Caroline Wozniacki: ”Jeg ved, at den her sygdom er med mig resten af livet”
Caroline Wozniacki blev diagnosticeret med leddegigt i en alder af 28 år, men selv med alverdens dygtige læger omkring hende var det en kamp at finde en forklaring på hendes smerter, for ingen troede på hende. I dag er hun velmedicineret, har flest gode dage, venter sit første barn og har et vigtigt budskab
Om få måneder går en drøm i opfyldelse for 30-årige Caroline Wozniacki.
Hun skal være mor til en datter.
Skruer vi tiden tre år tilbage var den verdensanerkendte tennisspiller på toppen af sin karriere og på vej mod en uventet kronisk diagnose. I januar 2018 vandt hun Australian Open, i oktober samme år blev hun diagnosticeret med leddegigt. Gennem 10 smertefulde måneder kæmpede hun for at finde en forklaring på de usynlige smerter, hun følte. Hun gik fra at være topatlet til at være kronisk syg.
”Jeg ved, at den her sygdom er med mig resten af livet, og det er noget, jeg tænker over i det daglige, men jeg forsøger at gøre de ting, jeg gerne vil,” fortæller hun til et digitalt arrangement hos Gigtforeningen. Eventet er en del af Advantage Hers-kampagnen, som er lanceret i fællesskab mellem Caroline Wozniacki og biofarmaceut-virksomheden UCB.
I dag har tennisstjernen det så godt, at det ikke påvirker hendes karakteristiske gåpåmod – og hun skal endda snart være mor. Men inden de lykkelige omstændigheder havde Caroline Wozniacki sammen med sin mand, David Lee, gjort sig tanker om, hvad sygdommen kunne betyde for graviditeten og for moderskabet?
”Jeg vidste, jeg gerne ville være gravid, men jeg bekymrede mig for, om jeg kunne gå igennem en graviditet, eller om jeg skulle være obs. på nogle særlige ting. Nu bliver jeg holdt under tæt observation af hospitalet,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg har altid været en person, der vil bevise, at jeg godt kan. Både da jeg spillede tennis, men også med det her.”
Når man har leddegigt, er det kun i sjældne tilfælde et problem at blive gravid, men det er vigtigt, at sygdommen er i ro, før man bliver gravid.
”Jeg havde en lang snak med min læge, og vi lagde en plan sammen for min graviditet. Heldigvis blev jeg gravid ret hurtigt og har haft en fantastisk graviditet. Min sygdom er gået mere i ro – det sker nogle gange for gravide kvinder med leddegigt. Jeg håber, det fortsætter, men min læge har også advaret mig om, at når jeg har født, kan jeg få et tilbagefald, men det må vi bare tage, som det kommer,” forklarer hun.
En ny drøm og et nyt selvbillede
Caroline Wozniacki samler på sejre. Tidligere som verdensberømt tennisspiller. Nu i dagligdagen, når hun lykkes med at gøre det hun gerne vil, trods sin kroniske sygdom.
”Det er en hård kamp, og jeg må passe på min krop, men jeg vil ikke lade det stå i vejen for mine drømme. Det har altid været en drøm for både David og mig at stifte familie,” fortæller hun.
Efter diagnosen havde Caroline Wozniacki svært ved at give slip på sin karriere som tennisstjerne. Sporten har defineret hende, og hun fortsatte derfor med at spille og stoppede først som professionel i januar 2020 – over et år efter hun fik konstateret leddegigt.
”Jeg stoppede ikke med at spille tennis på grund af min sygdom, men jeg havde spillet i så mange år, og nu var det tid til at komme videre og udleve en ny drøm.”
Alligevel har den nye tilværelse været en svær omvæltning for Caroline Wozniacki, der har været vant til velfortjent anerkendelse for sin fysik – også hendes nærmeste havde i starten svært ved at sætte sig ind i den nye situation.
”Det har været ret hårdt mentalt at vide, at man er gået fra at være topatlet til at have en kronisk sygdom. I starten forstod mine nærmeste ikke helt, hvad jeg gik igennem, og nogle gange troede de heller ikke på, at det var så slemt. En dag satte jeg mig ned og begyndte at græde og sagde til dem: ”Prøv at høre, jeg har det ad helvedes til, I bliver nødt til at høre på mig”. Hele min familie var der, David var der, og de sad bare med åben mund, for normalt har jeg spillet med brækkede tæer og aldrig sagt noget. Den dag ændrede det sig for dem, og de begyndte at læse op på, hvad det vil sige at være i min situation, og de har lige siden været en fantastisk støtte og har forstået, hvad jeg går igennem."
Kampen for at blive taget seriøst
Desværre var det også en kamp for Caroline Wozniacki at få diagnosen. Hun oplevede nemlig, at lægerne ikke troede på hende. Symptomerne blev i begyndelsen forklaret med hård træning, men da de ikke forsvandt, fik Caroline Wozniacki en klar mistanke om, at noget var galt.
”I januar 2018 vandt jeg Australia Open, og derefter begyndte jeg at føle mig træt, og jeg havde ondt i mine led. Det var både i knæ og albuer, men jeg tænkte, at det var naturligt, at kroppen var træt. Både fordi jeg var så udmattet mentalt og fysisk af hård træning, men også fordi jeg havde spillet i så mange år. Ret pludseligt efter Wimbledon i juli begyndte jeg at få det dårligt. Jeg havde hovedpine uden at have feber, jeg havde ondt, og jeg var bare ekstremt træt. Men det kunne ikke forklares med noget specifikt, så jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad der var galt."
Caroline Wozniacki besluttede sig for at tage ti dages pause, og håbede, at det ville blive bedre. Hun fortsatte derefter sit normale liv, tog til en turnering, som hun tabte, hvilket gjorde hende i dårligt humør. Humøret gjorde, at hun droppede at tage til fysioterapeut, som hun plejede. Hun vidste, at hun ville blive mere øm, men hun ville bare hjem.
”Da jeg vågnede næste morgen, så jeg på min mand (David Lee, red.), og sagde; ”jeg kan ikke komme ud af sengen”. Han troede først, at jeg bare var øm, men jeg kunne seriøst ikke røre mig. Det var ikke ømhed. Det føltes som om mine skuldre og albuer var gået ud af led, og jeg var helt vildt træt”
Den morgen var første gang, alarmklokkerne for alvor ringende hos Caroline Wozniacki. Hun fik sin mand til at pakke hendes ting og tog til en læge, som hun kendte godt.
Hans vurdering var, at hendes led var lidt hævede, men at der derudover ikke var så meget at se. Måske var det mentalt, var meldingen.
Efterfølgende tog Caroline Wozniacki til en fysioterapeut, der syntes, at leddene så fine ud. I desperation prøvede hun en anden læge, der tog nogle blodprøver.
”Han tog prøver for C-vitamin og andre helt standard ting, men der var intet at se på prøverne. Han sagde så, at han troede, at jeg bare var i dårlig form. Jeg kiggede bare på ham og spurgte, om han var seriøs.”
Caroline Wozniacky forklarede lægen, at det næppe var dårlig form. Hvortil han svarede, at det nok var noget mentalt, eller hun måske var gravid.
”Jeg blev meget forbavset og ked af det, fordi jeg vidste, at der var noget galt. De tog mig ikke seriøst, så jeg trak mig fra en turnering i Cincinnati og tog til en læge i New York. Jeg bad lægen om at tjekke mig fra A til Å. En uge senere fik de mine tal, og først der blev lægen bekymret, fordi mine tal var helt ved siden af, og jeg blev sendt til en reumatolog.”
Efter undersøgelserne ved reumatologen fik Caroline Wozniacki endelig en diagnose.
Hun har leddegigt.
Leddegigt er en inflammatorisk, autoimmun sygdom. Ved leddegigt opstår der betændelse i leddene, og kroppen angriber derfor leddene og forsøger at nedbryde dem, fordi kroppen tror, det er noget skidt. Derfor er det vigtigt at komme i behandling tidligt, så leddene nedbrydes så lidt som muligt.
”Det var kun, fordi jeg havde adgang til så mange læger og pressede så meget på, at jeg blev udredt på så forholdsvis kort tid. Og jeg har tænkt, at hvis jeg ikke blev taget seriøst, hvordan skulle andre kvinder, der kommer ind med skavanker så blive taget seriøst? Da jeg gik ind og læste om det, fandt jeg ud af, at det i gennemsnit tager 7 år at blive udredt. Derfor vil jeg gerne sprede information på området, for det må ikke tage så lang tid.”
Mænd er hidtil blevet beskyldt for ikke at tage deres eget helbred alvorligt og udeblive fra lægen. Kvinder derimod er mere opmærksomme på sig selv. Men om det er bagsiden af medaljen, at læger måske har tendens til at negligere kvinders smerter, eller om de alt for lange udredningsforløb skyldes, at kvinder ikke har modet til at stå ved deres symptomer, er et ubesvaret spørgsmål.
Caroline Wozniacki håber dog, at kampagnen vil hjælpe.
”Det er så vigtigt, at vi finder ud af, hvordan vi kan give kvinder modet til at stå ved, hvordan de har det. Da jeg delte min historie, fik jeg 200-300 mails og beskeder fra kvinder, der fortalte om, hvordan min historie havde givet dem mod til at holde fast på, at de ikke havde det godt, og det betød så meget for mig. Siden har jeg tænkt på, hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe med at få andre kvinder diagnosticeret. Det er så vigtigt at blive diagnosticeret og få det bedre, for jo længere der går, jo dårligere får man det.”
Stol på dine symptomer
På grund af Caroline Wozniackis frustrerende udredningsforløb og ønsket om at række en hånd ud til andre gigtramte kvinder, der ønsker at planlægge familie, har Caroline Wozniacki indgået et partnerskab med den globale biofarmaceut virksomhed UCB Nordic. Sammen har de oprettet kampagnen, Advantage Hers, der har til formål at skabe større kendskab til leddegigt og lignende inflammatoriske gigtformer.
Ifølge Gigtforeningen, der støtter op om kampagnen, er det vigtigt, at folk får et større kendskab til, at gigt ikke kun rammer ældre mennesker, og at det er vigtigt at komme i behandling tidligt i forløbet.
”Gigtforeningen støtter op, fordi vi er enige i behovet for, at der bliver et større kendskab til leddegigt og lignende inflammatoriske gigtformer. Det kan sikre hurtigere udredning, færre ledskader og større sygdomskontrol for de tusinder, der hvert år diagnosticeres med leddegigt og andre gigtsygdomme. Al forskning viser nemlig, at patienter med leddegigt kommer for sent i behandling. I det seneste danske studie var 70 % af patienterne stadig ikke i behandling 12 uger efter de første symptomer. Problemet ved, at der går så lang tid er, at så begynder man at se nedbrudte og ødelagt led – og det bliver vanskeligere at opnå kontrol med sygdommen,” skriver Gigtforeningen i en pressemeddelelse om kampagnen.
Symptomerne på gigt er mange og kan pege i alle mulige retninger, derfor mistænker lægerne ikke altid inflammatorisk gigt som det første.
Caroline Wozniackis forløb er et klart, men desværre ikke enestående, eksempel på et dårligt udredningsforløb. Hun har dog et klart budskab til andre, der går rundt med uforklarlige smerter:
”Stol på symptomerne.”
Bliv meget klogere på Caroline Wozniackis blog, hvor hun deler om livet med gigt samt hendes bedste tips.