Kvinden bag Endomondo: „Fandenivoldskhed er et must”

Kvinden bag Endomondo: „Fandenivoldskhed er et must”

Hendes træningsapp Endomondo er mere end en halv milliard kroner værd. Men Mette Lykke Ravns mål er uændret trods gigantsuccesen: Nemlig at få os til at elske at få pulsen op. Mød den 34-årige flittige og frygtløse iværksætter.

I 2010 stod Mette Lykke Ravn let frysende i en sportshal på Østerbro og forsøgte tålmodigt at forklare senede mænd i løbetights og pandebånd, hvorfor en højteknologisk app, der kunne måle deres puls, forbrænding og løbetid under joggeturen i Fælledparken, var en rigtig god og sjov investering.

Bemærk årstallet: 2010! Længere er det ikke siden, at Endomondo stadig var en hemmelig app, som tre entusiastiske iværksættere stædigt forsøgte at gøre til en bæredygtig forretning. Dengang kom smartphonen ikke rigtig med, når familien Danmark skulle motionere, App Store lå ikke som et fast ikon på telefonen – og i det hele taget var det bare et stort arbejde at få overbevist nok mennesker om, at der var fremtid i en motionsapp.

– For alle iværksættere og selvstændige går det op og ned. I starten mest ned. Vi var nødt til at grine af de første 15 afslag på finansiering, vi fik, da vi gik i gang med at udvikle og producere Endomondo. Det tog 18 måneder, før vi kunne give os selv løn, fortæller Mette Lykke Ravn om opstarten, hvor hun sammen med to tidligere kolleger kastede sig ud i et iværksættereventyr, der kunne være skrevet i Hollywood. Men det ved man jo ikke, når man begynder!

SE OGSÅ: 3 kvinder afslører: Vejen til min sunde succes

Regnskaber og ridning

Mette Lykke Ravn er vokset op i Ringkøbing i en familie med iværksætterblod i årerne. Hendes far havde en tømmerhandel, der gennem hendes barndom udviklede sig til at blive en lille kæde, og der var både tømmerhandelssnak ved middagsbordet og regnskaber efter spisetid.

– Min far sad med store mapper og en gammeldags regnemaskine, der spyttede lange boner ud på en del hverdagsaftener. Jeg syntes, det var spændende, siger hun.

I den øvrige del af Mettes barndom lugtede der kraftigt af hest. Helt frem til, hun begyndte et studieliv med statskundskab i Århus, var hun dagligt at finde i stalden og i skridtgang rundt omkring på Vestjyllands marker og stier. Hun red konkurrencer og var passioneret omkring sin sport, der betød træning seks til syv dage om ugen.

– Det forpligter, når ens partner er et levende væsen. Ridning er sjovt, det var aldrig en sport, jeg dyrkede, fordi det var rart bagefter. Den passion for motion ville jeg gerne have flere mennesker til at dele. Essensen af Endomondo er jo netop, at motion skal være sjovt.

Det er måske den fine blanding af familieforretningstalent og passion for sport, der får Mette Lykke Ravn til frygtløst at springe ud som iværksætter, da hun sammen med to kolleger i 2008 får en rigtig god ide:

Sammen med Jakob Jønck og Christian Birk vil hun lave en app, der skal motivere sofakartofler til at løbe, cykle og gå, fordi de oplever en glæde ved at konkurrere mod sig selv og andre, se deres resultater og dele deres begejstring på de sociale medier.

Og det tager ikke Mette Lykke Ravn mange sekunder at kvitte et ellers fint konsulentjob hos McKinsey & Company og gå efter drømmen om at gøre sjov motion til en forretning.

– Min kæreste støttede mig heldigvis i at sige op, selv om jeg havde et fast job med en udmærket løn, og min familie var sådan lidt: ”Du kan jo altid få et konsulentjob igen, men lige nu har du en ide og nogle partnere – det skal du udnytte.”

SE OGSÅ: Mød kvinden bag Green Kitchen Stories: "Jeg vil lave sund mad til alle"

Vi dyrker jo kun motion, når det er sjovt

Men én ting er at sige op, lave en forretningsplan og kontakte investorer for at få projektet på skinner. Noget helt andet er at blive ved med at tro på projektet, når man oplever afslag på afslag, og ingen penge tjener i månedsvis.

– Det skal føles rigtigt, og det syntes jeg hele tiden, det gjorde. Jeg troede virkelig på projektet. Men heldigvis ved man jo heller ikke på forhånd, hvor langt der er til gennembruddet. Vi regnede hele tiden med, at det var lige om hjørnet.

Det er afgørende at have en vis fandenivoldskhed med sig. Mette Lykke Ravn betragter ikke afslag som skuffelser. For hende repræsenterer de energi til at kæmpe videre. Og hun ved, at der ikke er noget i vejen med hendes ide, selv om alle andre ikke nødvendigvis kan få øje på dens genialitet.

– Vi vidste, at 80 procent af alle mennesker i den vestlige verden gerne vil røre sig mere. Alle ved, at motion gør os gladere og sundere. Vi får overskud og lever længere. Alligevel får vi det kun gjort, hvis det samtidig er sjovt. Derfor vidste jeg, at vi var på rette kurs.

Iværksættertrioen trækker på alle venner og bekendte, der bliver sat til at teste Endomondo eller til at hjælpe med juridiske spidsfindigheder, tage professionelle billeder eller bare låne en bil ud.

– Det var hele tiden sådan noget med en bror, der kendte en fotograf og en søster, der var jurist. Vi havde mange udfordringer – en af de værste var, at vi i starten ikke havde råd til at betale for en ordentlig teknisk løsning.

Alt handler om Endomondo for Mette Lykke i den periode. Hun siger det nøgternt. Uden fortrydelse overhovedet. Passionen for projektet holder det flydende, så det kan ikke være anderledes, og det ønsker hun heller ikke.

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Mit job kræver, jeg er i topform"

En mandeverden

Der kom ikke noget gennembrud fra den ene dag til den anden, men på et tidspunkt var vi på messe i Barcelona, og der begyndte BlackBerry at interessere sig for os. Sammen med Nokia sad de på mobilmarkedet på det tidspunkt, og der begyndte det at rykke for os.

I Barcelona kommer Mette Lykke Ravn for alvor ud af sin komfortzone. I en messehal fyldt med de nyeste mobiltekniske løsninger, mænd i jakkesæt og en summen af mennesker, der insisterer på at sælge netop deres ide videre.

– De fleste kvinder i den hal var modeller, der var hyret til at stå og dele brochurer ud i stramme nederdele, og det er sådan set fint nok, men det gør noget ved tonen. Jeg blev nødt til at insistere på, at vi fik navneskilte med titel på, så folk tog mig alvorligt.

Det er også i Barcelona, at Mette Lykke Ravn kommer lidt længere frem i skoene, end hun egentlig føler er komfortabelt.

– Vi gik over til BlackBerry for at vise en demo om Endomondo, og der følte jeg mig lidt lille mellem alle de mange mennesker, der gerne ville i kontakt med en partner på en kæmpestand, men den måtte jeg altså æde.

Demoen vækker heldigvis interesse. BlackBerry begynder at markedsføre Endomondo, kort efter kommer Google til, og herefter når Endomondo op på cirka en million brugere. Endomondo har endelig fået vinger, der kan bære, og derfor vil investorerne gerne hente deres gevinst hjem. Mette Lykke Ravn og hendes partnere sælger derfor i 2015 Endomondo til det amerikanske selskab Under Armour for svimlende 575 millioner kroner og forgylder både investorer og medarbejdere i virksomheden. Hun er i dag ny vicepræsident i firmaet.

– Det var selvfølgelig vemodigt at sælge, men Under Armour repræsenterer mange af de samme værdier som Endomondo, og det var vigtigt for mig. Det handler stadig om at få folk til at elske motion og bevægelse.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du går 10.000 skridt?

Jeg arbejder, når min datter sover

Undervejs i forløbet har Mette Lykke Ravn nået at få en rigtig baby ved siden af Endomondo.

I 2011 kommer datteren Maya til verden, og den begivenhed er vigtig at få med i eventyret om den vilde iværksætter, der finder guld for enden af regnbuen.

For man kan ikke både være på årelang barsel, drikke latte i stimer, se alle de nye film i biffen og samtidig tjene millioner på at være iværksætter. Selvfølgelig skal man prioritere.

– Jeg havde svært ved at slippe Endomondo, da jeg skulle føde, men der findes jo aldrig noget rigtig godt tidspunkt at få børn på, så vi gjorde det bare, og siden har det kunnet lade sig gøre, fordi min mand sagde op og gik hjemme det første år.

Mette Lykke Ravn ligger ikke under for nogen kønsstereotype forestillinger om, hvad en god mor er. Hun konstaterer bare stilfærdigt, at hun ikke er særlig vild med at være på barsel i længere tid.

Et nyt lille menneske er vidunderligt, men hun keder sig let, hvis der ikke sker mere, og derfor begyndte hun efter et par måneder at arbejde en dag om ugen, så to og efter fem måneder var hun tilbage på fuldtid.

I dag er hendes arbejdsliv stramt styret efter en plan, hvor hun henter barn klokken 16.00 to dage om ugen. Til gengæld kobles computeren til hver aften klokken 19.30, hvor hendes datter sover, og så arbejder hun igen.

– Det passer med, at jeg kan være på indtil midnat og f.eks. holde møder med vores amerikanske kolleger i deres kontortid. Det fungerer, men der er altså ikke plads til noget socialt i mit liv fra mandag til fredag. Der er kun arbejde og min mand og datter.

Det er ikke noget offer. Det er et spørgsmål om at ville noget og gøre det uden fortrydelse.

SE OGSÅ: OL-svømmer Lotte Friis: "Jeg elsker at vinde"

Mette Lykke Ravn om drivkraft:

Afslapning

Jeg kan godt fantasere om tre uger ved en palmestrand, men jeg ved bare, at efter tre dage bliver jeg rastløs. Det er bare ikke noget for mig at lave ingenting.

Motivation

Anmeldelserne, som vores brugere skriver. Alt fra at de har tabt 40 kilo med Endomondo, og til at de går igen efter en hjerteoperation. Den slags motiverer til at arbejde hårdt.

Penge

Vi lever ikke et helt anderledes liv efter salget af Endomondo. Min mand og jeg har købt et hus, men vi kører rundt i den samme bil, og jeg tager altså også stadig bussen på arbejde. Ledelse

Jeg har ikke behov for et hjørnekontor. Som iværksætter går man ind i et projekt, fordi det er et eventyr. Men nogen skal jo være leder, selv om strukturen er flad, og jeg gør det gerne.

SE OGSÅ: 20 geniale råd, der booster din energi 

SE OGSÅ: Slank hele sommeren: 14 råd, der virker

SE OGSÅ: Bliv en endnu bedre løber: 10 ting, der booster dit løb

FAKTA

NAVN: Mette Lykke Ravn.

ALDER: 34 år.

JOB: Medstifter af motionsappen Endomondo. VP i Under Armour.

PRIVAT: Gift, mor til datter på fire år.