fit tester: 4 fantastiske behandlinger med ekstra effekt

fit tester: 4 fantastiske behandlinger med ekstra effekt

Drømmer du om flot hud, og trænger du til at komme helt ned i gear? Vi tester fire nye behandlinger, som kan det hele. Find din favorit.

NY ENERGI TIL TRÆT VINTERHUD

Navn: Honey Dream Treatment

Hvad er det: En intensiv, fugtgivende behandling til hele kroppen med produkter fra iS CLINICAL, der er udviklet i Californien og baseret på rene, naturlige ingredienser. Produkterne virker på celleniveau og har et højt indhold af effektive antioxidanter.

Hvad kan behandlingen: Den intensive kropsbehandling er designet til at rense huden i dybden og fjerne døde hudceller.Samtidig tilfører den kroppen masser af fugt og giver huden ny glød.

Hvad sker der: Jeg bliver budt velkommen af min behandler og ført ind i et skønt, lyst rum med en behagelig briks og afslappende musik. Behandlingen begynder med en bodyscrub, der indeholder papaya enzymer og mikroperler, som fjerner døde hudceller og renser huden helt i bund. Næste trin er en genopbyggende ansigtsmaske, der skal tilføre huden masser af fugt og antioxidanter – og som jeg skal ligge med den næste halve time. Derefter følger en lang og skøn velværemassage af hele kroppen i en honning- og lavendelolie, som sætter gang i blodcirkulationen og tilfører kroppen masser af fugt.

SE OGSÅ: Vinterskøn fra A-Z: Fugt og beskyttelse til din hud & dit hår

Hvordan er det? Kropsmassagen virkede meget beroligende, og behandlerens blide bevægelser fra top til tå fik roen til at brede sig i hele kroppen. Under massagen kom jeg i en næsten meditativ tilstand på grænsen mellem vågen bevidsthed og søvn, hvilket var meget behageligt. Samtidig er den fugtgivende ansigtsmaske en ekstra bonus.

Virkede det? Helt klart ja. Den tørre vinterhud på kroppen er blevet marcipanblød, og ansigtet har fået en mere frisk og ensartet glød, og jeg føler mig meget yngre, så det er ikke sidste gang, jeg prøver behandlingen.

Pris: 80 minutter koster 1.100 kr.

Hvor: Skodsborg Kurhotel & Spa, Skodsborg Strandvej 139, 2942 Skodsborg.

Se mere på skodsborg.dk

Testet af chefredaktør Lone Helleskov.FLOT GLØD MED C-VITAMINBOOST  

Navn: Vitamin C professional mask.

Hvad er det: Den ultimative opfrisker af huden, som også er god mod rynker og fine linjer, slap, grå og træt hud.

Hvad kan behandlingen: Den kraftfulde C-vitamin-maske opfrisker huden, samtidig med at den stimulerer cellefornyelsen, tilfører masser af fugt og booster produktionen af kollagen. Behandlingen forynger, fornyer og lysner huden, så den er god til solskadet hud eller hud med pigmentforandringer.

Hvad sker de: Behandlingen starter med en rens, hvor jeg får fjernet makeup og snavs, så huden er topklar til at blive forkælet. Jeg får en afslappende ansigtsmassage med en fugtgivende olie. Derefter får jeg lagt C-vitamin-masken på, der skal virke i syv minutter. Jeg kan mærke, at min hud bliver varm, og det prikker og svier lidt – det er dog ikke ubehageligt. Bagefter får jeg renset masken af med varme, fugtige håndklæder – superbehageligt, og så skal huden dampes i 10 minutter. Det vil få hudens porer til at slappe af og åbne sig. Efter dampen får jeg en fugtgivende agurkemaske, der skal virke i fem minutter, og så slutter behandlingen af med serum, creme og solfaktor.

SE OGSÅ: Dit ansigt afslører alt om din sundhed

Hvordan var det: Jeg slapper fuldstændig af. Jeg kan mærke, at masken prikker, stikker, og varmer i huden. Det er molekyler fra syren, der går ind og regenererer og reparerer huden i dybden, forklarer Elias Zinati, som udfører behandlingen.

Virkede det: Jeg kan både se og mærke en forskel på min hud. Den føles strammere og har en superflot glød de næste par dage. Jeg får to serummer med hjem – en til dag og aften, som forlænger behandlingen i flere måneder.

Pris: 45 minutter koster 750 kr.

Hvor: No1 Copenhagen, Fortunstræde 1, stuen, 1065 København K.

Se mere på no1copenhagen.dk

Testet af webredaktør Susanne Knutzen.FARVEL STRESS OG SPÆNDINGER

Navn: The Ultimate Aromatherapy Experience. 

Hvad er det: En aromaterapeutisk massageteknik, der med faste, omhyggelige tryk stimulerer nervesystemet for at frigive blokeringer. Behandlingen udføres med koncentrerede æteriske olier, hvor du selv vælger en duft, der tiltaler dig.

Hvad kan behandlingen: Balancere områder i kroppen, der er påvirket af stress ved at løsne muskelspændinger og lymfedræne, så du får en sund cirkulation i kroppen.

Hvad sker der: Jeg bliver fulgt ind i et særligt sanserum med udsigt over parken og får et skema, hvor jeg kan krydse af, om jeg har behov for afspænding, mere energi eller lindring af hovedpine? Eller måske har problemer med uren hud, allergi eller søvn? Jeg vil helst stresses ned, og med den besked får jeg lov at dufte til tre aromatiske olier. Jeg vælger rosenduften. Særlig god mod tør hud, oplyser min behandler Malene, og det har jeg lige præcis brug for. Herefter lægger jeg mig på en opvarmet briks og tilbringer 80 minutter i massagehimlen. Malene trykker op og ned langs rygsøjlen og masserer med faste strøg ryg, balder, nakke, skuldre, ansigt, mave og ben.

SE OGSÅ: 8 effektive tips til smuk vinterglød

Hvordan var det: Aromatisk terapi er en holistisk oplevelse, der både tager fat om dine problemer og giver en skøn følelse af velvære. Jeg er så afslappet, at jeg helt kort døser hen på briksen. Det plejer jeg ikke under massage, så den koncentrerede olieduft gør nok sit til at bedøve mig behageligt. Malene koncentrerer sig mest om ryg og skuldre, hvor mine myoser bor, men når alligevel hele vejen rundt om kroppen.

Virkede det: Jeg har planlagt at arbejde lige efter massagen, men helt ærligt: Det orker jeg ikke. I stedet smider jeg mig i nærmeste lænestol i spaafdelingens hvilerum med juice og nogle mandler. Der skal meget til at presse mig til en spontan frieftermiddag, men for Malene lykkes det.

Pris: 90 minutter koster 1.195 kr.

Hvor: Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten.

Se mere på comwellborupgaard.dk/spa, eller find flere behandlinger på Comwells øvrige hoteller på comwell.dk

Testet af Karen Greve, journalist.NATURLIGT ANSIGTSLØFT

Navn: Amazing Face Resurface. 

Hvad er det: Den ultimative ansigtsbehandling med antiagingeffekt, som kombinerer fire behandlinger og består af først mikropeel med naturlig frugtsyre, o2-boost, „face-sculpting-bindevævsmassage” og arganlift.

Hvad kan behandlingen: Behandlingen genopretter solskadet, ældet, tør og dehydreret hud. Peelingen fjerner døde hudceller og udsætter hudens ældningsproces. Samtidig lindres sart hud og inflammation ved hjælp af 100 pct. koncentreret hyaluronsyre og 95 pct. oxygen, der tilføres huden. Face Sculpting-massagen løsner spændingsfurer og udglatter fine linjer og bekymringsrynker med en særlig lift-teknik. Behandlingen afsluttes med en flydende og beroligende lavamaske med brune alger og arganolie, der virker opstrammende og har antiageeffekt.

Hvad sker der: Behandler Rikke Porse starter med mikropeelingen og advarer på forhånd om, at det kan „nappe” lidt i huden. Jeg har ikke prøvet peeling før og bliver lidt overrasket over, at det faktisk gør en smule ondt. Det var dog kun ganske kort, men ingen tvivl om, at peelingen med den naturlige frugtsyre arbejder sig godt ned i huden. Oxygenbehandlingen, som følger bagefter, er til gengæld utrolig behagelig. Herefter laver Rikke en lige så skøn bindevævsmassage, hvor hun løsner spændinger i hele ansigtet. Behandlingen afsluttes med en kølende maske.

SE OGSÅ: fit tester: Høj puls & spapause i Skåne

Hvordan var det: De 90 minutter er en dejlig oplevelse, hvor den ene behandling afløser den næste. Det er ren velvære og kun en lille smule grænseoverskridende, da vi når til den sidste del med lavamasken, som også smøres ud over øjne og mund, så kun næsen er fri. Mens masken virker, giver Rikke massage af nakke og arme, så jeg får fjernet fokus fra tanken om: „Hvad nu, hvis jeg kommer til at åbne øjnene”. Hvilket jeg så netop ikke gør.

Virkede det: Min hud føles mærkbart friskere og har en virkelig flot glød med farve i kinderne i dagene efter behandlingen. Det er tydeligt, at peelingen har fjernet den trætte og lidt grå tone i mit ansigt, så huden ser både yngre og mere spændstig ud.

Pris: 90 minutter koster 1.250 kr.

Hvor: Amazing Spase, Hovedvagtsgade 3, 1103 Kbh. K. Se mere på amazing-space.dk

Testet af Anne Hermansen, redaktionschef.

SE OGSÅ: 6 drømmeferier med høj puls 

SE OGSÅ: Tag med på surf- & yogaeventyr i Portugal