Derfor gror jeg hår under armene
Sofie Maria Brand om det kvindelige barberingshelvede og at turde sige fra over for skønhedsidealer.
KLUMME: Jeg har længe haft lyst, men først fået mod nu. Til at lade håret under armene gro. Sommeren 2015 vover jeg mig til at spankulere rundt iført sommerkjole og naturlig hårpragt. Jeg vil trodse min angst for undrende blikke – og min tidstypiske opfattelse af, hvad der er feminint og sexet. Jeg vil udfordre, at mænds kropsbehåring må være vildtvoksende fra hage til tæer, mens kvinders skal være totalt tæmmet eller helt usynlig.
LÆS OGSÅ: Hvad siger din kønsbehåring om dig?
Engang på en bar lavede jeg en lille test, hvor jeg spurgte tre mænd i selskabet, hvad de ville tænke, hvis en smuk kvinde i cocktailkjole trådte ind i lokalet og åbenbarede hår under armene! De tøvede ikke et sekund og sagde, at det ville være underordnet eller måske endda ekstra tiltrækkende, fordi hun turde være sig selv. Aha. Og det er ikke den eneste samtale, jeg har haft, som antyder, at mænd er mere hår-flex, end vi kvinder måske tror, og at vi er vores egne værste fjender. Kraftigt hjulpet på vej af medierne.
Der er en massiv mediepåvirkning og social kontrol, når det gælder hårvækst, og det kan være svært at afgøre, om vi skraber løs for vores egen eller omverdenens skyld. Jeg indrømmer, at jeg gør det for at behage andres øjne, og hvis jeg siger, at det er for min egen skyld, så er det løgn og i værste fald selvbedrag. Lige fra jeg begyndte at barbere ben og armhule som 13-årig, har jeg internaliseret et ideal om, at glat hud er pænest og en del af kvindens personlige pleje.
LÆS OGSÅ: Se billederne: Så sexet kan hår under armene være
Sådan er vores tid og kultur. Jeg er et klassisk produkt, og nu er det på tide at give det fuckfingeren – eller i det mindste sætte spørgsmålstegn ved nogle ting. Og nu vi er i gang: Overvej også lige tids- og vandspildet for hele klodens kvinder forbundet med at barbere alle mulige og umulige steder på kroppen.
Oprøret ulmer heldigvis i krogene. Madonna har postet en behåret armhule på Instagram ledsaget af teksten "Long hair – don't care!", og den engelske fotograf Ben Hopper gjorde sig sidste år bemærket med et fotoprojekt, hvor skuespillere og modeller flashede hår under armene.
På nettet kan man blive en del af Hairy Legs Club og af Facebookgruppen Hairy Armpits, som har over 11.000 likes. Tendensen kan også aflæses i Voxmeters nye undersøgelse, der viser, at i 2009 fjernede 77 procent af danske kvinder hår under armene og 49 procent fjernede i skridtet. Nu er tallene henholdsvis 66 og 40 procent.
LÆS OGSÅ: "Busken" er tilbage!
Jeg skjuler for min datter, når jeg svinger skraberen i badet. Så ved man ligesom, noget er galt: at man ligger under for noget, som ikke nødvendigvis er fedt at videreføre. Mere utæmmet hårvækst giver mig derimod en vidunderlig følelse af at stå ved mig selv – med hår, hængebarm, strækmærker og appelsinhud. Skønheden ved det hele. Jeg vil ikke ræse om kap med et urealistisk skønhedsideal, men lade min krop lunte i takt med alderens fine aftryk. Og jeg vil gro hår "uskønne" steder denne sommer. Så håber jeg bare ikke, at modet svigter næste gang, jeg skal til fest i ærmeløs, fin kjole.
For friheden til at se ud, som vi er skabt, taber nemt til kravet om hårløshed – og perfekthed i det hele taget. Valgfriheden findes i teorien, men langtfra i realiteten, og så længe det er tilfældet, er der stadig kampe at kæmpe. Hvad med at lade os inspirere af Movember og indføre Hairy June? Hvor kvinder lader håret gro og modsiger det trættende skønhedsideal.
LÆS OGSÅ: Hun fotograferer kvinders ar, rynker og kønsbehåring
LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om kort hår vil klæde dig
LÆS OGSÅ: Kvindernes nye oprør vokser under armene