Sarah Grünewald: "Alt hvad jeg lavede, tyngede mig"
Da skuespiller Sarah Grünewald blev mor til lille Luis, blev hun også markant mere træt. Det betød et farvel til træningen og goddag til dage uden energi. Da hun var allermest i underskud, meldte hun sig til boksning, og det fik hende tilbage til sit gamle jeg.
For et halvt år siden var Sarah Grünewald træt. Som i rigtig træt. Efter hun i marts 2016 blev mor til sønnen Luis manglede hun overskud, søvn og styrke i kroppen. Da hun en dag faldt over et billede af en pige, der efter 10 boksetimer var markant mere trænet end før, tog hun selv handskerne på. Sammen med sin boksetræner Timmy satte hun fire ugentlige krydser i kalenderen og fyldte dem ud med 40 minutters funktionel træning efterfulgt af 20 minutters boksning. I dag føler hun sig som Sarah igen. Hende der er glad, energisk og i god form.
“Det var så svært at komme i gang, fordi jeg tænkte, at jeg var for træt til at træne, så jeg måtte motivere mig selv med den kliché, at jeg ville få energi af det. De første 14 dage var frygtelige, og jeg kunne mærke, at jeg hverken fik mere energi eller overskud. Det blev bare meget værre. Men pludselig vendte det. Når jeg havde trænet om morgenen, fik jeg ordnet en masse ting i løbet af dagen i et andet tempo, end jeg var vant til. Jeg er blevet stærkere, og jeg bærer mig selv meget bedre end før. Jeg sidder ikke slasket på en stol længere, og jeg kan mærke, at jeg bliver mindre træt, når jeg står op på arbejde,” fortæller hun.
I jobbet som vært på Vild med dans står hun på dansegulvet i flere timer hver fredag aften. Hun er altid iført smukke rober, og den nyfundne træningsrutine har ikke kun betydet noget for hendes styrke, men også for hendes figur.
“Jeg har altid været meget slank af natur, men efter jeg havde født var jeg kommet ud af form – også visuelt. Jeg var stadig slank, men jeg var ikke tonet. Min stylist kunne pludselig se en betydelig forandring på min krop i takt med, at jeg fik flere og flere træningstimer i bogen. Ikke kun fordi jeg havde slanket mig, men fordi jeg havde fået mere muskelmasse, og at mine arme var blevet synligt tonet.”
Hyggeligt at lege
Det var rollen som mor, der fik Sarahs krop til at stå fysisk stille, men det er også den, der nu holder hende i gang. Hun ved, at der bliver mindre overskud til at bære på Luis eller lege vilde lege med ham, hvis ikke hun er i den ønskede form.
“Jeg fik ondt i ryggen og armene og havde konstante muskel- og nakkespændinger af at gå og bære på Luis, fordi jeg ikke var særlig stærk. Alt hvad jeg skulle lave, tyngede mig. Når jeg skulle handle eller lege, tog det på mine kræfter, så jeg forbandt det ikke med noget rart. Nu er det blevet hyggeligt at gå på legepladsen, fordi overskuddet er kommet tilbage, og jeg går ikke og tænker på, at det ville være dejligt at komme hjem og få en lur. Det med pludselig at have kræfter til at være til stede og have det godt i min krop – dét er en kæmpe succesoplevelse.”
Sarah får løbende målt sin fedtprocent og muskelmasse, så hun hele tiden ved, hvor effektiv træningen er.
“Jeg er ikke et særlig tålmodigt menneske, så min træning skal give afkast på kort tid, og det skal være nemt at holde ved lige. Når jeg kan se en forskel, holder jeg ved, og jeg kommer aldrig til at gøre andet end at bokse, fordi det er en sport, hvor jeg hele tiden kan udvikle mig. Jeg kan slet ikke undvære træningen nu, og det er nyt for mig at have det sådan. Jeg har aldrig følt mig godt tilpas i et fitnesscenter, men altid haft fornemmelsen af at være hende den åndssvage ovre i hjørnet, som ikke kunne finde ud af det. Mit eget selvværd er blevet så meget bedre sammenlignet med, hvor jeg var for et år siden. Jeg er stolt af endelig at få gjort noget, og jeg er stolt af, at jeg passer på min krop. Jeg ser ikke mig selv som en træningsperson, men jeg går op i min træning for at blive en bedre mor og en bedre udgave af mig selv. Jeg har ikke et behov for at rende rundt med et stort skilt, hvor der står, at jeg træner, men jeg har et behov for, at folk omkring mig kan mærke, at jeg er glad og til stede.”