Karen Thisted

Karen Thisted: "Jeg clearer mit hoved ved at lave mig en gin og tonic"

Karen Thisted får ny energi sammen med sit barnebarn, og så lukker hun sig nogle gange inde i sig selv for ikke at blive tosset.

Af Majbritt Lacuhr, Louise Gade, Linnea Støttrup Molbech og Lene Roe Rasmussen

Jeg får ny energi ved at være sammen med mit barnebarn på fem år. Hvis jeg har problemer, glemmer jeg det fuldstændig, når jeg er sammen med ham. Jeg troede ikke, jeg fik nogen børnebørn, men har så fået det i en sen alder. Det er vigtigt at have en sag at kæmpe for, og jeg vil så gerne give ham livs-glæde. Det er min sag.

Fysisk sundhed er for mig... hmm, ja altså, fra jeg var 30, til jeg var 65, løb jeg hver eneste morgen. Ikke for at holde mig slank, for jeg har altid været overvægtig – for mig var det et spørgsmål om velvære. Og efter min løbetur tog jeg et koldt styrtebad. ...Jeg aner ikke, hvordan det stoppede. Jeg har prøvet at komme i gang igen, men det er aldeles umuligt.

Mental sundhed er for mig... Jeg havde en ordentlig depression for 5-6 år siden – alt var sort, sort, sort, og efter den har jeg været meget opmærksom på, om det skulle komme igen. Så nu har jeg fokus på at være glad for én dag ad gangen. Jeg vil være til stede og høre, hvad de mennesker, jeg er sammen med lige nu, siger.

Jeg clearer mit hoved ved at lave mig en gin og tonic, sætte musik på, sætte mig i min stol og tænke på fem gode ting, der er sket i løbet af dagen. På den måde undgår jeg, at dagen bare forsvinder. Det kunne den ellers nemt, for jeg løber rundt som en skoldet skid.

Andre kan mærke, jeg er presset, når jeg ikke orker at se nogen. Sådan kan jeg tit have det. Jeg tager ikke telefonen og lukker mig bare helt ude fra verden. Jeg tror, det er noget, Vorherre har lavet, for at jeg ikke skal blive tosset.

Jeg forkæler mig selv i hverdagen ved at lave god mad til mig selv.

Med tiden har jeg lært... absolut intet! Jeg laver alle de samme dumheder. Men jeg er ikke ked af det. Man kan også lære for meget.

LÆS OGSÅ: Maria Lucia: ”Jeg får ny energi ved at få sovet ordentligt igennem – helst 10 timer”

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: "Jeg krammer temmelig meget"

LÆS OGSÅ: Lina Rafn: "Jeg clearer mit hoved ved at slukke for dramaet"