”Er det urealistisk at være i en kærlighedsrelation uden sex?”
Et par i fyrrerne har været i en kærlighedrelation i seks år, men aldrig haft sex med hinanden. Nu spørger de sexolog Ditte Winkel, om det er holdbart på den lange bane. Læs hendes svar her.
Spørgsmål: Vi er et par, der har været sammen de sidste seks år og boet sammen i de sidste fem. Vi er begge i fyrrerne, og vi har den vildeste åndelige forbindelse med hinanden. Men vi har aldrig dyrket sex. Han er stadig jomfru, og jeg har tidligere haft seksuelle partnere, men aldrig nydt det, så jeg har ikke haft travlt med at starte et sexliv op, og han har været for genert og uerfaren til at tage initiativ. Vi taler om ALT, undtagen sex, men i min optik tror jeg, at vi er lykkelige med tingenes tilstand. Men er det urealistisk at være i en kærlighedsrelation uden sex på den lange bane?
Svar: Der findes lige så mange måder at leve i en parrelation på, som der findes par. Og det der måtte være det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. I skal finde jeres egen vej gennem kærlighed, som kun du og din partner kan opdage med hinanden. Så selvfølgelig kan I have et lykkeligt og et åndeligt stærkt parforhold uden sex, hvis det er det, I bliver enige om. På nuværende tidspunkt lyder det dog ikke for mig som om, at jeres levemåde er et resultat af aktiv stillingtagen, men derimod et resultat af ubevidste overlevelsesstrategier. I ved, hvad I har, men ikke hvad I kan få, og af nervøsitet for at rokke til en potentiel ustabil båd, siger ingen af jer noget. Ugerne, månederne og årene har taget hinanden, og nu har I fået opbygget en hverdag uden erotik, som I muligvis begge trives i.
Dog er det spekulationer, da emnet ikke bliver italesat. Og det tænker jeg er uhensigtsmæssigt, omend det giver virkelig god mening med det, som I hver især har med i fortidens rygsæk. I er nødt til at tage hul på dette samtaleemne og hellere før end siden. Desuden vil jeg sige, at én samtale ikke kommer til at udfolde alle tanker og følelser, som I måtte have, så der skal være en samarbejdsvilje og realisme i, at dette kan tage månedsvis, hvis ikke årevis at komme omkring, alt efter hvor trygt og kærligt I formår at fascillitere disse samtaler. Dette siger jeg, eftersom I ikke har et fælles sprog om seksualiet, og det kræver tid og tillid at få det opbygget, før vi mennesker kan mærke, hvad der er muligt at udtrykke i hinandens påhør. Så det er muligvis dér, I skal starte.
Ikke med at tale om sex, men mere at tale om, hvorfor I ikke taler om sex. Hvorfor føles emnet farligt? Hvad er jeres erfaringer med at tale højt om sex? Hvem har jeres rollemodeller været i forhold til dette emne, og hvordan løftede de (eller mangel på samme) den opgave? Altså start udefra og arbejd jer ind. For mange par kan dette føles uoverskueligt, og så kan jeg kun råde jer til at tage fat i en parterapeut til at hjælpe jer med opgaven. Men samtalen starter med et engagement fra begges side om, at der skal tages hul på emnet, og at begge kan se formålet hermed. Det kan være, at I er mere enige, end I regner med. Men det kan også være, at I er hele mennesker, der lever halve liv, og den afklaring kommer I aldrig til, hvis ikke I går videre frem i jeres parrelation med åbne øjne.
