Hvis du genkender dette, er du allerede faldet i en klassisk fælde
Kender du det, at du gerne vil noget, men tænker du ikke kan, fordi du ikke er - indsæt selv - nok?
Hvis du kender det, så er du faldet i en af de mest klassiske fælder. Nemlig den der hedder: Hvis jeg bare var lidt anderledes, så..........
Når du tænker, at det ville være meget nemmere, hvis du havde lidt mere selvkontrol, var lidt sundere, lidt bedre til at dyrke motion, lidt mere selvsikker eller bare en smule mere fornuftig, så er du i fælden.
LÆS OGSÅ: Se øvelserne, der giver dig mere selvværd
Problemet er, at det ikke nemt at forandre sig. Det er lidt ligesom at løbe et maraton eller skrive en bog. Det er kræver stor dedikation, meget tid og benhårde valg.
Derfor synes jeg, at man skal gemme sin selvudvikling til der, hvor det virkeligt er vigtigt og givende. Og det er nærmest aldrig i ønsket om, at man var lidt anderledes.
Efter mange samtaler er det tydeligt for mig, at de fleste ønsker om at være mere eller mindre noget handler om, at man ikke helt er klar på, hvad styrken er i at være præcis som man er.
Da jeg begyndte at læse mig ind i den positive psykologi, blev jeg fascineret af styrketeorien. I al sin enkelhed er tesen, at alle mennesker har 24 styrker i en unik rækkefølge. Når vi bruger dem frem for at fokusere på vores svagheder, så viser den positive psykologis forskning, at man oplever mere lykke og performer bedre.
LÆS OGSÅ: 9 ting, der afgør, om du er klar til at flytte sammen med kæresten
Det lyder måske for godt til at være sandt, men omvendt er der også noget indlysende i det. Dem der ikke spilder deres energi på at slå sig selv i hovedet med deres mangler, men bevidst bruger deres styrker når ofte langt. Ikke kun fordi de rent faktisk får handlet på deres ønsker, men også fordi de træder tydeligt frem i verden. Der er næsten ikke noget mere charmerende end mennesker, som står ved sig selv.
Brugen af styrker booster din psykologiske kapital, og derfor synes jeg også, du skal kende dine. Du kan tage en gratis test gennem Viacharacter.org eller downloade en oversigt over styrkerne på min hjemmeside Daisylovendahl.dk. En styrke er ikke en definition af, hvem du er, eller en personlighedstest. Det er en kortlægning af, hvem du er, når du er stærkest, og hvad der fylder dig med energi og kraft. Jeg tænker meget på styrker som muskler, der giver dig kraften til at handle på dine værdier og skabe det, du gerne vil.
LÆS OGSÅ: Boost dit selvværd med eksperternes bedste råd
Hvis du tager testen, så reflekter over hvilke af styrkerne der vækker mest genklang hos dig. Uanset hvad nummer de kommer ud i testen. De styrker, en test viser dig, er ikke mere rigtige end dem, du selv tænker, at du har. Dybest set skal den enkelte styrke vække genklang for dig, uanset om du så selv har peget den ud på en oversigt, eller testen viser den. Når du har valgt nogle styrker som dine, kan du reflektere ud fra de her spørgsmål:
Hvordan har dine styrker været til stede i dit liv?
Hvad sker der med dig, når du bruger dine styrker?
Hvilke valg kan du træffe for at bruge dine styrker endnu mere?
Hvor i dit liv kan du bruge dine styrker mere aktivt?
Gør det til en kontinuerlig proces at mærke og opdage dine styrker og finde måder at udleve dem på. Det er ikke nemt, og det kræver ofte mange forsøg, men det kan være enormt givende at begynde at arbejde med, hvordan man går til sit liv med sine styrker frem for sine svagheder. Hvis man for eksempel gerne vil tabe sig og ikke har særlig meget selvkontrol, bliver det ofte ret hårdt. Hvad ville der ske, hvis man forsøgte at tabe sig ved at bruge sit videbegær til at lære mere om optimal ernæring og gode motionsvaner? Eller måske kunne ens sociale begavelse bruges til at deltage i en god løbeklub med søde mennesker?
Min pointe er, at du grundlæggende har, hvad du skal bruge for at gøre det, du vil. Særligt hvis du holder op med at tro du skal være anderledes og i stedet begynder at give dine styrker mere opmærksomhed og finde flere veje at sætte dem i spil i dit liv.
LÆS OGSÅ: Coaching på nettet: Kan du få bedre selvværd for 195 kr.?
LÆS OGSÅ: Spænder dit selvværd ben for dit vægttab?
LÆS OGSÅ: Kan du komme i mental balance på 3 uger?