Sådan slipper du sukkeret

Sådan slipper du sukkeret

1. Beslut dig for at leve efter en 5+2-ordning, altså en plan, hvor du undgår sukker og søde sager i hverdagene, men til gengæld giver plads til det i weekenderne.

2. Start med at sætte som mål, at du kører 5+2-ordningen i tre uger. Du vil lynhurtigt opdage, hvor dejligt det er ikke at være "nødt til" at have sukker hver dag, og du vil blive overrasket over, hvor hurtigt det går at vænne din krop af med at få alt for meget sukker. Efter de tre uger er det slet ikke svært at holde den gode stil.

3. Spis mellemmåltider! For at klare dig igennem hverdagene uden sukker-cravings, skal du huske at holde blodsukkeret stabilt, for hvis det falder, vil du få trangen til at kaste dig over en Mars-bar/chokoladekage/vingummibamser. Spis derfor hver 2.-3. time, og husk, at et stykke frugt ikke er nok, du skal have en god sammensætning, f.eks. et stykke frugt og et stykke knækbrød, et stykke frugt og nogle havregryn eller A38. Det mætter mere og holder blodsukkeret på et niveau, der holder den voldsomme trang til det søde væk.

4. Undgå tilgængeligheden. Det vil sige: Lad være med at have lidt sødt liggende i skabene "just in case". Køb ind til det, du har besluttet dig for i weekenderne, og smid så resten ud, hvis der er noget tilbage. Når det søde ikke er tilgængeligt, er det meget lettere at holde dig fra det.

5. Husk alle måltider. Sult er en fjende mod den sunde livsstil, for hvis du går sukkerkold, er det svært ikke at gribe efter slikket.

6. Nyd det sukker, du spiser. Hvis du spiser bevidst og nøje udvalgt sukker, giver det ikke den dårlige samvittighed, som det ofte gør, når du bare kører ned uden egentlig at være til stede eller smage ordentligt på det, du spiser. Brug dine sanser meget mere og nyd, når du treater dig selv.

Test dig selv: Spiser du for meget sukker?

Læs også: Er du (også) en sucker for sukker?

Vibeke Lund har skrevet bogen "Sukkersheriffen – få styr på familiens sukkervaner".

I dette galleri har vi samlet hendes 6 simple råd, der gør det meget nemmere at skære ned på sukkerindtaget.