Jeanette har tabt 28 kilo: "Jeg spiser mig mæt i helt almindelig mad"
Den ene lynkur afløste den anden med det samme resultat hver gang: Jeanette tog alle de tabte kilo plus lidt ekstra på. Da hun opsøgte en diætist, begyndte at tælle kalorier samt spise sig mæt i sund hverdagsmad, blev det et vendepunkt for hende.
I november 2021 besluttede 41-årige Jeanette Teut sig for, at nu ville hun tabe sig. Hun havde forsøgt adskillige gange tidligere med forskellige lynkure. Resultatet var det samme hver gang:
Hun tabte sig hurtigt, men tog efterfølgende det hele på igen. Denne gang inspirerede hendes svigerinde hende til at opsøge en diætist.
"Det blev virkelig en øjenåbner for mig. Jannie lærte mig, at man faktisk skal spise meget, når man er på kur, for blodsukkeret må ikke svinge, og du må endelig ikke sulte dig selv. Jeg har spist mig mæt hver dag," fortæller Jeanette, som går hos diætisten Jannie Holst.
Forude ventede ellers både julen og en ferie på Gran Canaria med familien. Folk omkring hende sagde: Vent dog, til du kommer på den anden side af nytår. Men Jeanette følte sig topmotiveret; hun var træt af at være den tykke pige, der måtte købe alt sit tøj i plus size-butikker.
"Jeg tæller kalorier via en app. Det vil sige, at jeg vejer al min mad, for på den måde har jeg styr på, at jeg hverken spiser for meget eller for lidt. Det giver mig en god tryghed. Det er faktisk ikke spor besværligt, og jeg havde min lille vægt med på Gran Canaria," fortæller Jeanette, der tabte sig seks kilo alene hen over julen sidste år.
I dag – cirka et år senere – har vægttabet rundet hele 28 kilo.
"I modsætning til tidligere har ikke det ikke været en kamp. Jeg har ikke følt, jeg har manglet noget. Det giver mig også en tro på, at jeg kan holde det her resten af livet."
1800 kalorier om dagen
Jeanette spiser 1800 kalorier om dagen. Tidligere, når hun var på kur, spiste hun kun omkring 1200. Tallet har diætisten regnet sig frem til, bl.a. ud fra aktivitetsniveau og muskelmasse. Jeanette arbejder i produktionen hos BoConcept møbler, hvilket betyder, at hun står op næsten hele dagen. Det påvirker, hvor mange kalorier, hun kan spise.
Skyr er Jeanette blevet meget glad for, og hun begynder typisk dagen med en portion toppet med bær, frugt og mandler. Eller æblemos – så er det næsten en lille dessert. På arbejde medbringer hun grøntsager, som hun spiser som formiddagssnack, så hun er sikker på at få 400 gram grøntsager om dagen. Ellers fylder hun godt op med protein på tallerkenen i form af især kylling og fisk.
"Men det er altså bare helt almindelig mad. Alle i familien spiser det samme," forklarer Jeanette, der bor i Sønder Omme med sin mand og to døtre på 13 og 16 år.
Naturligt forhold til mad
Hun sparer til gengæld kalorier ved at gå uden om hvidt brød og pasta.
"Jeg blev overrasket over, hvor mange kalorier, det faktisk indeholder. Jeg synes ikke, det er kalorierne værd. Så vil jeg hellere gemme dem til andre og sjovere ting. Jeg er blevet meget glad for blomkålsris i stedet for pasta og almindelige ris," siger hun og fortsætter:
"Jeg er endelig ved at få et naturligt forhold til mad. Intet er forbudt. Hvis jeg tidligere åbnede en pose lakridser, kværnede jeg den med det samme. Det kunne jeg jo lige så godt, nu var jeg jo faldet i. I dag spiser jeg et par stykker og har det helt fint med det."
Hun vil gerne lige tabe fem kilo mere, men det behøver ikke gå hurtigt. Tværtimod – opgaven lige nu er også at begynde at se sig selv som normalvægtig.
"Når jeg kigger på mig selv, ser jeg stadig en tyk pige. Det tager tid at få hovedet med i sådan et vægttab. Men når jeg møder folk, jeg ikke har set længe, og oplever deres reaktion, bliver jeg da lidt stolt. De kan nærmest ikke kende mig. Og så er det vildt fedt at kunne gå i almindelige butikker og købe tøj i størrelse 42. Det troede jeg aldrig, jeg skulle opnå," siger en glad Jeanette.