Zoneterapi: Sådan trykker du dig til færre hedeture
Overgangsalderens berygtede hedeture kan være meget generende, men du kan både lindre og forebygge dem med zoneterapi og akupressur.
Vågner du op badet i sved om natten? Eller må du nogle gange smide nærmest alt tøjet, fordi du ud af det blå føler, at du brænder op indefra? Overgangsalderens berygtede hedeture kan være meget generende, men du kan både lindre og forebygge dem med zoneterapi og akupressur. Se her, hvordan med fire fantastiske øvelser fra Katrine Birks nye bog ‘Tryk & Glad Kvinde’.
Punkt 1: Regulerer varmen i kroppen
Dette punkt, Hjerte 7, er fantastisk til både at lindre et akut anfald af indre ildebrand, men også til at forebygge. Det er nemlig med til at regulere varmen i kroppen og kan også hjælpe dig, hvis du har tendens til at svede om natten, så du har svært ved at sove.
Her finder du punktet:
Det sidder på lillefingersiden af håndleddet omkring en halv tommelfingers bredde fra kanten af håndleddet – lige mellem knoglen og senen. Prøv her med cirkulerende tryk, dybe tryk eller blot en blid nulren.
Punkt 2 : Hjælp til hjertebanken
I overgangsalderen kan du opleve, at hjertet slår lidt hurtigere eller springer slag over – det kan være ubehageligt, men er ufarligt. Når du har en hedetur, kan det dog føles voldsomt, og dette punkt, Kredsløb 6, er virkelig godt til at hjælpe med at få ro på både hjertet og kroppen.
Her finder du punktet:
Det sidder på midterlinjen af underarmen, tæt på håndleddet mellem de to sener. Hvis du har svært ved at lokalisere det, kan du prøve at placere tre fingre lige på kanten af håndleddet, og så finder du punktet, hvor den sidste finger lander.
Punkt 3: Balance mellem varme og kulde
Hvis du døjer meget med hedeture, er dette punkt, 3-varmer 1, skønt, fordi det er med til at fjerne for meget varme i kroppen og skabe balance mellem varme og kulde. Tryk her, når du akut er ved at brænde op, men også gerne dagligt for at forebygge.
Her finder du punktet:
Det sidder på negleroden af ringfingeren i den retning, som peger over mod lillefingeren – og selvfølgelig på begge hænder. Prøv at tappe eller pumpe på punktet.
Punkt 4: Styr på hormonerne
Der er mange teorier om, hvorfor vi kvinder får hedeture, når vi nærmer os overgangsalderen, og én af dem er, at hypothalamus, en hormonkirtel, som bl.a. sørger for at regulere kroppens temperatur, og som bliver forvirret, når den ikke kan få æggestokkene til at løsne flere æg, fordi der ikke er flere.
Denne forvirring kan skabe mere varme i kroppen, rødme i huden og sved, men punktet her sender energi og balance til hypothalamus, så den bedre kan regulere kroppens temperatur.
Her finder du punktet: Det sidder øverst på ydersiden af tommelfingeren eller øverst på ydersiden af storetåen, og du kan prøve dig frem med både dybe tryk, stille tryk eller cirkulerende tryk.