"Jeg elsker at drikke champagne!"
Sundhed handler i høj grad om ens mentale tilstand, mener kvinden bag konsulentvirksomheden Happylab, Louise Luxhøi. Derfor sætter hun bl.a. en ære i at få sin datter til at grine hver dag
Mandag:
Her til morgen har jeg god tid, så jeg laver et happy morning flow-ritual, der består af nogle gode stræk- og styrkeøvelser lånt fra yoga, lidt åndedrætsteknikker samt forskellige mentale øvelser, der kickstarter de positive spor i min hjerne. Jeg er ret bevidst om at opbygge mit mentale overskud, for der er ingen sundhed uden den mentale sundhed.
Tirsdag:
Jeg starter med mine tre supersundhedsboostere: spirulina-alger, hvedegræs og et shot økologisk aloe vera. Jeg tager spirulina og hvedegræs i form af Pukkas Clean Greens pulver, som jeg blander op med iskoldt vand. Det ligner lidt fiskemad og smager ikke vidunderligt, men den sundhedsfremmende virkning motiverer mig. Derefter tager jeg i fitnesscentret, hvor der er kettlebells på programmet. Det tager bare en halv time, og så har jeg styrket alle de store muskelgrupper. Bagefter har jeg en lang dag på kontoret, men jeg har lagt tre meditationspauser ind, som appen ”Imindfulness” minder mig om.
Onsdag:
Jeg tager våddragt på og ror en skøn og frisk tur på Øresund i kajak. Jeg elsker at være både i, på og ved havet. Det giver mig indre ro og styrke. Resten af dagen sidder jeg i kajakklubben og arbejder, det er hyggeligt, for der kommer altid en masse søde mennesker.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du glemme faste spisetider
Torsdag:
Jeg går en lang tur langs vandet og bruger 30 minutter på nogle mentale teknikker, så jeg er parat til et vigtigt møde med min forlagsredaktør på Politiken. Jeg er i gang med at skrive en bog, der bliver en guide til at opbygge mental sundhed, og er derfor ekstra bevidst om at tage min egen ”medicin”.
Fredag:
Jeg har en travl dag på kontoret, så spiser først frokost kl. 15. Når det kommer til min kost, er jeg 95 procent pesco-vegetar, hvilket vil sige, at jeg spiser fisk næsten hver dag og stort set ingen kød. Om aften er jeg til fest og nyder et glas champagne. Jeg elsker at drikke champagne. Duften, farven og smagen – det er livsglæde som drink!
Lørdag:
Jeg får pludselig et hul i kalenderen og beslutter mig for at tage til en prøvetime på den brasilianske dans/kampsport capoeira. At udfordre mig selv og prøve noget nyt er også en vej til mental sundhed for mig. Capoeiratræningen viser sig at være superhård og sjov – den udfordrer både min styrke, smidighed og rytmesans.
Søndag:
Min datter, der bor hos sin far halvdelen af tiden, kommer hjem i dag. Skønt! Jeg elsker at være i hendes selskab. Hun er indoktrineret med fokus på mental sundhed helt fra vuggen, og jeg har en hemmelig regel om, at jeg skal få hende til at grine mindst en gang om dagen. Gode sociale relationer, er det, der styrker den mentale sundhed allermest.
LÆS OGSÅ: Louise Wolff: Sådan undgår jeg sukkerfælden