sexlyst

"Jeg er så uendeligt ked af, at jeg har for meget lyst til sex"

Mænd har mere lyst til sex end kvinder. Eller har de? Mød en kvinde, der har mere lyst end sin mand, og læs med, når terapeut Daisy Løvendahl rokker ved myten om, at lyst er bestemt af dit køn. Få også 5 råd til at finde hinanden trods forskellig lyst.

Sidsel bliver holdt i hånden af sin mand Jens, og der er så stille, at jeg kan høre min egen vejrtrækning. Vi har haft flere samtaler, hvor vi har talt om deres intime liv, men aldrig så direkte som nu. Sidsel kigger mig i øjnene og siger:

"Jeg er så uendeligt ked af, at jeg har for meget lyst til sex."

For at forstå de dybere lag i det, Sidsel siger, er vi nødt til at tale lidt om myterne om mænds og kvinders seksualitet.

Myte er måske ikke det mest passende ord her, for forskning om danskernes sexliv har konstateret, hvad populærvidenskaben allerede sagde, at der er en lystubalance mellem de to køn, hvor mænd i mange år af livet har mere lyst til sex end kvinder.

Men undersøgelserne siger ikke noget om, hvorfor det er sådan, og de fortæller os heller ikke, at det er helt okay at være anderledes end flertallet, når det for eksempel handler om, hvor meget lyst man har.

Der er til gengæld mange myter om, at mænd bør have mere lyst end kvinder. Det gør det rigtigt svært for de kvinder, som elsker en mand med en lavere lyst end dem selv. For hvad er der galt med dem, siden de ikke er mere begærede?

Balance i lysten

I 2019 udkom befolkningsundersøgelsen Sexus, hvor mere end 62.000 danskere i alderen 15-89 år deltog. Det har været skelsættende at have så meget data om danskernes seksualitet.

Undersøgelsen viste, at kun en tredjedel af danskerne oplever, at der er balance i lysten. Det betyder, at mange par oplever, at der er ubalance i lysten til sex. Af de to tredjedele, hvor der ikke er balance i lysten, er både adspurgte mænd og kvinder enige om, at mændene har mere lyst til sex end kvinder i parforholdet.

Efter Sidsel har sat ord på, at hun er ked af at have for meget lyst til sex, åbner jeg en refleksion mellem dem som par. Jens siger:

"Jeg synes ikke, at du har for meget lyst. Jeg elsker din lyst. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne gengælde den."

Jeg spørger Jens om, hvordan det er for ham at have mindre lyst end sin kæreste, og han siger: 

"Det giver mig en følelse af ikke at være mand nok. For hvis man er mand nok, så har man vel altid stiv pik og lyst til sex … Sådan er jeg bare ikke."

Sidsel bliver rørt af at høre Jens fortælle dette og siger: 

"Jeg føler aldrig, at du ikke er mand nok. Jeg føler bare, at jeg ikke er god nok, når du afviser mig, når jeg tager initiativ til sex. Jeg får en masse tanker om at være for tyk og for meget."

Jens lægger armene om hende, og de krammer. Der er et øjeblik imellem dem, hvor de bliver klar over, hvor vildt det er, at de begge tager den seksuelle afvisning som et signal om, at der er noget galt med dem selv.

At Sidsel er forkert som kvinde eller ikke god nok, lækker nok eller spændende nok, når Jens afviser hende. Eller at Jens ikke er mand nok, når han nogle gange siger nej til sex.

Hvordan finder vi en balance sammen?

I den næste tid arbejder jeg sammen med Sidsel og Jens om at blive klogere på, hvad der skaber en god intimitet mellem dem med deres forskellige niveauer af lyst. Det er en lettelse for dem begge ikke at føle, at de er for meget eller for lidt.

Den lettelse giver plads til at opdage nye sider af deres kærlighed.

Jens siger:

"Fordi vi har talt åbent om vores forskellige niveauer af lyst, kan jeg bedre tage Sidsel ind, når hun inviterer til samvær, for jeg føler ikke længere, at det er stiv pik og fuld skrue eller ingenting."

Sidsel nikker og siger: 

"Det gør en kæmpe forskel for mig, at Jens ikke bare siger nej og afviser mig, når jeg nærmer mig ham, men i stedet siger ja til at nusse eller kæle. Og nogle gange at holde om mig, mens jeg onanerer. På mange måder er vores intimitet blevet mere fri."

Jeg smiler indvendigt, når jeg lytter til dem, og ønsker i mit stille sind, at flere kunne være mindre fanget af myterne om, hvordan rigtige mænd og kvinder er, og mere frie til at være sig selv.

5 veje til at finde hinanden trods forskellig lyst 

1. Drop "mand og kvinde" - myterne

Der er mange myter om, hvordan mænd og kvinder er. Og hvordan man skal være for at være en rigtig mand eller en rigtig kvinde. Jeg bliver helt træt bare ved tanken. Det er 1000 gange mere sexet at være sig selv.

Prøv at slippe dig selv fri fra myterne om, hvordan du burde være, og gå i stedet for på opdagelse i, hvem du egentlig er, og hvad du har lyst til. Ikke alle kvinder vil hellere have kærlighed end sex. Nogle vil meget gerne have hed sex med fremmede, og andre vil gerne have begge dele.

2. Gå på opdagelse i hinandens haver

Når du er blevet klogere på dig selv, så inviter din kæreste ind i din indre have, og vis ham eller hende rundt. Fortæl hvad du fantaserer om, længes efter, slukker ved og tænder på.

Vis hvad du gerne vil have – også selvom du frygter at være for meget eller for lidt. Bed også om lov til at gå på opdagelse hos din elskede. Inviter dig selv på en guidet rundtur i din kærestes lysthus og blive klogere på den, du elsker. Hvis du ikke trygt kan dele, hvem du er, så overvej, om du deler din seng med den rigtige.

3. Sol- og måne-energi 

I stedet for at tale om mænds og kvinders lyst, så overvej at bruge et andet sprog. Mange taler om den maskuline energi som den initiativtagende og frembrusende. Hvor den feminine energi er den modtagende og rolige energi. Det kan godt føles stigmatiserende, hvis man er en initiativrig kvinde eller en modtagende mand. Hvad med at bruge andre ord?

Jeg foreslår sol- og måne-energi, hvor sol-energien er den mere direkte og handlekraftige, og måne-energien er den blidere, mere mystiske og modtagende. I kan også lege med, at den, der ofte har sol-energien, bevidst går over i en måne-energi og omvendt.

4. Lad være med at tage en afvisning hårdt

Det er ikke sjovt at blive afvist seksuelt. Punktum. Men de fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt både at afvise og blive afvist. Det er okay, at det gør ondt og er svært, men prøv at lade være med at gøre afvisningen til et bevis for alt det, du frygter.

Når du tolker afvisningen som et bevis på, at dine bryster ikke er, hvad de har været, din røv er for stor og din attitude for meget, så bliver afvisningen rigtigt hård at være i. Hvordan ville det være bare at tage afvisningen som det, den ofte er. Et nej tak. Ikke til hele dig, men til det, du foreslår lige nu.

5. Inviter til nye eventyr

Hvis I som par oplever en ubalance i jeres lyst, så kan det være en god vej at gøre det til et fælles ansvar. Det er ikke nogens skyld, at en har mindre lyst, og der er ikke noget forkert i hverken at have mere eller mindre lyst. I er bare forskellige.

Fra den accept af forskelligheden kan I måske invitere til nye eventyr. Kan det være dejligt, at den ene onanerer, mens den anden holder om? Kan det være intimt at bade sammen og smøre hinanden ind bagefter? Kan det være dejligt at kysse længe, uden at det skal gå videre? Prøv sammen at finde eventyr, I begge har lyst til at tage på.

Daisy Løvendahl

er parterapeut, coach og klinisk sexolog. Hun er stifter af Coach & parterapeut-uddannelsen, forfatter og radiovært i programmet ”Vi har lyst”. Hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, utroskab, forelskelser, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”. Læs mere på Daisylovendahl.dk