Mettes dagbog 24: ”Pigerne synes, det var mega pinligt, at jeg skulle være uden tøj over for fremmede”

I kalenderen var markeret tid til ultralydscanning, for at undersøge årsag til smerter i lysken, og jeg mærkede hvordan nervøsiteten fyldte uhensigtsmæssigt. Den fredag skulle bare overstås hurtigere end hurtigt. Jeg sparkede dagen i gang med en early-bird i form af stråler kl 07.30. Rullede derefter hjem til pigerne, og vi fik pakket det sidste til vores sejltur, inden turen gik retur til hospitalet for scanning kl 11.

Lettere stresset og med svedperler på overlæben (der dog fortsat var uden skæg til trods for antihormonpillerne) blev bilen pakket – pigerne, tasker, hund og madvarer var krøllet sammen i uskøn forening. Endnu engang måtte jeg sande, at jeg havde været total kalenderoptimist, og stemningen var presset. Jeg svingede forbi min søster for at aflevere pigerne, så de ikke skulle være med som "sidevogn" til scanningen. Havde dog lige glemt at aftale det med min søster, så pigerne syntes det var tæt på kikset, at de kom trippende uanmeldt, men sådan blev det (...sorry girls og søs).

Fik et sug i maven, da jeg stemplede ind på hospitalet, men heldigvis var der ingen ventetid. Læge-fætteren der skulle varetage ultralydscanningen så rar og venlig ud. Han talte roligt og velovervejet, og jeg responderede på bedste vis på hans spørgsmål, inden undersøgelsen startede. Jeg fulgte minutiøst hvert et ansigtstræk hos lægen i håb om at jeg kunne aflæse, hvorvidt der var godt eller skidt nyt i vente. Det føltes som evigheder, og et hurtigt flash af lægen, der tilbage i december (med dybe rynkepander) scannede mit højre bryst, kom forstyrrende ind på min nethinde. Ikke igen, please.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 23: ”Jeg følte mig lille og hjælpeløs under det store monstrum af en maskine, der svævede henover min overkrop.”

Next stop sommerferie

But lucky me. Jeg var tæt på at slå armene om halsen på den lille rolige læge, da han med stor overbevisning konkluderede, at der hverken var kræft eller blodpropper at spotte. Alt så fint ud, og eneste forklaring på lyskensmerterne blev allokeret til mulig overbelastning som følge af løb. Tak for det, noted, og go' weekend.

Lettet og glad fik jeg hentet pigerne, og vi var alle mere end klar til hygge og et pusterum. Godt nok havde sommerferien fået en lidt anden klang, fordi jeg skulle køre til hospitalet hver dag. Jeg syntes, indrømmet, det var lidt svært at finde en 100% oprigtig feriestemning frem, men samtidig havde jeg et brændende ønske om, at mine pigers ferie skulle blive god. Det var nok til, at jeg holdt "snuden i sporet" og fik overbevist mig selv om, at "det hele" nok skulle flaske sig med lidt kreativitet....og solskin, tak.

En uge på vores båd samt en sejlplan centreret omkring havnene i og nær København (således at jeg forholdsvis let kunne transportere mig til hospitalet) blev for en stund vores familiebase. At være væk hjemmefra og tæt med pigerne og min mand var et utrolig befordrende afbræk, og det var god mental massage for os alle.

Jeg havde det lidt stramt med udsigten til de mange strålebehandlinger. Godt nok var jeg nu igennem de første 10 behandlinger, men ophidsende var det godt nok ikke, at der var dobbelt så mange behandlinger i vente. Tror det især var den "daglige reminder," som var mest anstrengende for mig. Tænkte tilbage på de sidste 8 måneders behandlingsforløb med tiltagende frekvens af hospitalsbesøg. Til at starte med var det kemo hver 3. uge, derefter kemo hver uge, og nu stråler hver dag. Jeg gad bare ikke mere, men omvendt var jeg jo dybt taknemmelig over, at der blev gjort så meget for at forebygge, og det fik hurtigt "gider ikke" til at falme og aftage i styrke.

De monotone og trivielle stråle-svipture til og fra hospitalet hver dag fik noget mere kolorit (for mig), når jeg fik selskab undervejs. Jeg elskede de gange, hvor min mand kunne køre med, og at jeg efter behandlingen bare kunne synke ned på forsædet ved siden af ham. Lade ham køre afsted med mig, ud i det blå, uden andet at tage mig til, end at snakke løs om stort og småt, lyst og gråt. Tak søde mand.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 22: ”Det var en kæmpe udfordring for mig at sige til min chef, at jeg faktisk havde brug for et break nu.”

Hilse på Gefion

Det siger sig selv, at strålebehandlingerne fyldte meget i vores hverdag, og jeg valgte derfor at invitere pigerne med, så de kunne "hilse" på det store monstrum til Gefion. Personalet i stråleterapien var utrolig søde og åbne over for pigerne, og gjorde uopfordret en vældig indsats for, at det skulle blive en god oplevelse.

Pigerne fulgte interesseret med undervejs, om end jeg fornemmede, at de var mest interesseret i, om jeg ikke syntes, det var pinligt at være uden tøj på overkroppen over for fremmede. Det havde jeg ikke været i nærheden af at tænke over, og da den yngste supplerede med spørgsmålet om, hvorvidt der også var mænd i "behandler-besætningen" havde jeg meget svært ved ikke at grine over at se hendes udtryk "mega pinligt det da så ville være".

Pigerne tog omgivelserne i onkologisk regi i stiv arm, de kommenterede kækt og med en snert af stolthed (da vi passerede en kvinde uden hår), at det med at se skaldede kvinder var blevet helt naturligt for dem. Jeg lod hånden glide gennem mine små korte nye hår på hovedet og nød pigernes tilgang til situationen. Følte mig bekræftet i at vi "klarede det godt sammen," og det gav styrke.

Mit målebånd, som jeg troligt klippede "en bid af" efter hver stråling, blev kortere og kortere. Der var napset 20 klip og kun 10 tilbage. Trætheden maste sig på og min brystvorte var nu som en overophedet rød lanterne....av altså.....men det hjalp på humøret hver gang, jeg klippede i målebåndet. Meget snart var jeg i mål, og det var stærkt motiverende.