Ida Krak guider til en sund livsstil

Slank med Ida Krak: Bliv gode venner med din krop

Ida Krak er personlig træner og ernæringsekpert. Hun tror ikke på, der findes én løsning for alle mennesker, men overordnet vil de fleste gavne af at spise efter nogle overordnede principper, som skaber ballance og velvære i krop, sind og hormoner. Her fortæller hun om hendes tilgang til kost og motion og vigtigheden af at sundt legeme, når vi jagter en lykkelig tilværelse.

Hvad går din kur ud på?

- Jeg arbejder ikke med kure, men kost og livsstilsændringer hos den enkelte. Gamle vaner og mønstre kan være svære at ændre, men afgørende for at nå sine mål – store som små.

- Jeg arbejder individuelt med mine kunder og tilpasser, så det kan fungere for den enkelte. Jeg har forskellige hovedskabeloner, jeg går ud fra og som passer til rigtigt mange. Det helt unikke ved mine principper er, at jeg bruger den enkeltes håndstørrelse/knytnæve som målestok. Den passer jo til den krop, den sidder på. På træningsdage, hvor pulsen kommer godt op, lægges en knytnæve til både frokost og aften. Kort sagt, skal du spise som en dronning til morgen, en prinsesse til frokost og en fattiglus til aften – om eftermiddagen indtager du også et lille mellemmåltid. Fordelingen på din tallerken skal være som følger:

Dronningemorgenmad:

1 knytnæve protein (af animalsk karakter eller sagt på en anden måde: alt der har haft en puls).

3 knytnæver frugt/grønt (primært grønt)/linser/kerner/frø.

Prinsessefrokost:

1 knytnæve Protein (af animalsk karakter eller vi kunne sige alt der har haft en puls).

2 knytnæver frugt/grønt/linser/kerner/frø (primært grønt).

Fattiglusaftensmad:

1 knytnæve Protein (af animalsk karakter eller vi kunne sige alt der har haft en puls).

1 knytnæver frugt/grønt/linser/kerner/frø (primært grønt).

Desuden:

- En gylden regel er, at der i hvert hovedmåltid indgår fedt af gode kilder. Mængden: som det yderste led af din tommelfinger. Her er du dækket ind, hvis der indgår en salat med nødder eller avocado og en skøn oliedressing.

- Herudover er brød ikke bandlyst til hovedmåltiderne, men det skal bare begrænses.

Mellemmåltid:

1 knytnæve frugt/grønt/linser/kerner/frø (primært grønt) og fedt eller protein.

Sødt

- Det er vigtigt, at man giver sig selv lov til en gang eller to om ugen at slippe kontrollen og tillade enten sødt, vin eller hvad, du nu har en passion for. Forbud holder ikke, og der skal være plads til afvigelser. Det kan kroppen godt håndtere, og psyken trives med det.

Hvad opnår man ved at gå på din kur?

Det, den enkelte opnår ved min indgangsvinkel, er balance i hormonerne (uanset mand eller kvinde, uanset alder) – vægttab, stabilt blodsukker, bedre humør, bedre nattesøvn, øget velvære, øget energi og dermed overskud og motivation til at træne og i bund og grund overskud til livet.

Hvem skal gå på din kur

Dem, der skal gå efter min indgangsvinkel, er dem, der ønsker ovenstående fordele. Jeg kan ikke se nogen årsag til at undlade at passe på sin krop. Den skal jo holde hele livet – gerne et dejligt, harmonisk, langt liv.

Hvad er dine tre bedste sundhedstip?

- Daglig motion og gerne i det fri. En rask gåtur på 30-40 minutter tæller også med.

- Tre fjerdedele af din tallerken skal bestå af frugt og grønt – primært grønt og groft og gerne mange farver inkl. en håndfuld protein til hvert hovedmåltid.

- En god nats søvn.

Hvordan er du endt med den livsstil?

- Jeg er uddannet i Paul Chek Institute Nutrition and lifestyle alle levels. (amerikansk) samt Z-Health også amerikansk.

LÆS OGSÅ: Sådan tabte nyhedsværten sig 30 kilo

Hvornår overtrådte du sidst dine egne sundhedsidealer?

- Jeg overskrider ikke mine egne vejledninger som sådan, men afviger, som jeg nævner, ugentligt. Jeg er desværre i den situation, at jeg er intolerant over for rigtig mange ting. Dog kan jeg bryde med, hvad kroppen kan tåle, og tage en kop kaffe eller engang imellem lave pandekager med de ingredienser, jeg kan tåle; boghvedemel, fuldkornsrismel samt Jyttemel (glutenfri, red.) og med æggeerstatning (købes i urtehuset, lavet vegetarisk), vand, salt, kardemomme, vaniljepulver og stegt i kokosolie. Og så en stor klar syltetøj på.

Hvad spiser du, hvis du bliver lækkersulten?

- Bliver jeg lækkersulten, spiser jeg typisk banan, rosiner, figner, saltede cashewnødder eller en kop sort kaffe (selvom jeg tåler kaffe skidt) en klat sojayoughurt med bær eller en skive gedeost.

Hvad, oplever du, er den største udfordring ved at leve sundt?

- Det har taget mange år at ændre min livsstil til det, den er i dag. Jeg lider ikke længere afsavn pga. måden, jeg lever på, men helt ærligt, så har processen frem til det, jeg gør nu, været en udfordring. Heldigvis er jeg en meget simpel person; jeg ikke interesserer mig for at lave mad. Jeg spiser for at overleve, det er brændstof. Kommer jeg ud, hvor andre har svinget grydeskeen, nyder jeg selvfølgelig at spise den serverede mad, og sådan har jeg været helt fra barn.

- Det, jeg savner mest, er bare at kunne spise uden at tænke over, om der er noget i, jeg ikke tåler og skulle tjekke varedeklarationer. Og så savner jeg at spise ristede løg! Ja det lyder ulækkert, men jeg elsker bare ristede løg! Jeg har dog gjort op med mig selv, at fordelene ved at leve, som jeg gør, er LANGT større, end ved den måde, jeg gjorde for bare tre år siden. Jeg er blevet gode venner med min krop og i dag taler vi samme sprog.

Hvad er den største kompliment, du har fået for din krop/livsstil?

Det største kompliment jeg har fået, er nok mine arme, mave og min numse, haha.

Hvad bør man altid have i køleskabet?

Grønt og fiskeolie.

Hvad er dit bedste råd til at komme af med de stride 3 kilo, mange kvinder kæmper med?

Planlæg hvornår og hvad du skal spise og planlæg din træning. Planlæg også hvad og hvornår du træner og husk at få mellem 2 til 3 liter vand om dagen afhængig af temperatur og aktivitetsniveau. Tilbage er der kun at sige drop alle undskyldningerne og just do it!

LÆS OGSÅ: Ernæringseksperten: "Efter 10 år er det min foretrukne kur"

TEMA: 10 af de sunde

I løbet af januar giver vi dig overblik over de mange muligheder, du har, hvis du ønsker at slanke dig eller optimere din sundhed. Vi har spurgt 10 af landets bedste og mest populære slanke- og sundhedseksperter, hvad du kan få ud af deres kur og hvordan du bærer dig ad.