Som 26-årig var Helga en grøntsag: "Jeg håber, de finder trøst i, at døden ikke var forgæves"

Da Helga var 20 år, opdagede lægerne, at hun har en arvelig kronisk sygdom, Marfans syndrom, som kan give problemer med hjertet. Hun blev derfor undersøgt, og det viste sig, at hendes hovedpulsåre var meget forstørret. 

"De gav mig medicin og forbud mod at dyrke sport," husker Helga, som i dag er 44 år.

Ved hendes femårskontrol var Helgas hovedpulsåre så udvidet, at hun var i livsfare, hvis hun ikke blev opereret. Det blev hun i Tyskland, hvor hun boede på det tidspunkt. Men operationen gik galt, og de følgende måneder kæmpede 25-årige Helga med sit helbred. Hun boede i en lejlighed på anden sal med sin mand, men kunne knap komme op i lejligheden, når hun indimellem var udskrevet.

Læs også

Organdonation: "I begyndelsen sov Jasmin med telefonen i hånden"

"Mit hjerte pumpede ikke rigtigt, og selv om jeg var tilknyttet Tysklands førende hjerteklinik, virkede medicinen ikke, og min lever var så hævet af blodansamlinger, fordi hjertet ikke pumpede godt nok, at jeg hele tiden kastede op," husker Helga, som også fik en blodprop i hjernen undervejs og derfor blev yderligere svækket.

Langsommere end mormor

Lavpunktet indtraf, da hun tog hjem til sin mor og mormor i Nordtyskland for at komme til hægterne. 

"Der skulle jeg på et tidspunkt gå en lille tur med min mormor, men jeg kunne ikke gå ret langt og kiggede mig hele tiden om efter et sted at sidde. Min mormor på 86 med to nye knæ kunne løbe fra mig. På det tidspunkt var jeg 26 år," siger Helga.

Da hun kom tilbage til Berlin, nævnte en læge for første gang hjertetransplantation. 

"Jeg tænkte bare ”hvad, er jeg så dårlig?”. På den anden side havde jeg det efterhånden så dårligt, at jeg helst ville være i nærheden af et iltapparat og en klokke til en sygeplejerske hele tiden," siger Helga.

Læs også

De troede, at det var influenza – nu vil mor og søn have dig til at træffe et livsvigtigt valg

På hospitalet gjorde lægerne den genistreg at indlægge Helga ved siden af en anden 26-årig kvinde. Hun var blevet hjertetransplanteret ti år tidligere og lå nu til almindeligt tjek. 

"Hun var færdig med sin uddannelse, gik til fitness og havde job og venner, der hele tiden kom på besøg," husker Helga. 

"Jeg var en 80-årig, en grøntsag. Så jeg tænkte, at jeg hellere ville have ti år som hende end 50 af de år, jeg havde nu. På det tidspunkt var jeg så dårlig, at lægerne var bange for, at jeg ikke havde langt igen."

Træk vejret!

Helga kom ind i et to ugers testforløb, og allerede tre dage efter forløbet kom en overraskelse: et match. Helga var på den akutliste, som betyder, at man ikke kan klare sig uden for et hospital, og at lægerne regner med, at man ikke har mere end tre måneder tilbage.

På dagen for transplantationen blev Helga desinficeret og lagt i et sterilt rum. Hun fik pen og papir med sig, og mens hun ventede på nyt om sit hjerte, skrev hun breve til sine nærmeste.

"For hvad nu hvis jeg ikke vågnede igen? Jeg skrev til dem, at jeg havde haft et fantastisk liv. Selvfølgelig ville jeg gerne leve længere, men jeg var glad for det, jeg allerede havde opnået."

Læs også

Bibbi har doneret en nyre til sin mand: "Det sætter det i perspektiv; hvad er det vigtige i livet?"

Operationen gik godt, men alligevel kom Helga i respirator bagefter.

"Jeg har aldrig fundet ud af, om det var et mareridt eller virkelighed, men jeg vågnede ved, at en mandlig sygeplejerske sagde: ”Træk nu vejret selv, for fanden!” Jeg var så irriteret over det, men det virkede," siger Helga, som også kunne mærke sin mands håndtryk. 

"Vi har sådan en hilsen, hvor vi trykker i hinandens hænder som et ”jeg elsker dig”. Det kunne jeg mærke."

Døden var ikke forgæves

I dag tænker Helga sjældent over, at hendes hjerte ikke er det samme, som hun er født med. Og hun ved ikke, hvor det kommer fra. 

"Jeg tror, donoren døde på en dum og unødvendig måde, måske en hjerneblødning," siger hun. 

"Når man får en hjertetransplantation, bliver der taget højde for alder, vægt og højde, og fordi jeg er ret høj, kan hjertet stamme fra både en mand og en kvinde. Jeg håber bare, de pårørende har fundet trøst i, at vedkommendes død ikke var forgæves."

Helga tager meget medicin og passer godt på sig selv, for så kan hjertet faktisk holde livet ud. 

"Jeg er matematiker og meget rationel. For mig var det en maskine, som var gået i stykker og skulle erstattes. Men det var en maskine, der havde enorm indflydelse på mit liv i en periode."