Charlotte kunne pludselig smide al smertemedicin: Denne teknik blev livsændrende for hende
Charlotte Sofie Skjelmose lider af en sygdom, som giver hende stærke smerter døgnet rundt. Da hun begyndte at meditere, var det livsændrende for hende.
For 57-årige Charlotte Sofie Skjelmose er daglige smerter blevet et livsvilkår. Fra hun vågner og til hun går seng, har hun ondt i sin krop, og sommetider er smerterne så stærke, at hun har svært ved at gå. Ofte forhindrer de hende i at sove om natten.
"Jeg har altid smerter, og selvom jeg gennem årene har prøvet rigtig mange forskellige typer medicin, er det sjældent, at medicinen hjælper ret længe ad gangen. Uanset hvad jeg har prøvet, hører virkningen som regel op efter et stykke tid," fortæller Charlotte, hvis liv blev vendt på hovedet, da hun i 2016 fik diagnosen GNP (granulomatose med polyangiitis), hvilket bl.a. har betydet, at hun har måttet opgive sit job som skolesekretær og nu er førtidspensioneret.
"GNP er en meget sjælden autoimmunsygdom, hvor kroppen danner antistoffer mod sig selv og skaber en betændelsestilstand i blodårerne og organerne i hele kroppen. Hos mig har sygdommen angrebet mine blodårer og nervebaner. Den har også sat sig i lungerne, luftrøret og i mine bihuler og ører og medvirket til, at jeg har mistet store dele af min hørelse. Min binyre er også påvirket på grund af for meget medicin og fungerer ikke længere."
"På grund af lammelser og føleforstyrrelser i bl.a. mine hænder og fødder, er både min gang og motorik væsentligt begrænset, og indimellem har jeg dage, hvor jeg har svært ved at gå. Jeg har kæmpet mig fra at sidde i kørestol til i dag nogenlunde selv at kunne komme omkring, men jeg har næsten altid smerter."
Nærmest desperat
For 10 år siden blev Charlotte tilknyttet Smerteklinikken på Rigshospitalet. Forinden havde hun været indlagt mange gange og i årevis afprøvet mange forskellige typer medicin, men uden længerevarende effekt.
"På det tidspunkt var jeg nærmest desperat. Jeg havde mange smerter, men var rigtig ked af at tage al den medicin, fordi den havde så mange bivirkninger og samtidigt gjorde mig deprimeret, så da de på smerteklinikken tilbød mig, at jeg kunne deltage i et otte ugers mindfulness-kursus – et såkaldt MBSR-kursus – hos Eve Bengta Lorenzen, takkede jeg straks ja."
På kurset lærte Charlotte ved hjælp af bl.a. guidede meditationer og åndedrætsteknikker at flytte fokus fra smerterne til de dele af kroppen, der ikke gjorde ondt.
"Jeg blev bevidst om at møde smerterne med venlighed og accept, og der gik ikke længe, før jeg kunne mærke, hvordan mindfulness havde en positiv effekt ikke kun på mine smerter, men på hele mit velbefindende. Jeg kunne mærke, hvordan det gav mig ro i kroppen, og hvor jeg tidligere lå vågen om natten på grund af smerter, kunne jeg nu falde i søvn, og jeg stoppede helt med at tage smertestillende."
I dag tager Charlotte måske en pille hver anden måned og kun til natten.
"Efter kursets afslutning fortsatte jeg med at følge et andet mindfulnesskursus og begyndte desuden at lave mindfulness herhjemme, og med tiden er jeg blevet så god til det, at det er er blevet en naturlig del af min hverdag. Charlotte har en CD med guidede mindfulness-meditationer, som hun lytter til. Særligt i de perioder, hvor hun har mange smerter."
"Mindfulness er blevet en meditativ måde at møde og rumme mine smerter på, der giver mig overskud og ro, når jeg kan mærke, at min krop spænder op. Udover at mindfulness har hjulpet mig med at forholde mig til mine smerter, har det også givet mig et mere positivt livssyn og lært mig at være mere nærværende og til stede her og nu."
"For mig har mindfulness været et livsændrende redskab, og der er ingen tvivl om, at det er kommet ind i mit liv for at blive. Det har ikke kun gjort en kæmpe forskel for mig, men også for min familie, at jeg har fået et redskab til at håndtere smerterne med, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg i sin tid fik chancen for at prøve det af."