På cykel til Paris: Følg Carolines rejse her

Jeg skruer lige tiden tilbage til foråret 2015. Min veninde får den værst tænkelige besked,  som man kan få som mor, nemlig at hendes datter har kræft. Det sendte en chokbølge gennem venindegruppen. Man føler sig hjælpeløs, og kan ikke gøre andet end at være der for hende på bedste vis.

En aften ringer en anden veninde, Alette, til mig og fortæller, at hun vil gøre noget. Hun har derfor undersøgt muligheden for at blive frivillig og hjælpe børn med kræft. I sin søgen er hun faldet over et link til Team Rynkeby, og nu har hun sendt en ansøgning. Til de af jer, der aldrig har hørt om Team Rynkeby før, er det et cykelløb til Paris, hvor den fornemmeste opgave er at samle penge ind til børnecancerfonden.

Efter vi har talt sammen, klikker jeg ind på Team Rynkebys hjemmeside og læser om turen, og tænker, ja hvorfor ikke ... Før jeg har set mig om, er min ansøgning sendt, selv om jeg hverken er sportsfreak eller har erfaring med at cykle på andet en min havelåge af en cykel fra Bilka.

Der går måneder, og vi hører intet. Vi taler om det engang imellem, men skyder det begge hen. I begyndelsen af september sidste år, får jeg en mail om, at jeg er på bruttolisten. Jeg er helt rundt på gulvet, og ringer straks til Alette. Spørgsmålene vælter ud af mig; Har du også fået en mail? Er du med? Shit skal vi seriøst cykle til Paris?

Alette har heldigvis fået samme mail. Midt september er vi til intromøde, hvor vi kommer med på københavnerholdet. Vi er 55 personer i alle aldre, hver med vores personlige grund for at cykle turen. Teamspirit er mottoet - vi gør det sammen og med træning kommer alle frem.

Få uger efter kommer den store dag, hvor vi skal måles og vejes til vores tøj og cykel. Som sagt er vores fornemmeste opgave at samle penge ind, og det betyder, at vi selv betaler for udstyr, overnatninger på turen og vores cykel. Det viser sig at være en dyr sport ...

Jeg er nybegynder, når det gælder cykling, men tøjet bliver prøvet, og vi bliver målt til vores cykel. Der er mange dele tøj, men én ting har de til fælles, det sidder pænt stramt. Jeg kan ikke lade være med at håbe, at de 5 kilo forsvinder, inden jeg kører i solgult og meget tætsiddende tøj gennem Europa. Jeg er heller ikke forberedt på, at jeg skal prøvekøre min cykel, så klædt i glatte laksko og lille nederdel kører jeg en runde. Der er ingen tvivl om, de søde cykelfyre er mere end underholdt.

På vej hjem køber jeg et par cykelsko og tænker, "så er vi så langt. Paris Here I come"

Følg Carolines rejse til Paris hver uge her på bloggen.