Det kan gå ud over humøret, hvis du ikke dyrker nok motion

Derfor bliver vi gladere af motion

Mød to kvinder, der motionerer for deres humør.

Hvad gør du, når du har haft en rigtig stresset dag? Løber du en tur? Tager i fitnesscenteret og knalder knoerne hårdt ind i en boksebold? Eller lægger du dig i fosterstilling på sofaen og trøster dig med et glas vin og en skål slik?

Hvis du vælger det sidste, er du i større risiko for at blive en af de 500.000 danskere, der rammes af en svær depression. Og heri er ikke engang omfattet dem med mildere symptomer såsom træthed, indre uro, angst eller spisevaner, der gør dem enten for tykke eller for tynde.

De seneste år har forskerne skiftet fokus fra, hvad der stresser os i hverdagen til i stedet at undersøge, hvad vi stiller op med vores stress, og ifølge dem er motion den sikre vej til at bryde den onde cirkel. Selv ganske lidt træning kan forandre billedet fra træt til energi, fra søvnløs til sov-igennem-hele-natten og fra underskud til overblik. Og ifølge Sundhedsstyrelsens "Fysisk Aktivitet – håndbog om forebyggelse og behand-ling" af professor Bente Klarlund Pedersen er motion lige så effektivt som kognitiv terapi mod depression og stress. Uanset om du løber, dyrker yoga eller styrketræner, virker det positivt på vores psykiske velvære. Alene det at få gang i musklerne, svede og mærke kroppen, har åbenbart en god virkning.

Det er der flere grunde til. En del af forklaringen på, at motion løfter humøret, er de fysiologiske ændringer, som aktivitet medfører. Kroppens produktion af feelgoodstoffer som serotonin, dopamin og norefidrin stiger, så snart hjertet og musklerne begynder at arbejde. Derudover udløser motion også endorfiner og cannabinoider (ja, det er ligesom cannabis, endda stærkere), så man bliver gladere. I forsøg, hvor man prøvede at "blokere" for endorfinerne hos en gruppe løbere, talte de om, at de stadigvæk følte et humørløft efter løbeturen, så det er formentlig cocktailen af stoffer, der giver den stærke virkning.

En omfattende undersøgelse af mennesker med depression viser, at der efter ti måneder var færre depressionssymptomer og færre tilbagefald hos de personer, der havde trænet sig ud af depressionen end hos dem, som havde fået medicin.

"Motion får mig til at mærke mig selv"

Navn: Nina Qittoora.

Alder: 26 år.

Arbejde: Kropsterapeut, fitnesstræner og blogger på ninaq.dk

Problemet:

Da jeg var i starten af tyverne, vejede jeg 30 kilo mere. Min mor havde f‹et konstateret krõft for anden gang, jeg var stresset og havde stort set ikke kontakt til min krop. Jeg elskede bagte rodfrugter og kylling, så jeg spiste sundt, men generelt for meget. I dag har jeg en helt anden kropsbevidsthed, blandt andet fordi jeg bevæger mig og dyrker motion, og jeg spiser ikke for at trøste mig selv.

Sådan gør jeg:

Jeg styrketræner cirka fire dage om ugen og svømmer, dyrker lidt yoga, ror eller tager en gåtur ved siden af. Jeg kan bedre mærke mig selv og min krop, når jeg kan har brugt den. Jeg investerede i en personlig træner sidste år. Hun har lagt et program, der varmer kroppen grundigt op, før jeg træner, fordi jeg skal tage hensyn til noget gigt i mine hofter. Den der varme, smidige fornemmelse efter opvarmningen. er virkelig rar. Når min krop har det godt, har jeg det generelt bedre og er bedre til at sige fra og træde på bremsen, før jeg bliver stresset.

Planen:

Det var ikke så meget vægten, som den manglende kropsbevidsthed, der fik mig i gang med at træne. Af samme grund vejer jeg mig aldrig i dag. Det handler ikke om kilo og kalorier, men om hvordan kroppen føles, og det kan man bedre mærke, når man ikke er fokuseret på tal. Jeg kan mærke, at jeg er stærkere og mere fast.

Derfor virker det:

Det er lettere at mærke kroppen tydeligt, når den arbejder. Pulsen stiger, hjertet slår og musklerne arbejder, alt sammen respons og feedback fra kroppen, som er med til at øge kropsbevidstheden. Den kropsbevidsthed betyder også, at du bliver mere opmærksom på kroppens andre signaler - for eksempel om, hvorvidt du er træt, stresset eller har brug for selskab eller alenetid.

"En løbetur tager mit tunge humør"

Navn: Luise Enevold.

Alder: 40 år.

Arbejde: Massageterapeut og personlig assistent, Holte.

Problemet:

Jeg kan gå i seng om aftenen og være i glimrende humør, og næste morgen v‹gner jeg op, tung og trist. Min far har været maniodepressiv, hvilket kan være arveligt, og jeg kan være ret sortseende i perioder. Med årene er jeg blevet opmærksom på, at motion måske er rigtigt godt for mig og nogle dage ligefrem et must for at fungere. Som ung trænede jeg også, men dengang brugte jeg det ikke så bevidst som i dag. Jeg havde en fornemmelse af, at det løftede mig.

Sådan gør jeg:

Jeg tager løbesko på med det samme, når jeg vågner op og er i det der humør. Det er vildt, hvor meget det forandrer mine tanker og hele min livsindstilling at løbe en kort tur i skoven. Det foregår primært oppe i hovdet. Jeg kan for eksempel også have det virkelig dårligt med min krop, men når jeg løber, bliver jeg glad for den og kommer til at synes, den er sej, smuk og stærk.

Planen:

Motion er godt for mit humør og indre velvære, men jeg bliver aldrig træningsfreak. For mig handler det om at motionere for at fungere. Jeg dyrker yoga og løb, fordi jeg kan mærke, at det gør mig gladere og giver mig en helt anden livskvalitet. Især løb.

Sådan træner jeg: 

Jeg løber cirka fem kilometer, nogle gange mindre. Allerede efter fem minutter kan jeg mærke, at humøret skifter, men de første fem minutter er virkelig ikke sjove. De er en overvindelse, som jeg bare ved, skal overstås.

Derfor virker det:

Motion kan løfte humøret i op til 12 timer, viser tyske undersøgelser. At træne udendærs kan være særligt virksomt, fordi dagslyset også virker positivt på humøret og modvirker træthed. Ved vinterdepression anbefales det opholde sig udenfor en time om dagen.

LÆS OGSÅ: 10 tips til et sundere køleskab