"Jeg lever meget efter 80/20-princippet"
Louise Bruun beskæftiger sig med antiinflammatorisk kost og intelligent træning og er forfatter til 10 bøger. Hun er altid superopmærksom på, hvad der føles rigtigt for hendes sundhed og vil gerne være endnu bedre til at give sig selv små pauser i en travl hverdag som selvstændig og mor til fire.
Hvad er sundhed for dig – både fysisk og mentalt?
"Det er jo rigtig kompliceret. Men for mig er sundhed at have det godt, og at der er en balance i mig. Det skal hænge sammen fysisk og mentalt, og det er vigtigt, at jeg føler, at min energi er stabil, og mit humør er godt. Jeg mærker altid sindssygt meget efter, hvad der skal til for, at jeg føler mig stærk, glad og i balance. Jeg har altid mange ting i gang, og derfor er det vigtigt, at der er ro indeni mig."
Hvad er dit bedste råd til en sund hverdag?
"Det er at spise mere mad fra planteriget. Jeg spiser en masse planter, krydderier, bær og mange bælgfrugter. Derudover er det at bevæge sig hver dag og gå i seng i ordentlig tid. Jeg lever meget efter princippet 80/20. Det betyder, at jeg 80% af tiden tænker over, hvad jeg spiser, at jeg får nok motion, og hvornår jeg går i seng. De resterende 20% af tiden fyrer jeg den af med chokolade, alkohol eller hvad end jeg har lyst til."
Hvordan holder du dig i form?
"Jeg bevæger mig hver dag hele året. Om det er yoga, løb, styrketræning eller bare en gåtur. Jeg tror aldrig, jeg har haft en dag, hvor jeg bare har siddet ned hele dagen. Og så har jeg fire børn – det er også en god måde at holde sig i form på."
Hvilken vane vil du helst ændre?
"Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at slappe af og tage aktive pauser, hvor man lige sætter sig og bare trækker vejret dybt, for jeg er virkelig i gang hele tiden – også oppe i hovedet."
Hvornår føler du dig mest sund?
"Når jeg ved, at jeg skal være sammen med min familie hele dagen. Den perfekte dag starter med en løbetur, et dyp i havet og sauna, og resten af dagen skal jeg bare være sammen med familien. Det er det lækreste i verden, og sådanne dage føler jeg mig sund og lykkelig. Men bevægelseselementet er det vigtigste; jeg føler mig klart bedst tilpas og sund, når jeg har været ude og bevæge mig."