu fortæller de mig, at undersøgelsen skal laves om, fordi der er sket en fejl”. Men overlægen sagde alvorligt, at alt det lyserøde var forkalkninger – at mit hjerte var stærkt forkalket. De ville intet få ud af at sprøjte kontrastvæsken ind, for de ville ikke kunne se noget. Det var en barsk besked at få dagen før ens 40- års fødselsdag," fortæller Claudia.
Normalt får unge mennesker ikke den slags forkalkninger, men det ses indimellem ved diabetes, og Claudia kunne ifølge kirurgen intet have gjort for at forhindre det. Kimen blev lagt allerede i ungdomsårene. Hun begyndte på blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin, fik en ballonudvidelse i kranspulsåren og lærte efterhånden at leve livet med endnu en kronisk sygdom.
Elefant på brystkassen
I 2017 gik Claudia og hendes daværende kæreste rundt på middelaldermarkedet i Helsingør. Hun fik det dårligere og dårligere. Det stak i brystet, og det føltes, som om der sad en elefant oven på hendes brystkasse. Hun kunne næsten ikke gå de få hundrede meter, der var imellem boderne.
"Der skal ret meget til, før jeg giver efter for smerter. Som diabetespatient er jeg vant til at håndtere dem, men da vi kom tilbage til bilen, kunne jeg godt mærke, at den var helt gal, og jeg ringede derfor 1813. Efterfølgende har jeg lært, at man i sådan en situation selvfølgelig altid ringer 112."
Claudia blev sendt på hospitalet, hvor den chokerende besked lød, at hun havde en blodprop i hjertet. Hun var kun 42 år gammel, og nu skulle hun have sin anden ballonudvidelse. Året efter, i 2018, blev hun igen hjertesyg, og denne gang anbefalede lægen en bypass.
"Da jeg lå dér på operationsbordet, tænkte jeg: ”Bare jeg nu vågner igen”. Det skulle jeg jo helst, for jeg havde også en søn at tage mig af."
Annonse
Noget at stå op til
Claudia vågnede heldigvis fra operationen igen, men livet var forandret, og bare fire uger efter operationen blev hun tilkendt førtidspension.
"Det var en hård nød at sluge, for jeg ville jo gerne forsørge mig selv og syntes ikke, jeg var gammel nok til at være pensionist. Men omvendt havde jeg bare heller ikke kræfterne til at gå på arbejde som sosu-hjælper," siger hun.
Livet derhjemme passede ikke Claudia, som var misundelig, når veninderne tog til julefrokost med deres kollegaer.
Annonse
"Jeg blev nødt til at skabe mig et godt liv, også selvom jeg havde haft en blodprop. Jeg ville være noget for andre og ud og møde nogle mennesker. Derfor sprang jeg straks til, da jeg blev tilbudt at undervise sundhedsfaglige elever i kommunikation. De skulle lære at se sagen fra patienternes synsvinkel. Det betød, at jeg igen havde noget at stå op til."
Det med at have noget at stå op til er ifølge Claudia altafgørende for et godt liv som hjertesyg. Ligesom det også er afgørende, at man ikke lader de negative tanker tage over.
"Jeg har da været vred. Ubeskriveligt vred på verden, men det nytter bare ikke noget. Min svigermor havde en pointe, da hun sagde: ”Du skal ikke tælle mugpletterne på rabarbergrøden”.
Ja, jeg er hjertesyg, det kan jeg ikke ændre på. Jeg kan sætte mig ned og græde over det, eller jeg kan tage ja-hatten på, siger hun med et stort smil. Ja-hatten fylder Claudia med sin familie, med sønnen Christian på 20 år, og kæresten, der er en uvurderlig støtte. Hun finder også stor ro og glæde i at male, som hun har lært sig selv via YouTube under coronanedlukningerne.
"En vigtig del af helingsprocessen er, at man får hovedet med. At man forstår, at man er syg og ikke kan, hvad man kunne tidligere, men at livet heldigvis går videre og heldigvis indeholder meget godt."
