Mette Abildgaard: ”Jeg havde brug for egoisttid, hvor jeg havde min krop for mig selv”
Folketingsmedlem Mette Abildgaard blev ramt af en stor løbeglæde midt i sin barsel. Det endte med, at hun satte sig et mål. Hun skulle løbe 100 kilometer hver måned i et år.
Da jeg var på barsel med min yngste datter, fik jeg en udlængsel, som jeg tror, at de fleste kvinder på barsel kender. Jeg havde brug for egoisttid, hvor jeg havde min krop for mig selv, og hvor jeg havde mulighed for at gøre noget godt for den. Derfor begyndte jeg at løbe, og det viste sig at være enormt praktisk, fordi det var noget, som jeg nemt kunne gøre, mens min mand eller en af bedsteforældrene så efter den lille.
Jeg blev stærkere og stærkere til løb og endte med at komme dertil, hvor jeg kom op og løbe 100 kilometer på en måned. Og så gjorde jeg det igen måneden efter. Det var der, jeg begyndte at tænke, at det kunne være ret sejt, hvis jeg kunne gøre det hver måned i et år – så det besluttede jeg mig for at prøve.
Jeg har nok altid været rigtig dårlig til at prioritere mig selv og min egen sundhed, og derfor var det nødvendigt for mig at sætte et konkret mål, som med de 100 kilometer om måneden. Hverdagens prioriteringer er benhårde, og hvis man ikke har en klar plan for også at huske at prioritere sig selv, så kommer man aldrig til det. Der er børnene, som skal have nye gummistøvler, madpakker, der skal smøres, og opgaver på arbejdet, der står i kø.
I marts klarede jeg så mit mål. 1341 kilometer blev det til på et år. Undervejs i processen var jeg nødt til at være lidt kreativ med, hvordan jeg kunne få løb ind i min hverdag, for jeg skulle alligevel løbe 25-30 kilometer om ugen for at nå målet. Det kan være lidt presset, når man har to små børn og et arbejde, der fylder en del. Derfor fandt jeg ud af, at det gav bedst mening at løbe mindst 10 kilometer ad gangen, fordi det betød færre løbeture i kalenderen. Jeg fandt f.eks. også ud af, at det gav god mening at løbe på arbejde, hvor jeg har 13 kilometer. Jeg er løbet hen på apoteket efter medicin, til pakkeshoppen for at returnere pakker, og jeg er sågar løbet hen for at bestille nyt pas. Der havde jeg måske bare ikke lige gennemtænkt det. For det betød også, at jeg skulle have taget nyt pasfoto i samme omgang, og det blev så et lidt svedigt et af slagsen, ha ha.
Det næste år skal jeg ikke løbe lige så meget. Jeg kan mærke, at det har slidt lidt for meget på min krop, så jeg tager nok en lille løbepause. Jeg håber dog på, at jeg efter pausen kan finde en god rytme igen, for løbeturene giver mig ro og tid til refleksion.
