”Er jeg for evigt ødelagt af min dårlige barndom?”
Camilla har opdaget, at hun har et bestemt reaktionsmønster i konflikter med sin kæreste. Et mønster, der blev grundlagt i barndommen, hvor det skærmede hende fra voldsomheder derhjemme. Og nu har hun bedt Katrine Axholm om hjælp til at finde ud af, om hun kan gøre noget andet, nu hvor hun er blevet voksen?
"Når min kæreste og jeg har en konflikt, og jeg bliver stille og får brug for at trække mig, så siger han, at jeg er kold og ligeglad, og at det nok er fordi, min far var alkoholiker. Han siger, at jeg er ødelagt af min dårlige barndom og derfor ikke reagerer som andre normale mennesker."
"Jeg ved jo godt, at han siger det i affekt, fordi han er vred, men det sårer mig meget. Jeg har brug for din hjælp til at finde ud af, om jeg ER ødelagt af den barndom, jeg har haft, og om jeg kan reparere mig selv? Eller om det bare er sådan, jeg er?"
Camilla stiller et spørgsmål, som ikke engang forskere kan svare entydigt på. Er vi født med den personlighed, vi har, eller er vi mest påvirket af vores opvækst, og kan vi ændre os? Vi taler lidt frem og tilbage om Camillas barndom og om, hvad der foregik i hendes barndomshjem.
Jeg blev usynlig
Camilla beskriver sin far som fraværende, da hun var barn. Ligesom mange af hendes veninders fædre gik han på arbejde, men når Camillas far kom hjem, gik han i gang med at drikke og endte som regel med at falde i søvn på sofaen. Han var aldrig nærværende eller interesseret i, hvad hun lavede, eller hvordan hun havde det. Camilla beskriver det, som om hun ikke rigtig kendte sin far.
Han var der bare, men det var moderen, der sørgede for hjemmet og for Camilla og hendes lillebror. Hendes forældre havde i perioder mange konflikter, og Camilla lærte at ”gå under radaren”, som hun kaldte det, for at undgå at ballade.
"Den bedste strategi var at gøre mig usynlig. Så jeg lærte at trække mig fra ham og fra dem, især når jeg kunne mærke, at han begyndte at blive påvirket, for så vidste jeg ikke, hvad der kunne ske. Det kunne ende i konflikt med min mor, og han kunne også finde på at skælde mig voldsomt ud for ting, jeg ikke vidste, jeg havde gjort forkert. Så jeg trak mig ind på mit værelse og ind i mig selv i rigtig mange år af min barndom. Jeg trak mig for at beskytte mig."
Annonse
Spiller stadig ligeglad
De strategier, vi lærer os selv i vores barndom for at overleve bedst muligt følelsesmæssigt, tager vi med os ind i voksenlivet. Vi ”opdager” ikke, at de strategier ikke længere er nødvendige, nu hvor far og mor ikke er her længere, og som Camilla bliver vi ved med at trække os, vende vreden indad, gøre os kolde og ligeglade eller fare frem med vrede – selvom det i vores voksenliv forhindrer os i at leve vores liv fuldt ud og mærke kærligheden.
Vi er simpelthen styret af gamle mønstre, som vi lærte tidligt i vores liv, og som virkede dengang, men som ikke længere tjener os. Måske endda tværtimod.
Læs også: "Hvis du ikke kan give dig selv kærlighed, kan du heller ikke give det til andre"
"Når jeg kigger på det nu, kan jeg se, at jeg trak mig for at undgå det ubehagelige, der kunne ske i mit barndomshjem. Jeg kunne spille ligeglad, for så ville de ikke opdage, at jeg i virkeligheden var ked af det. Det er det samme, jeg gør i dag med min kæreste. Jeg kan lukke ned, når jeg føler mig presset. Lade som om, at det, han siger, ikke rører mig, det er nok også derfor, han ender med at blive ondskabsfuld, fordi han ikke føler sig hørt. Jeg bliver nødt til at øve mig i at komme mere på banen og sige til og fra, ellers kommer vi aldrig ud af det her negative mønster."
