"Det var den vildeste følelse at krydse målstregen efter en fødsel"

Triatlon er en livsstil for mig. Det handler om alsidighed, men også om mental styrke at klare de lange distancer. Alle kan gå, løbe eller cykle en tur, men når det kommer til de hårde træningstimer og selve ræset, kræver det noget at blive ved, selvom det ikke altid er lige sjovt. For det er ikke fedt 100 procent af tiden, men hvis jeg kan ramme 80 procent, er jeg tilfreds.

Det er enormt vigtigt at sætte sig mål – ikke kun indenfor triatlon, men helt generelt. Man skal turde sætte overliggeren lidt højere, end man tror, man kan nå, men man skal også være realistisk. Selvom jeg er gravid nu, har jeg f.eks. allerede sat mig et håndgribeligt mål ude i fremtiden – nemlig, at jeg gerne vil med til VM i Hawaii i 2023.

Det er også vigtigt at have nogle delmål undervejs i forløbet. Jeg har igennem de sidste mange år haft ét stort mål om året; VM. Jeg har kørt otte gange nu, men jeg har ikke haft otte succeser. Derfor er det også vigtigt, at man nyder processen hen mod sit overordnede mål, så det ikke kun bliver målet, der afgør, om det har været en succes eller fiasko. Delmål hjælper med at give små succeser undervejs, og uden dem havde jeg formentlig kastet håndklædet i ringen for længst.

Men det må heller ikke være sådan, at hele budgettet vælter, hvis man alligevel ikke skulle klare sit mål eller sine delmål. Man må ikke bare give op og falde tilbage i sin gamle rytme. Det er ikke den ene dag eller den ene løbetur, der gør forskellen i det store billede.

Det er det, som man gør kontinuerligt igennem længere tid, der tæller. Vi kender alle sammen de perioder, hvor man spiser lidt dårligt eller ikke får motioneret, og der handler det om at få samlet sig selv op så hurtigt som muligt og måske sætte et nyt overskueligt mål.

Det største mål, jeg selv har sat mig var, at jeg ville gennemføre en Ironman tre måneder efter, at jeg havde født Markus i 2019. Det var den vildeste følelse at krydse målstregen efter en fødsel, og efter al den kritik, som jeg havde fået, der gik på, at jeg måske bare skulle fokusere på at være mor, var det den rene optur. Jeg klarede det og følte mig stærkere og meget bevidst om, at hvis man forfølger sine mål og tror på sig selv, bliver man ikke en dårligere mor – tværtimod.

Jeg havde helt ondt i kinderne af at smile, da jeg kom ind i målområdet. Mere ondt, end jeg havde i kroppen efter løbet. Men jeg havde aldrig gjort det uden min familie, og derfor er mit råd faktisk også, at man skal sige sine mål højt til folk omkring en. På denne måde får de også en slags medejerskab i projektet og kan hjælpe, hvis det bliver svært i en periode.