Sandi fik en depression: „Jeg har trænet mig ud af mørket„

En sen vintereftermiddag løber Sandi Enkeshafi en tur. Sneen sjapper om hendes løbesko, og hun er glad for at have husket både handsker og pandebånd, for vinden står lige ind i ansigtet på hende, da hun sætter kurs mod Toftegårds Plads i Valby. Det er ved at blive mørkt, gadelysene er allerede tændt, og langt inde i Sandi får løbeturen også langsomt tændt et lille usikkert lys. Hun har været deprimeret i lang tid, men løbeturen får hende til at føle sig så dejligt i live.

– Jeg kunne pludselig mærke min krop. Jeg hev efter vejret, fik våde fødder. Det stak i mine kinder. Der skete en masse ting under den løbetur. På en eller anden måde fandt jeg tilbage til mit gamle jeg.

Det er svært at sige præcis, hvad der fik Sandi Enkeshafi op af sofaen, ned i løbeskoene og ud på små fem kilometer den eftermiddag. Hun ved det ikke, for der er ikke altid noget logisk ved en depression. For Sandi har hendes mørke perioder altid været forbundet med meningsløshed, tilfældighed, uretfærdighed og uoverkommelighed.

– Bare det at skulle sende en sms til en veninde kunne være en uoverstigelig opgave for mig. Jeg havde ikke lyst til andet end at sove. For mig var depressionen en ubeskrivelig smerte, hvor alt var ligegyldigt.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du er ked af det?

STRESS & DEPRESSION

Sandi Enkeshafi bliver syg første gang i 2007. Hun er på det tidspunkt butikschef i en lingeributik i Lyngby. Da finanskrisen rammer, kæmper hun for at holde butikken flydende. Mange timer om ugen på benene uden pauser. Indtil hendes krop siger stop.

– Min energi var i bund. Jeg havde ondt i maven og lå helt drænet på sofaen uden at orke min kæreste eller min familie overhovedet.

Efter en langvarig sygemelding med stress stiller lægen diagnosen depression og udskriver antidepressiv medicin. De følgende tre år prøver Sandi forskellige former for medicin. Depression er en kompleks tilstand, der kan antage mange former og grader. En medicin, der virker fremragende på én person, kan føles forfærdelig for en anden. Derfor kræver sygdommen ofte, at patienterne prøver af, hvilken pille der bedst hjælper dem. Men Sandi finder aldrig rigtig sin egen lykkepille.

– Jeg følte, at jeg konstant var inde i en boble. Jeg kunne ikke mærke noget og blev så underligt ligeglad. Det er helt sikkert rigtigt for nogen at tage medicin, men det fungerede ikke for mig.

Efter tre års rutsjetur beslutter Sandi Enkeshafi at trappe ud af medicinen. Og i starten oplever hun et fornyet livsmod og en energi, hun ikke har haft længe. Hun tilmelder sig en uddannelse, flytter til en ny lejlighed og er fast besluttet på, at nu skal hendes liv rulle mere op end ned. Men så let går det desværre ikke. Måske tager hun for hårdt fat for hurtigt? Måske er vinteren usædvanlig lang? Måske har hun mistet for mange veninder, mens hun var syg og ikke orkede socialt samvær? I hvert fald dukker de sorte huller op igen. Uforudsigelige og skræmmende.

– Jeg kunne have det så skidt, at jeg ikke turde gå ud og handle. Jeg følte, at alle kiggede på mig. Jeg græd meget. Sov hele tiden. Trak mig væk fra min kæreste. Ofte havde jeg lyst til at give op. Befri mig selv og alle omkring mig for smerten. Men det kunne jeg jo ikke.

SE OGSÅ: 10 tegn på, at din krop er stresset

Hun smiler og tager en slurk te. Ligner en helt almindelig ung og køn kvinde på 28 år. Hun er i løbetøj, fordi hun lige har trænet. Har tonede arme, smukke øjne og langt mørkt hår. Det passer ikke ind i billedet, at hun taler om selvmordstanker og håbløshed. Hun vil helst ikke gøre nogen utilpas, siger hun stille, men hun er nødt til at fortælle, hvordan det er, for ellers bliver depression ved med at være et tabu.

FRI PÅ RULLESKØJTER

For Sandi Enkeshafi viser motion sig at blive en vej ud af mørket. For da hun på en eller anden måde kommer af sted på den første løbetur i Valby, mærker hun, at hendes krop kan give hende noget andet end tung smerte. Der er en lethed i hovedet efter turen, som minder hende om, at hun engang har været en aktiv lille pige.

– Som barn var jeg kunstskøjteløber på konkurrenceniveau. Jeg stoppede efter en skade, men jeg savnede farten over isen, musikken og det sociale samvær i klubben.

Hendes krop husker følelsen af at flyve af sted i høj fart. Af frihed, luft og kulde. En snert af den følelse fornemmer Sandi på løbeturen, og hun beslutter sig for at skøjte igen. Denne gang prøver hun speedskating og bliver medlem af en rulleskøjteklub på Amager. Klubben har ture i hele København og konkurrencer. Sandi føler sig fri, når hun ruller. Hun melder sig til bestyrelsen i klubben og føler, at hun ikke er ligegyldig.

SE OGSÅ: Fokus på positiv psykologi: Kan du tænke dig glad?

Hunden Basse tvinger hende heldigvis også ud på spadsereture hver dag, og gennem intens terapi får Sandi langsomt forståelsen af, at motion, sund mad, faste strukturer og masser af terapi kan hjælpe hende til at få det bedre. Uden medicin.

– Det giver mig ikke hver gang en lykkerus at dyrke motion, men det giver mig altid struktur i hverdagen, og det er meget vigtigt. I starten skal man give sig selv et lille klap på skulderen, også selv om man kun går en lille tur – det er jo bedre end ingenting.

Hun øver sig stadig på selvros, for det falder hende ikke naturligt, siger hun. Hun vil helst løbe langt og stærkt, gerne sammen med andre – men ikke hvis de løber for hurtigt, for så giver hun lynhurtigt op og føler sig utilstrækkelig.

– Jeg deltog i en ironman-konkurrence i sommer, og jeg var lige ved at gennemføre. Jeg trak mig først ud 18 kilometer før mål med en ankelskade, men jeg kom jo rigtig langt. Så gælder det om at glæde sig over det i stedet for at tænke, at jeg klarede det dårligt.

SUNDHED FREM FOR PILLER

Rundt omkring i Sandi Enkeshafis lejlighed hænger skemaer, som husker hende på, at hun skal undgå søde sager og chips, men til gengæld sørge for at få fisk og omega-3-fedtsyrer nok. For usund mad gør hende uoplagt, oppustet og træt.

For ikke at gå i sukkerfælden har hun en detaljeret madplan for hele ugen og forsøger at lave sunde retter til fryseren, så hun har et lager til dage, hvor hun har mindre energi. Det hjælper hende at være forberedt.

– Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg har det i morgen, men jeg kan gøre mit bedste for at forebygge mørke perioder. Hun føler i dag, at hun er kommet et langt stykke. Fra første svære depression til nu, hvor hun i fem år har klaret sig uden medicin.

– Jeg passer på mig selv. Jeg kan ikke undvære motion, det er lige så vigtigt som mad for mig. Det kan være svært at forstå, men man forstår ikke helt depression, hvis man ikke selv har mærket smerten.

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Jeg trænede mig tilbage til livet"

SE OGSÅ: 5 gode grund til at træne ude