Jenna Bagge: "Jeg kunne mærke, at jeg var kommet ind i en ond cirkel"
Danser Jenna Bagge vil gerne nyde at dyrke motion. Så selvom hun ikke længere danser på eliteniveau, cha-cha-cha’er hun stadig rundt på dansegulvet. Det gør hende nemlig i godt humør og får hende i balance – og det er indbegrebet af sundhed for hende.
Hvad er sundhed for dig?
"For mig handler sundhed rigtig meget om balance. Der skal ligesom være plads til det hele. Jeg har jo været elitesportsudøver i mange år, og udefra set virkede det nok sundt. Jeg dyrkede megameget sport og spiste nærmest kun alt det sunde. Men det er ikke sundhed for mig mere. Nu handler sundhed om, at der både skal være plads til at hygge sig, træne, spise sundt og spise usundt. Altså skal der være balance mellem tingene."
Hvordan har dit forhold til sundhed ændret sig?
"Da jeg var elitedanser, handlede sundhed rigtig meget om at være meget tynd og trænet. Tynd og trænet var nærmest perfekt. Jeg trænede derfor tit seks-syv timer om dagen. Jeg tænkte også, at det der med at nyde mad for meget var lidt det modsatte af at være sund. I dag ville jeg jo nærmest kalde det kur, det som jeg gjorde dengang. Men det var sådan, det var i danseverdenen, hvis man ville være en god elitedanser."
Hvordan påvirkede kulturen i elitedansen dig?
"Jeg tror faktisk, at netop dét var en stor del af grunden til, at jeg stoppede med at være konkurrencedanser. Jeg kunne mærke, at jeg var kommet ind i en ond cirkel. Jeg kunne aldrig slappe af, og derfor var det faktisk en kæmpe lettelse for mig at give slip på den side af mit liv. Nu danser jeg kun for sjov, og det skal være på en måde, hvor jeg ikke føler, at jeg mister mig selv. Jeg synes også, at jeg er blevet mere glad nu, og jeg har fundet ro i f.eks. at nyde at spise kage med mine veninder. Jeg får ikke længere dårlig samvittighed over at have det hyggeligt og slappe af, så det har været en stor ændring i mit liv."
Hvornår føler du dig mest sund?
"Jeg føler mig allermest sund, når jeg lige har danset. Det er noget med den følelse, som jeg har i kroppen bagefter. Jeg kommer af med nogle følelser og en masse energi, og det er faktisk vigtigere for mig end selve træningen. Samtidig får jeg også en stor sundhedsfølelse af at være sammen med mine venner, kæreste og familie. Det gør mig bare i virkeligt godt humør."
Hvad har du altid i dit køleskab?
"Det er skrækkeligt, fordi det kan nemlig godt være lidt tomt, ha ha. Men der er næsten altid juice, snackgulerødder og havregryn. Så jeg lige kan overleve – også selvom jeg ikke får lavet mad. Og så har jeg altid en Baliey, til når "Tøseklubben" kommer forbi."
Hvad er dit bedste råd til en sund hverdag?
"Jeg er typen, der altid tænker, at jeg burde løbe en tur, men så kigger jeg ud og ser, at det regner, og så kommer jeg helt sikkert ikke af sted. Men hvis det er dans, jeg skal til, så vil jeg altid gerne. Derfor er mit bedste råd at finde noget, som du godt kan lide at lave, så du slet ikke tænker over, at du dyrker motion. På den måde bliver motion ikke en sur pligt."