Arnela Muminovic: ”Jeg var nervøs – ikke kun på mine vegne, men på mit køns”
Arnela Muminović ville sparke døren til fodboldekspert-verdenen ind, for det kunne ikke passe, at der kun var plads til mænd i tv-studierne. Men da muligheden kom, blev hun alligevel nervøs for, hvilke reaktioner der ville møde hende.
Jeg var den første kvinde til at være fodboldekspert i et tv-studie under en slutrunde. Efter jeg startede på Journalisthøjskolen, fik jeg hurtigt en ambition om at sparke døren ind til fodboldekspert-verdenen. På svensk tv havde jeg nemlig set masser af kvinder i studiet, så jeg tænkte jeg: Hvorfor i alverden er det aldrig sådan i Danmark?
Diversitet er supervigtigt. Når man ser en slutrunde – om det så er en herreeller kvindeslutrunde, er det vigtigt, at både mænd og kvinder kan identificere sig med dem, der repræsenterer sporten. Derudover er det godt at få sat streg under, at det er den samme sport – lige meget om det er mænd eller kvinder, der spiller.
Præcis ligesom i håndbold, tennis og badminton. Det er ikke en helt anden sport, fordi det er kvindefodbold. Selvfølgelig kan det aldrig blive helt lige på banen, fordi der er fysisk forskel på mænd og kvinder. Så naturligvis vil der være en skelnen, men det det betyder ikke, at kvindefodbold kun er for kvinder og omvendt.
Da DR ringede til mig i 2016 og spurgte, om jeg ville være fodboldekspert, tøvede jeg ikke – for selvfølgelig ville jeg det. Det var det, som jeg havde drømt om, men jeg blev alligevel ramt af et forventningspres. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde viden nok, fordi jeg havde nørdet det hele meget og også selv havde en baggrund som fodboldspiller. Men jeg var alligevel nervøs for forventningerne.
Ikke kun på mine egne vegne, men på mit køns vegne. Jeg tænkte: ”Hvis jeg dummer mig nu her, så ødelægger jeg det ikke kun for mig selv, men for alle kvinder”. Nu havde en kvinde endelig fået chancen, og hvad nu, hvis jeg ikke kunne leve op til det, og DR så valgte at gå tilbage til sådan, som det plejede at være, hvor der ikke var kvinder med som eksperter.
Derfor følte jeg, at jeg ikke måtte lave fejl, for så ville der komme en hær efter mig, der var sure bare, fordi jeg var kvinde. Jeg tror ikke, at man kan undgå at føle på den måde – uanset om det er i fodboldverdenen eller en anden sport, som er mandsdomineret.
Automatisk vil kvinderne tænke, at de skal præstere mere end de mænd, der er der, for at bevise sig selv. Præcis som jeg selv følte. Det, syntes jeg, var ret hårdt. Men jeg er blevet meget bedre til at håndtere det i dag. Jeg møder heller ikke mange negative ytringer, men der er nogen. Jeg kan sagtens klare kritik, men hvis man kun giver det, fordi jeg er kvinde, gider jeg ikke tage det seriøst mere.