Her er tre gode grunde til, at du ikke skal være bange for kulhydrater
Brød, kartofler og ris er i manges øjne blevet usunde fødevarer. Men der er faktisk mange flere gode grunde til at spise kulhydrater, end der er til at lade være.
Kulhydrater er muligvis den fødevaregruppe, der har fået den værste behandling i de sidste 15 år. Hvis kulhydrater havde været en virksomhed, havde de for længst hyret en konsulent i krisekommunikation, der kunne have fået de stakkels næringsstoffer tilbage på hitlisten.
Slankekure som Atkins, Low Carb High Fat og Palæo har med stor succes fået kulhydrater på listen over farlige ingredienser, hvorimod proteiner bliver hyldet som kongen.
Men det er en stor myte, at vi skal undgå kulhydrater i vores kost. Tværtimod skal de udgøre størstedelen af kosten, uanset om du vil tabe dig eller lade være. Vi har spurgt kostvejleder med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse Samantha Fotheringham om tre bud på gode grunde til at spise kulhydrater.
LÆS OGSÅ: Få balance i dit fordøjelsessystem
1. Kulhydrater er livsnødvendige
Kroppens primære kilde til energi er kullhydrater. Så enkelt er det bare. 50-60 % af vores daglige energi bør altså komme fra kulhydrater. Kulhydrater har kæmpe stor betydning for kroppens energistofskifte og bidrager med brændstof til både muskel- og hjernearbejde. Du kan altså ikke klare dig uden kulhydrater.
2. Slankekure uden kulhydrater holder ikke
Mange der har været på kulhydratfri slankekure, oplever at de hurtigt tager kiloene på igen. Og det er der en god grund til. Man kan nemlig hurtigt smide et par kilo, hvis man dropper kulhydraterne, da de binder væske til sig. Men det betyder altså blot, at kilo, du smider, blot er vand – og derfor ryger vægten op igen, så snart du dropper kuren.
LÆS OGSÅ: Det sker der med din krop, når du spiser sukker
3. Kulhydrater holder dig mæt i lang tid
Kulhydrater kommer i mange afskygninger, og det er fuldstændig korrekt, at man ikke skal fylde madplanen med slik, kage og sodavand. Men hvis du gerne vil tabe dig eller bare vil leve sundt, så skal du have en masse kulhydrater af den grove og fiberrige slags. Fiber holder dig nemlig mæt i lang tid og er derfor nøglen til at undgå småspisning, fordi man bliver sulten hele tiden. Fiber er så afgørende, at hvis man ikke får nok fører det typisk til forstoppelse og manglende energi. Der er masser af gode kulhydrater i frugt, grønt og fuldkornsprodukter som grov pasta, rugbrød og gryn. Her får du masser af nyttige næringsstoffer og en lang mæthedsfornemmelse.
LÆS OGSÅ: Sådan sætter du en stopper for din indre sukkerjunkie på bare 3 uger
LÆS OGSÅ: Sådan gik min uge som vegetar
LÆS OGSÅ: Tre slankemyter, der ødelægger dit helbred