2 måneder uden sukker: Se resultatet

Kender du Agnes Cupcakes? Hvis ikke, har du sikkert en anden svaghed. Agnes-kager er mit svage punkt. Bløde, cremede og smækfyldte med sukker. Men efter at jeg stod der i Agnes Cupcakes-butikken og ikke kunne vælge og derfor købte tre store cupcakes, selv om vi kun var to, og endte med at spise den ene, inden min veninde kom, tog jeg en beslutning: No more sugar! Ikke flere aftener i selskab med en hel bakke flødeboller eller for 57 kr. blandet slik. Og det er ikke en gang, fordi jeg trøstespiser. Jeg har bare en sød tand.

Men nu skal det være slut. Det skal være mig, der bestemmer og ikke sukkeret. Derfor må jeg tage en kold tyrker: To måneder uden sukker. To HELE måneder uden slik, kage, sodavand, chips, hvidt brød, is eller chokolade. Der er skjult sukker i f.eks. pålæg, knækbrød og rugbrød, men hvis livet skal give bare en smule mening de næste par måneder, må jeg give mig selv lov at beholde det.

Læs også: Se hvad der sker, når to kvinder bytter kost

Målet med udfordringen er ikke, at jeg skal smide en masse kilo (men det er da en kærkommen sidegevinst), det er mere eksperimentet, der tiltrækker mig. For det første: Kan jeg overhovedet gøre det? For det andet: Hvad sker der med min krop, når jeg i efterårets kolde og deprimerende måneder fratager mig selv det lille, hvide kick? Og så er jeg også nysgerrig efter, hvordan det kommer til at påvirke min sociale eksistens. Bliver jeg en spedalsk, som min sukker-afhængige omgangskreds tager afstand fra? Skal jeg sidde aften efter aften og se på andre, der uhm'er, mens de hælder søde sager indenbords? Eller kan jeg løbe lige igennem og få hængt en guldmedalje om halsen på den anden side? Er det sidste tilfældet, må det gerne være en af dem, hvor guldet er lavet af papir og indholdet er chokolade!

Uge 1 (58,2 kg... jeg er 160 cm høj)

Den første uge er gået, og jeg ville have en fed, sort streg i panden, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg har som den gode journalist lavet lidt research på, hvad jeg kan forvente af bivirkninger, og tre dage inde i den første uge blev jeg som advaret ramt af en enerverende hovedpine. Hvis man spørger min kæreste, har jeg nok også haft en humørsvingning eller to.

Træt? Ja, der kan jeg vist også sætte et flueben. Og så har jeg selvfølgelig ligget under for en konstant sukkertrang. Men jeg har holdt mig på måtten. Trods biftur hvor forplejningen blev vand og popcorn. Lørdag stod på indflytterfest med så store mængder af slik og chips, at det næsten var pinligt for værten. Jeg modstod lysten til at grave dybt i skålene og nøjedes med modeldrinken: Sprite Zero og vodka.

Uge 2 (57,4 kg)

Alle mine sanser er udviklede til totale sukker-radarer. Jeg har aldrig tidligere bidt mærke i det, når jeg cyklede forbi en bager. Nu kan jeg dufte kagerne på en halv kilometers afstand. Og jeg har fundet ud af, at der er fem bagerier på vejen til mit arbejde. Men hverdagene er faktisk nemme at komme igennem uden mit sukker-kick. Det er først til sociale arrangementer, at jeg støder på besværligheder.

Som da jeg besøger en god veninde, der serverer lækre hjemmebagte boller og skøn marmelade, som jeg må takke nej til. Eller da en kollega kommer viftende med en bagerpose fuld af lækre tærter, og jeg slukøret må se på, mens de andre guffer i sig. Jeg er lidt stolt af mig selv, men samtidig en smule rystet over, hvor uforstående andre er over for mit valg. De sidste 14 dage har krævet en del retfærdiggørelser og forklaringer. Og efterlader lidt at tænke over. Hvorfor har vi så travlt med at blande os i, hvad andre gør, og hvordan andre vælger at leve deres liv? Jeg er ingen helgen. Jeg har også selv en irriterende svaghed for at have en mening om alting og alle andre – særligt dem, som træffer nogle besynderlige valg. Ligesom jeg gør nu.

Uge 3 (57,2 kg)

Et kg lettere. Er det virkelig alt?! Jeg er stadig træt, lidt sur og min hud er ikke blevet pænere. Og jeg orker ikke flere misbilligende blikke og spørgsmål som: Hvorfor gør du det? Du behøver da ikke tabe dig.

Det kan godt være, men det er udfordringen i det, som er sjov. Eller måske ikke længere. Jeg har vist ramt et lavpunkt efter en større tøsekomsammen med brownies, som frembragte det ene mmn, og „må jeg få opskriften" efter det andet. Serveret med is og frugt. Og frugten var da meget god... Men man bliver altså på en måde udstødt af flokken, når man ikke kan tage del i det basale fællesskab. Det er ganske ufrivilligt fra flokkens side, men mad og søde sager er virkeligt ofte omdrejningspunktet, når vi skal være sociale – i hvert fald i min omgangskreds. Jeg har ikke skænket det mange tanker før, men det er ganske få invitationer, der rammer min kalender, som ikke er inklusiv en eller anden form for føde.

Læs også: Jeg var besat af sundhed

Uge 4 og 5 (56, 9 kg)

Første store succesoplevelse! Sad ved et mødebord fuld af slik i fire stive timer uden så meget som at lugte til en chokoladeknap. Det underlige var, at jeg faktisk slet ikke havde lyst til slikket – meget uvant situation for mig. Normalt ville skålen have mit fokus under store dele af mødet. Og nogle gange ville jeg tælle minutterne imellem, at jeg kunne tillade mig at tage et stykke mere. Det er faktisk en svær disciplin, men vigtig hvis man ikke vil forarge nogen.

Senere på ugen opdagede jeg, at mit eksperiment kan inspirere – eller i hvert fald give dårlig samvittighed. I hvert fald valgte en trofast kage-makker at droppe desserten sammen med mig efter en middag med ordene: „Hvis du ikke behøver det, så gør jeg heller ikke." Det lyder som noget, jeg selv kunne have sagt, hvorefter jeg liiige ville svinge forbi kiosken på vej hjem.

Uge 6 og 7 (56,5 kg)

Så røg jeg i. Først faldt jeg for den enerverende craving, jeg har haft de sidste uger efter en hotdog. En af de rigtig grimme. Det betyder lyst brød og sukker i både remoulade og ketchup. Det er ikke noget, jeg tørster efter normalt, men det er, som om min krop leder efter substitutter. Forbud avler nye lyster. Derefter faldt jeg for lakridser uden sukker. Egentlig er det ikke at snyde, men eksperimentet går jo på to måneder uden slik. Og jeg er virkelig træt af vindruer, rosiner og mandler, som jeg ellers har kørt ind med fast hånd om aftenen. Har på den måde fået en ny dårlig (og sundere) vane.

Men det irriterer mig, at jeg ikke bare kan lade være med at spise. At det skal være en indre kamp, hvor jeg skal diskutere med mig selv, om det virkelig er nødvendigt at spise de søde ting. På den måde handler det i høj grad om selvdisciplin og kontrol. At jeg gerne vil være en af de der kontrollerede kvinder, der dyrker motion hver dag og ikke spiser noget usundt. Men sådan en kvinde er jeg bare ikke, og det er lidt af en kamel at sluge.

Uge 8 (56,1 kg)

Jeg er i mål!! Jeg har faktisk udsat mig selv for en ekstra prøvelse. For tre uger siden købte jeg en plade yndlingschokolade og gemte den i et køkkenskab. Her har den ligget og grint af mig, hver gang jeg skulle bruge havregryn eller andet fra skabet. Men jeg grinede igen og lod den ligge. Nu må jeg spise den – og jeg har ikke engang lyst! Hvis jeg skal gøre kort status over resultatet af mit eksperiment, så er der røget et par kilo, men ellers har jeg ikke mærket nogen fysiske forandringer. Jeg har hørt om andre, der har fået pænere hår, negle og hud efter at have droppet sukkeret, men der oplever jeg ingen forskel. Jeg har ikke fået mere energi – tværtimod har jeg nærmest været mere træt.

Men på den positive side har jeg fået mere lyst til at være sund og løbe ekstra mange og lange ture. I det hele taget tror jeg, at et fuldstændigt forbud i en tidsbegrænset periode giver større gevinst end en slankekur for mig. Det er nemmere at overskue og giver appetit på en livsstilsændring. Så er det bare spændende, om og hvornår jeg falder tilbage i de gamle, dårlige vaner, og om jeg nogensinde lærer at mestre den svære disciplin at sige nej tak til kage.