De troede, at det var influenza – nu vil mor og søn have dig til at træffe et livsvigtigt valg
For Pia var det en selvfølge at afgive en nyre, da hendes søn Sebastian helt uventet blev dårlig og fik brug for den. Både mor og søn har fået et nyt syn på vigtige ting i livet efter at have været ude på kanten af det. Og nu gør Pia en indsats for at gøre en forskel for flere.
Pia kommer os glad i møde uden for huset i Frederikssund. Hun ligner det, hun er. En taknemlig mor, der har reddet sin søns liv. Hun er helt frisk igen efter at have doneret sin ene nyre. Jeg er "good to go", siger hun og stråler.
Flere gange har 45-årige Pia Nygaard været tæt på der, hvor et nyt organ betyder alt for andre. For 22 år siden døde hendes 18-årige fætter efter en ulykke, og hans organer gav nyt liv til flere personer. Sidste år kom det tættere på, da det blev afgørende for hendes 18-årige søn at få en ny nyre.
"Jeg tænkte ikke over det et sekund – det var en selvfølge for mig at ville give en nyre til Sebastian," siger hun.
I sommeren 2021 var det kommet som et chok, at Sebastian overhovedet fejlede noget. Han og hans tre søskende plejede aldrig at være syge, og Sebastian spillede håndbold på eliteplan og var lige kommet hjem fra sportsefterskole, hvor han havde fået en sød kæreste.
Han fik trykken for ørerne og følte, der løb noget på hans lunger. I begyndelsen prøvede de med coronatest og tænkte, det nok var influenza. Men Sebastian fik det værre. En sommeraften i august befandt søn og mor sig i en ambulance i høj fart på vej mod Rigshospitalet.
""Du er godt klar over, det er alvorligt", sagde ambulanceføreren til mig. Vi kørte så stærkt, at jeg lukkede øjnene i de store kryds inde i København. Imens sad fem læger og reddere hos Sebastian bag i ambulancen," fortæller Pia om den aften, der var hendes hidtil værste mareridt.
En overraskelse
Det viste sig, at Sebastian var tæt på at få nyresvigt og lungesvigt, og at han har en autoimmun sygdom, der hedder Wegeners granulomatose angiitis. Sygdommen rammer cirka 50 danskere om året og sædvanligvis ikke unge.
"Det var ikke særlig rart at finde ud af. Men jeg havde godt kunnet mærke, at der var noget, for mit velbefindende var virkelig dårligt," siger Sebastian.
Efter seks lange uger på sygehuset kom han hjem med en antagelig nyrefunktion. Men et lille halvt år senere fik han det dårligt igen. På grund af højt blodtryk var synet nu i fare, og det blev klart, at han skulle i dialyse og havde brug for en ny nyre. Pia, hendes mor, Sebastians onkel og Sebastians kærestes mor meldte sig som donorer.
"Vi syntes, det var utrolig stort, at hans kærestes mor også tilbød sig som donor," siger Pia.
Det var en god dag, da det viste sig, at Sebastian kunne bruge sin mors ene nyre.
Annonse
"Da følte vi: "Yes! – der er en løsning!""
"Lettelsen over, at vi var nået dertil, var ubeskrivelig, og nu gjaldt det bare om at komme videre og få det gjort," husker Pia.
Da Sebastians sygdom kom i ro, var han klar til operation. 17. november blev mor og søn kørt ind på hver sin operationsstue. For Pia var det et særligt øjeblik, da hun lå på operationsgangen og ventede på at komme ind, og en portør kom trillende forbi med Sebastian. Portøren stoppede, og Sebastian og hun gav hinanden et kram, før Sebastian blev kørt videre.
Annonse
Et vendepunkt
På opvågningen bagefter faldt Pia til ro i, at Sebastian igen blev kørt hen ved siden af hende, så hun kunne se ham:
"Det var virkelig godt, da jeg vidste, han var der. Allerede samme aften kunne lægerne sige, at der var gode tegn."
"Efter et par dage sagde de, at det var gået exceptionelt godt," fortæller Sebastian.
Undervejs har hele familien været påvirket. De har krammet lidt mere, end de plejer, siger Pia. Og noget har også forandret sig for dem.
"Det her har nok bare formet hele familien på en lidt anden måde," oplever Pia.
Mens Sebastian var indlagt, måtte kun hun og hans far og deres kærester besøge ham. Pia tog en masse billeder, så hans yngre søskende, Alexander, Isabell og William, kunne følge med.
"Det var rigtig dejligt at se Sebastians ansigt, når man ikke havde set ham i lang tid," som 11-årige William siger.
Både sønner og mor glæder sig over, hvor tingene er nu. For Sebastian er fremtiden kommet tilbage, hans helbred bedres, og gymnasielivet er startet forfra og går videre. Pia bruger tid på at hjælpe andre i samme situation. Og så har Pia og Sebastian fået et nyt syn på vigtige ting.
"Da jeg var syg, gik det ikke rigtig op for mig, at det var farligt. Jeg tænkte mest på at blive rask og komme ud. Det var først senere, at jeg forstod, at jeg har været rigtig heldig. I dag har jeg fået det anderledes med nogle ting – jeg sætter lidt mere pris på tingene. Man kan lige så godt se på de positive ting ved det," synes Sebastian.
"Det er lidt, ligesom Sebastian siger: Jeg har også fået et andet syn på, hvad der er vigtigt," siger Pia.
Annonse
"Jeg kan godt glæde mig over, når solen skinner, men jeg lader mig ikke længere gå på af, at det er regnvejr. Og jeg sætter mere pris på rod på børnenes værelser efter Sebastians sygdom, fordi det betyder, at de er hjemme. Der var så tomt på hans værelse, da han var indlagt."
På sygehuset så Sebastian en masse madprogrammer, og de inspirerede ham. Nogle dage er han nu den, der laver aftensmad.
På facebook har Pia delt deres historie, og hun holder nu også foredrag. I hendes skrædderbutik har flere kunder sagt, at historien har flyttet dem og fået dem til at tage stilling til organdonation.
"Så bliver jeg rigtig glad, også uanset hvad de har valgt."
I familien har de tidligere haft emnet på tale omkring spisebordet. Da Sebastians lillebror Alexander var syv år, sagde han til sin mor: "Hvis ikke jeg kunne få dig tilbage, så synes jeg, der er nogle andre børn, der skal have deres mor tilbage."
"Da tænkte jeg at okay; så synes jeg for mit vedkommende ikke, det kan siges mere rigtigt."
