Charlotte Bøving: Jeg er ikke mere syg i dag, end jeg var i går

September 2016

Charlotte Bøving ligger alene på sin stue på sygehuset i Esbjerg. Fire dage tidligere er hun blevet opereret for akut tarmslyng. Der er fjernet 20 centimeter tyndtarm og to små knuder. Maveskindet bliver holdt sammen af 21 klips. Kirurgen, som ellers har virket glad og optimistisk på sine stuegange hos Charlotte, kommer ind ad døren og ser alvorlig ud.

”Hvor er din veninde”, spørger han og hentyder til Charlottes kæreste, Pernille, som har siddet ved hendes side hver dag, men som netop er taget til et arrangement i Silkeborg. Da kirurgen får den besked, siger han: ”Så kommer jeg tilbage i morgen”. Lige i det øjeblik begynder alle alarmklokker at bimle og bamle inde i Charlottes hoved. Det er alvorligt, hvad kirurgen vil sige, når der skal være en pårørende til stede. Det er hun ikke et sekund i tvivl om. Hun er selv læge. Hun kender systemet. Samtidig kører hun sin faglige viden lynhurtigt igennem hovedet. Hvad kan hun fejle? De to små knuder må være tumorer, men hvilken type? Hun når frem til det værst tænkelige, hun kan forestille sig. Modermærkekræft – malignt melanom – for det kan man faktisk få alle steder. Det er sjældent i en tarm, men det må næsten være det, når kirurgen ser så alvorlig ud.

Charlotte insisterer på at få sin diagnose med det samme, hun vil under ingen omstændigheder vente til dagen efter. Hun kan sagtens klare at få beskeden alene. Diagnosen lyder: Neuroendokrin tumor. ”Fuck, fuck, fuck” ryger det ud af Charlotte. For det er alvorligt. Det er en sjælden og uhelbredelig form for cancer, hvor femårsoverlevelsen efter diagnosetidspunktet er 50 procent. Chancen er fifty-fifty for, at Charlotte når sin 54-års fødselsdag.

Maj 2018

Charlotte bor normalt i Varde, hvor hun har sin lægepraksis, men hun har også sit eget værelse i frisør Dennis Knudsens skønne toetagers lejlighed på Havneholmen i København, og det er her, interviewet skal finde sted. Dennis er hendes bedste ven. Manden i hendes liv, siger hun med et grin, hvis det ikke lige var fordi, at de begge er homoseksuelle. De elsker hinanden højt, og han kysser hende farvel, inden vi sætter os til rette på altanen med udsigt ud over havnen. Charlotte ser knivskarp og toptrænet ud i stram rød T-shirt og hvide shorts. Energisk. Fuld af overskud. Der er ikke meget, der leder tankerne hen på sygehuset i Esbjerg, hvor hun for bare halvandet år siden lå afkræftet, opsvulmet af væske og med slanger ud alle vegne.

Hun er aktuel med selvbiografien ”Jeg LEVER med en udløbsdato – tid til eftertanke, tilgivelse og taknemmelighed”. Bemærk ordet ”lever”. Det er nemlig det, Charlotte gør. Hun LEVER med sin diagnose. Og hun LEVER med den udløbsdato, som måske – måske ikke – er kommet tættere på, end den burde være, når man kigger på hendes dåbsattest. Hun har valgt ikke at bruge tiden på negative tanker og angst, og det er måske det, der gør, at hun har det så strålende, som hun helt tydeligt har.

"Der er mange, der har sagt til mig, at jeg har tacklet min sygdom meget anderledes, end mange andre ville gøre, og det var egentlig kickstarten til bogen, hvor jeg fortæller hele min historie. Hvis jeg kan inspirere andre til at leve et bedre liv med en dødelig sygdom, vil jeg meget gerne gøre det. Jeg havde ikke forestillet mig, at bogen ville være en proces for mig selv, men det endte den faktisk med at være. For da jeg begyndte at tænke over, hvilke kapitler bogen skulle indeholde, fik jeg samtidig et nyt syn på hele det sygdomsforløb, jeg havde været igennem. I begyndelsen var jeg vred over, hvor dårligt jeg var blevet behandlet på sygehuset, men mit fokus skiftede undervejs, og jeg blev klar over, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg overhovedet overlevede. Vi går alle sammen og tisser på vores egen sukkermad og har sure opstød over alt muligt – men mit budskab er, at vi i stedet skal prøve at finde det, vi er taknemmelige over i livet hver eneste dag."

"I virkeligheden kan man være taknemmelig over alt. Bare det at sidde her i solen med dig lige nu og kigge på den smukke udsigt – det er da fantastisk. Jeg har haft patienter på samme alder som mig selv, der fik en alvorlig sygdom, og som er døde i dag, og så kan jeg da ikke være andet end taknemmelig over, at jeg selv stadig er i live. Jeg kan holde foredrag, jeg kan passe min klinik, jeg kan lave mine tv-programmer, og jeg kan være der for de mennesker, jeg elsker."

Opvæksten

Forrest i Charlottes biografi står to citater. ”Det du ikke dør af, bliver du stærk af” og ”Når man kan komme til månen, så kan man alting”. Det første har Charlottes mor sagt, det andet sagde hendes farmor. Og netop Charlottes baggrund og opvækst har givet hende den styrke, hun trækker på i dag. Begge hendes forældre var læger, og moren sørgede for, at Charlotte var flittig i skolen. Var der problemer med mobning eller andet, var beskeden, at Charlotte skulle holde op med at tude og komme op på hesten igen. Så ville hun blive klogere end alle de andre og blive til noget. Faren gik vildt op i sport og pacede Charlotte til at være den bedste og vinde medaljer. Samtidig sloges han selv med en hær af dæmoner. Han drak og var både voldelig og utro.

"Min far var grænseoverskridende i alle dimensioner. Men han havde også en anden side, den fantastiske side, det må jeg lige understrege, og jeg forgudede ham faktisk, da jeg var barn. Han var alt det, jeg gerne ville være. Jeg ville gerne være dreng, stod og barberede mig om morgenen lige som min far, smurte hele hovedet ind i Nivea- creme og skrabede det af med min mors neglefil. Og han dyrkede al den sport, jeg gerne ville dyrke. Men han var psykopat. Mørket var i ham. Jeg var omkring et år gammel, da han tævede min mor første gang. Siden tog det bare til og til, og jeg har set min far sparke min mor dybt bevidstløs flere gange. Jeg har set ham trække hende ved håret ned ad trappen, gonk, gonk, gonk. Og da jeg blev større og prøvede at kaste mig ind over min mor for at beskytte hende, tog han mig i hoved og røv og kylede mig ind i den nærmeste væg, så jeg fik tapetstriber på kinden. Han kunne komme glad hjem fra arbejde, og så var der EN ting, der gik galt, og så var han fuldstændig som en tordensky og råbte og skreg, og vores mor fik et ordentligt fur. Vi anede aldrig, hvor vi havde ham, og det er måske min største gave i dag. Det her med at kunne ”gå på vat” og fornemme mennesker og stemninger. Når jeg træder ind i et lokale, kan jeg præcis sige, hvad det er for et menneske, der står foran mig."

Sygdommen

Charlotte valgte at gå i sine forældres fodspor og uddanne sig til læge. Det samme gjorde hendes bror. Charlotte har sin praksis i Varde og er blevet landskendt som lægeekspert på "Go’ Morgen Danmark" og med tv-programmer som ”BS og Basserne” og ikke mindst ”Lægen flytter ind”. Op til diagnosen i 2016 havde hun igennem syv år følt, at der var ”noget” med hendes helbred. Indimellem blev hendes mave helt oppustet, og i 2010 – lige før hun skulle lave ”BS og Basserne” – fik hun sindssyge mavesmerter i forbindelse med en tur i Tivoli.

"Jeg lå i fosterstilling på gulvet på restaurant Hereford, og min veninde måtte løbe i stiletter hen efter sin bil, hvorefter jeg – typisk læge – insisterede på, at vi kørte til min brors lejlighed og lånte hans stetoskop, for jeg skulle lige høre, om jeg havde tarmlyde. Der var ingen lyde, og så vidste jeg, at den var riv-rav-ruskende gal. Vi kørte til Riget, hvor der ikke var nogen akutmodtagelse, og derefter videre til Bispebjerg, hvor jeg kastede op ud over hele skranken. Jeg sagde til dem, at jeg troede, at det var tarmslyng, men de mente, at det var nyresten, som jeg tidligere havde haft. Jeg fik morfindrop hele natten, kastede op, de blev ved med at sige, at det var nyresten, men da jeg endelig kom i scanneren, kunne de se, at det var tarmslyng, men de kunne ikke finde årsagen, da de lavede en kikkertoperation. I dag ved jeg, at det var, fordi mine tumorer sidder på den indvendige side af tyndtarmen, og det kan man ikke se med en kikkertoperation. Jeg blev lukket igen, og jeg kom mig.

Diagnosen

Der gik fire år, så fik Charlotte igen voldsomme mavesmerter, blev indlagt, men udskrevet efter seks-syv timer, da smerterne klingede af. Hun blev anbefalet at få kigget på tarmene fra både den ene og den anden ende, det gjorde hun, men man fandt ikke ud af noget. Set i bagklogskabens lys skulle man have lavet en undersøgelse med et kamera, som Charlotte skulle sluge, så havde man opdaget tumorerne dengang. To år senere, i september 2016, kom smerterne igen. Charlotte fik fat i Pernille, som hun tidligere havde været kæreste med. Forholdet var stoppet fire måneder tidligere, fordi begge følte, at de ikke prioriterede hinanden. Pernille kom straks og kørte Charlotte på hospitalet, hvor lægerne igen kunne konstatere, at der var tale om tarmslyng, selvom de ikke umiddelbart troede på det, fordi Charlotte så for sund og stærk ud.

"Jeg blev opereret akut, og jeg fik en hård medfart på sygehuset. Jeg var blevet lovet rygmarvsbedøvelse til operationen, det fik jeg ikke, og jeg var sindssygt smertepåvirket. Der var heller ikke styr på væskeregnskabet, så i løbet af fire døgn, hvor jeg intet spiste, tog jeg 6,5 kilo på, uden at de opdagede det. Jeg havde det så sindssygt dårligt og var i en rus af morfin, og alligevel var jeg nødt til hele tiden at bede lægerne om at holde øje med det ene og det andet. Det er forfærdeligt at være patient, hvis du ikke bliver lyttet til."

Ved Charlottes egen indsats kom der omsider styr på væskebalancen, og hun fik sin diagnose. Hun ringede til Pernille, der straks vendte bilen og kørte tilbage mod Esbjerg. Dagen forinden havde de to besluttet, at de ville give deres forhold en chance mere.

"Pernille begyndte at græde, da jeg fortalte hende min diagnose. Og da hun kom tilbage på sygehuset, kravlede hun simpelthen bare op i sengen til mig, og så lå vi og holdt om hinanden og græd sammen. Det, jeg græd over, var faktisk ikke mig selv. Det var at se den kvinde, jeg elskede, og som jeg lige præcis dagen inden havde besluttet, at jeg ville være sammen med resten af livet, være så ked af det. Hun havde været der for mig, mens jeg havde ligget og været så ynkelig, og hun havde bare set på mig med kærlighed og omsorg."

"Vi havde besluttet, at vores fokus fra nu af skulle være den tid, vi havde sammen, og ikke al den tid, som vi brugte væk fra hinanden. Nu lå vi der, og jeg vidste pludselig, at jeg måske ikke ville være her om tre eller fem år, og jeg sagde til Pernille, at hun ikke skulle vælge mig alligevel. Hun skulle finde en, der kunne elske hende hele livet. Og så sagde hun bare: ”Jeg går med den tid, jeg får med dig. Om det er fem minutter eller ti år”. Og så tudede vi endnu mere."

En ny virkelighed

Efter diagnosen skulle Charlotte sige goddag til en ny virkelighed.

"Jeg blev rationelle Charlotte, der skulle finde ud af, hvordan jeg bedst kom videre. Jeg er mega omstillingsparat, og jeg tror, det er min livsydmyghed, der kommer mig til gode. Det med at være vokset op med to lægeforældre og altid have talt om liv og død derhjemme. Samtidig var der nogle meget vigtige sætninger, der fyldte rigtig meget. Hvad vil jeg gerne bruge resten af mit liv på? Og hvorfor skal man blive syg, før man finder ud af, hvad der er vigtigt for en? I den proces fandt jeg heldigvis ud af, at jeg lige præcis GØR alt det, jeg brænder for, og som jeg elsker. Jeg er gået efter mine drømme, og jeg synes, at det, jeg laver, giver mening for mig. Jeg gider ikke bruge min tid på middelmådighed. Det skal betyde noget, ellers kan det være lige meget. Jeg elsker at formidle. Det kan være til den enkelte patient i min praksis, det kan være til 500 mennesker i en foredragssal eller til en million mennesker, der følger mine tv-programmer."

"Siden jeg blev syg, har jeg haft en vikar, der kommer hver onsdag i min klinik, så jeg har tid til at lave tv eller kan tage et foredrag en sen tirsdag aften. Jeg er begyndt at passe lidt bedre på mig selv, men jeg har stadig meget svært ved at sige nej, når noget spændende melder sig. Jeg er i sindssygt god fysisk form igen. Det tog lidt tid, fordi det at have tarmslyng er den ultimative forgiftning af kroppen. Men allerede på hospitalet tog jeg på femtedagen trapperne fra kælderen til øverste etage med dropstativ og åndenød, fordi jeg bare ville det. Og lige så snart jeg kom hjem, begyndte jeg at gå ture. Helt foroverbøjet. I dag er min krop tilbage, hvor den var, og det betyder meget for mig."

Ødelæg ikke gode dage med dårlige

I begyndelsen fyldte tankerne om de kvartalsvise kontroller meget. Men Charlotte fandt hurtigt ud af, at hun var nødt til at ændre sit fokus, for hun skal være i livslang kontrol.

"Mit liv kunne jo blive et helvede fra nu og resten af mine dage, hvis jeg hele tiden tænkte over næste kontrol, og derfor har jeg valgt at gøre det modsatte. Jeg tænker: Jeg er ikke mere syg i dag, end jeg var i går. Det er den sætning, der bærer mig hver gang. Jeg har spredning til to lymfeknuder, men lægerne holder dem i skak, og de vokser sindssygt langsomt."

"Jeg har også fundet ud af, at ventetid ikke nødvendigvis er noget dårligt. Man går jo og stiller både skrækscenarier og ønskescenarier op, når man venter på svar fra en undersøgelse eller kontrol. Hvad er det værste, der kan ske? Hvis man har forestillet sig det værste, bliver svaret næsten altid en lettelse. Det virker i hvert fald for mig. På et tidspunkt viste en blodprøve, at der måske var kommet levermetastaser. Jeg måtte vente i ti dage på en scanning og derefter syv dage på svaret. Men jeg holdt mig oppe ved at tænke, at jeg ikke kunne mærke nogen forskel. Igen – jeg er ikke mere syg i dag, end jeg var i går. Så jeg nåede faktisk at nyde hver dag. Jeg gider ikke ødelægge gode dage med dårlige, jeg kan ikke gøre en skid alligevel. Så jeg gjorde alt det, jeg plejede. Trænede, gik på arbejde, grinede og lod det være parkeret. Da jeg fik svar på scanningen, viste det sig, at den var fuldstændig uændret. Der var ikke noget, der var vokset, og der var ingen tegn på spredning. Det viste sig, at det havde været en fejlagtig blodprøve, og tænk, hvis jeg så havde gået og været helt lammet af skræk i de 17 dage."

"Jeg har forliget mig med min diagnose. Det er min virkelighed, og jeg kan ikke lave om på min virkelighed. Jeg føler mig taknemmelig over alt det, jeg kan, i stedet for at være ked af, at jeg er syg. Jeg er taknemmelig over de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg er taknemmelig over, at mine tumorer lige nu bliver holdt i skak af medicin, så jeg kan leve et stort set normalt liv og bare skal til kontrol hver tredje måned. Jeg prøver også at give min energi videre til de patienter, der føler, at deres muligheder bliver indskrænket, når de bliver syge. Jeg prøver at få dem til at være ydmyge over for livet, og jeg husker dem på, at de skal fortælle deres kære, at de elsker dem. Livet er forunderligt, så husk at nyde det hver dag, for tid og helbred er altså noget, vi ikke kan købe. Alle render rundt og køber Andersine-mund og facelift, og vi skal være perfekte med perfekte sofaer, biler og huse. Det er bare ikke vigtigt i forhold til tid og helbred. Jeg var i Gråsten i onsdags for at holde foredrag, og ham, der præsenterede mig, gav mig et af den romerske kejser Cæsars citater med på vejen. Cæsar sagde: ”Et slag kan man tabe, det kan man vinde igen. Tid kan man tabe, men det kan man aldrig vinde igen.” Og det er præcis, sådan det er."