Sophie Fjellvang-Sølling: Dette er min bouillonterning af wellness
Tidligere professionel skiløber Sophie Fjellvang-Sølling kastede sig ud i en fitnesskonkurrence, som satte skub i en proces, der ændrede hendes syn på sundhed radikalt. Den lave fedtprocent og de trænede muskler fik hende nemlig ikke til at føle sig sund.
Jeg har et stort behov for at være fysisk aktiv, men samtidig er det også vigtigt for mig, at jeg får tilbragt tid med de vigtigste personer i mit liv. Det er der, at jeg trives og føler mig sund. Derfor er det helt perfekt, når jeg kan kombinere de ting. Gerne ved at træne sammen med nogen, som jeg godt kan lide – og helst udendørs, så jeg også får frisk luft samtidig. Det er en bouillonterning af wellness, som jeg giver til mig selv på den måde.
Det betyder meget for mig at komme ud i naturen, og derfor foretrækker jeg også aktiviteter som mountainbike, kitesurfing og skiløb. Men det er jo ikke hver dag, at jeg har tre timers fritid til det, og så bliver det til lidt træning i stuen i stedet. I de tilfælde er det dog lidt sværere at finde motivationen.
Tidligere var jeg meget mere fokuseret på at se ud på en særlig måde, spise udvalgte ting, løbe, løfte eller at veje noget bestemt. Men mit forhold til sundhed har ændret sig med årene, og jeg tror, det er kommet med modenheden. Det har helt sikkert været en proces, men det blev meget tydeligt for mig, da jeg for 2,5 år siden stillede op til en fitnesskonkurrence.
Jeg trænede intenst op til det her bikinifitness, som konkurrencen hedder, der handler om at have en meget lav fedtprocent, så man bedre kan se musklerne. Men i den proces opdagede jeg, at selvom jeg spiste ekstremt sundt, tabte mig de der kilo, som man altid snakker om, man gerne vil tabe og trænede meget, så følte jeg mig ikke sundere. Derfor var det heller ikke en krop, som jeg havde lyst til at beholde, og det viste mig, at der skal balance til, for at jeg føler sig sund.
Mit bedste råd til at leve sundt er, at du reflekterer over, hvad der netop er DIN personlige oplevelse af sundhed, fordi det er så individuelt, og så sætte det i fast konkret struktur. Det gjorde jeg selv meget, da jeg dyrkede elitesport, for det er sådan, det fungerer, hvis du gerne vil opnå noget. Mange af strukturerne vil langsomt blive til vaner, og pludselig vil du have opnået den sunde livsstil som ønsket.