"Ingen kaffe, alkohol, rygning, sex"

Når jeg har besluttet, at noget er det nye sort – i dette tilfælde ashramlivet – opfanger jeg den del af virkeligheden, der bekræfter trenden. Hvis jeg, inden jeg rejste til Sydindien, havde haft antennerne længere ude, ville jeg have opdaget helt basale advarselstegn såsom, at der kun var afsat seks timer til søvn i dagsprogrammet – mit sovehjerte kræver mindst otte! Og havde jeg læst ashramens regler grundigere – dem er der virkelig mange af – ville jeg have læst reglen om løsthængende tøj, som mindst skal dække skuldre og knæ.

Det kunne have forebygget, at jeg til at starte med rendte rundt i pyjamasbukser. Andre regler værd at overveje konsekvensen af var: ingen kaffe, alkohol, rygning, sex, intet andet end vegetarisk mad, ingen udgang uden tilladelse og intet internet, der fungerede.

Havde jeg ikke været så blændet af min idylliske forforståelse af ashramlivet, havde jeg sandsynligvis på TripAdvisor og andre sites for rejsende kunne opfange, at det næsten kun er rejsende vesterlændinge (især kvinder, der minder om mig), som bor der. Så man skal ikke forvente fællesmeditation med smilende indiske buddha-mænd!

Hertil kunne jeg måske også have opdaget, at det var en afroamerikaner, som fortalte alt om sin småkriminelle fortid, der tog sig af undervisningen på stedet. Efter at have fundet dydens vej var han blevet en mester af universet-type, der stod for ALT! Selvom meditation handler om at nedbryde egoet, havde han et ego på størrelse med Indien. Med den der prædikende, overfladiske, højtråbende jargon, kun amerikanere besidder, råbte han:

– How are youuu today?

Fra salen lød "good" fra dem, der så ihærdigt ville være spirituelle, at de ikke satte

spørgsmålstegn ved noget.

– I MEAN HOW ARE YOUUU TODAY?

Et forkvaklet og påtvunget, men noget højere "good" kom fra flere af os vesterlændinge.

– SAY GOOOOOD LIKE YOU MEAN IT!

Og sådan forsatte amerikanerjargonen...

Vil finde lykken

Men hvad skulle jeg overhovedet i Indien? I det litterære mesterværk "In Our Time" skriver Ernest Hemingway, at man ikke finder historier i et auditorium, men ved at udforske den virkelige verden. Derfor rejste jeg væk fra seminarrummene og auditorierne på Roskilde Universitet og tog i praktik i Sydindien på en yoga-ashram.

Det var min ambition at udforske andres og min egen spiritualitet. Den ville jeg undersøge ved at meditere med fredfyldte yogier og lære af dem, indtil en større mening med hverdagen og livet viste sig. Denne større mening havde jeg læst en hel del om i bogen "My Stroke of Insight", hvor Jill Bolte Taylor, hjerneforsker fra Harvard, skriver om den bevidsthedstilstand, hun fik adgang til, da hun fik en blodprop i venstre side af hjernen. Taylors historie er langtfra normal. Blodpropper i hjernen fører ofte til invaliderende hjerneskader eller død. Hun mistede grundlæggende analytiske funktioner som evnen til at tale og forstå tal eller bogstaver. Den uophørlige snak, der normalt fyldte hendes sind var forstummet og med den forsvandt hendes bekymringer, og hun var i en tilstand af lyksalighed, der bedste kan beskrives som "nirvana".

Denne lykketilstand havde jeg en ide om, at jeg kunne finde og udforske i Indien. Det havde jeg også fra en af mine yndlingsbøger, den selvbiografiske verdensbestseller "Eat Pray Love" af amerikaneren Elizabeth Gilbert. De fantastiske beskrivelser af den helende og spirituelle proces, Elizabeth oplevede efter flere måneders yoga og meditation i en ashram i det sydlige Indien, mindede om Jill Bolte Taylors beskrivelser (bare uden blodproppen).

Sådan en spiritualitet ville jeg også opleve og udforske, så jeg fra Vestens videnskabelige ståsted kunne videregive budskabet om østens veje til indre fred, frihed og lyksalighed. Men ashramlivet viste sig at være lidt som at købe en stor flot kjole, du hjemme foran spejlet ser fjollet og stor ud i.

"Tankerne kørte rundt i min fortid og fremtid"

Med undtagelse af amerikaniseringen og vestliggørelsen var ashramlivet som at blive kastet 200 år tilbage i tid. Der var dem, som med åbne arme lænede sig ind i dette fremmede univers og uden videre besvær fulgte de ældgamle, spirituelle traditioner. Jeg var ikke en af dem!

Ashramlivet var både fysisk og psykisk udfordrende for mig. Selv om jeg sad i lotusstilling på toppen af et bjerg og så nok så fredfyldt ud kørte min monkey mind stadig rundt med mig. Monkey mind er den østlige psykologis begreb for tankerumminering: altså tanker, som kører ustandseligt rundt, overhaler hinanden, kører inden om hinanden og kun stopper for at tanke op til endnu en spurt.

Tankerne kørte rundt i min fortid og fremtid, skabte smerte, hvor ingen var og gjorde det ukomplicerede kompliceret. Begrebet rumminering har psykologien i øvrigt hentet fra biologiens verden, hvor det betyder drøvtyggeri. Som en ko, der brækker sit mad op fra maven, for at tygge på det for anden, tredje, fjerde, femte... gang. Jeg drøvtyggede løs på gamle tanker, som for længst burde være fordøjet. Alt i mens jeg sad der med benene over kors i flere timer og så nok så spirituel ud. Aldrig har mine fødder sovet så dybt!

Introvert på en sovesal

Sovesalen var også problematik. Jeg er introvert, og selvom jeg nyder selskab, har jeg et stort behov for at være mig selv. Det er jeg alene (eller sammen med mine allernærmeste), og det var umuligt, medmindre man sneg sig op på taget. Problematikken blev ikke mindre af, at vi blev vækket uhyre tidligt. Allerede 5.20 lød klokken, for vi skulle meditere og synge hellige sange, kaldet satsang, mens solen stod op. Meningen med meditationen ved daggry var at møde dagen, når den fødes frisk og åben for muligheder. Satsang foregår på sanskrit, så ingen af os forstod, hvad sangene handlede om.

Der var også hinduistiske taler mellem satsangene. Disse ceremonielle taler var, som hvis en inder hjemvendt fra vesten fortalte sine medborgere om en gud, der skabte jorden på syv dage, eller om en mand, som byggede en båd med plads til alle verdens dyr. Mit gæt er, at den gængse moderne inder ville sætte en del spørgsmålstegn til disse beretninger. Virkelighedens verden var blot den anden vej rundt. Når den kære amerikaner ihærdigt fortalte om Hare Krishna og andre guder, som var halvt mennesker og halvt dyr, lød det i mine ører absurd, mærkeligt og sektagtig.

Havde den hjemvendte inder i stedet talt om eksempelvis næstekærlighed og de indsigter Mother Teresa oplevede i dyb meditation og bøn, ville flere af hans landsmænd måske have genkendt noget universelt og spirituelt. En sådan spiritualitet oplevede jeg dog i andre sammenhænge. Eksempelvis var der fire timers daglig yogatræning, som var udviklet til at skabe nærvær og kropsbevidsthed. Og det gjorde den. Derudover skabte det bevidsthed om krop og tanker, når jeg måtte acceptere sult og mangel på morgenkaffe. For trods morgenvækning 5.20 blev det første af dagens to måltider først serveret klokken 10.

I stilhed sad vi på gulvet og spiste med fingrene. Det var ren vegetarisk mad, hvilket kan koges ned til ris eller risbrød med grøntsager fra junglen. Bagefter vaskede vi op i en slags ler, da sæbe er for moderne til en ashram.

Ud over opvask var alle tildelt en daglig arbejdsopgave. Det kaldes Good Karma. Min tjans var rengøring af toiletter og sovesale. Filosofien er:

Gør godt mod andre og få godt igen. Det mindede jeg mig selv om, når jeg gjorde toilet rent i bare fødder, for det var forbudt at have sko på inden døre.

Østens kultur på vestens måde

Mens jeg opholdt mig i ashramen blev det tydeligt for mig, at vi vesterlændinge tager østens kultur og ælter og former den efter vores behov. I østlig tankegang er kroppen en indpakning. Mellem os vesterlændinge i ashramen blev sundhed betragtet ud fra et vestligt perspektiv og som et individuelt livsstilsvalg. Denne vestlige tilgang til sundhed (som jeg selv er en del af) havde stor magt i ashramen.

Her blev sundhed betragtet som det moralsk gode, og det "usunde" som moralsk forkasteligt, på trods af eksperterne jo stadig diskuterer, hvad der er sundt og usundt. Og det havde konsekvenser for de menneskelige relationer i ashramen. Eksempelvis var der ikke plads til den overvægtige krop. Kun få overvægtige kom til ashramen, og for det meste rejste de hurtigt igen.

Den måde at opfatte sundhed på opstår jo ikke af ingenting, men er et produkt af vores tid, hvor det kan være svært at leve sundt, da supermarkederne tilbyder søde morgenmadsprodukter, discountkød og slikbøtter for få penge, og da bil, computer og tv begunstiger til inaktivitet. Tilmed virker det absurd, at der i den offentlige debat tales om ernæring og kalorier i stedet for om spisning og samvær. Samt om motion og vægttab frem for om bevægelse og livsglæde.

Lykken kan være en del af vores kriser

Midt i denne mærkelige måde at opfatte sundhed på har vi så taget østens tankegang til os, men på vores egne præmisser. I fitnesscentre tilbydes poweryoga til en slankere krop frem for dets oprindelige sigte om at øge kropsbevidstheden og kropsstyrken til at sidde i meditation. Og i værste fald bliver meditation og mindfulness benyttet som et redskab til at effektivisere og fremme medarbejderne som ressourcer frem for til at skabe selvrefleksion, ligevægt, accept og at nedbryde egoets magt.

Da der hele tiden kom nye rejsende til ashramen, mens andre rejste videre, fortalte vi igen og igen vores historier om os selv. Om hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvilke ambitioner vi har med yoga og lignende. Det er en meget naturlig adfærd, men det står også i kontrast til østens spiritualitet, som handler om at nedbryde jegets eller egoets magt.

Som vesterlænding er det svært at forstå, at lykke er noget, der er "bagved". Vi kan blive ramt af kriser, og alligevel kan lykken være der bagved, som en indre fred, accept og kærlighed. Fordi hele tankegange er så fremmed for os, sker der ofte det i en yoga- ashram, at vi efterligner de spirituelle skikke såsom at lave solhilsen og eftersige bønner, for at opnå det, vi mangler. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at integrere østens tanker i vesten. Tværtimod. Men vi skal lade være med at idyllisere østens tankegange.

Trods alt smukt og eksotisk

Den ældgamle indiske yogitekst Bhagavad Gita siger, at det er bedre at leve dit eget liv uperfekt end at prøve at imitere andres med perfektion. På min egen uperfekte måde kom jeg dag for dag længere ind i meditation og yoga.

Den lykketilstand, som hjerneforskeren Jill Bolte Taylor oplevede efter sin blodprop i venstre hjernehalvdel kan måske bedste beskrives som "nirvana". I dag fungerer hendes venstre, analytiske hjernehalvdel igen, men hun kan stadig træde ind i den bevidsthedstilstand, som hun i flere år levede i, og være ét med alt. Og hun mener, at vi alle er i stand til at træde ind i "nirvana".

Om Taylors beretning blot er skader eller forvirringer opstået i kølvandet på blodproppen, har jeg ingen videnskabelige belæg for at udtale mig om. Men efter måneders indsats lærte jeg at gå i dyb meditation. Og det har givet mig en måde at træde ud af hverdagens trummerum og ind i en bevidst nærværende tilstand af harmoni og fredfyldthed på.

Trods vanskeligheder var ashramen og Indien det hele værd. Jeg har det med rejsen, som en mor føler for sit urolige, kolikramte spædbarn: lige meget hvor hårdt det kan være, er det det hele værd, for jeg elsker det. Og som Hemingway fandt jeg historier, som er værd at fortælle ude i den virkelige verden. Det gjorde jeg i mødet med de søgende, livsglade, sårbare, komplekse, kærlige og almindelige mennesker, som i kortere eller længere tid levede det simple, men hårde liv i ashramen.

LÆS OGSÅ: Sådan stresser du bedst af

LÆS OGSÅ: Sådan spiser du din krop i topform

LÆS OGSÅ: Så lidt træning om ugen er nok