Nu har vi længe talt om overgangsalderen – hvordan kan den stadig være tabu?
Jeg troede, at vi i løbet af de sidste par år på tv, i aviser, podcasts og på sociale medier har talt så meget og så længe om overgangsalderen, at den del af (kvinde)livet nu ER noget, vi faktisk kan tale om. Men jeg tog fejl. Ægte, alvorligt og dybt: fejl.
Jeg har talt meget, længe og ofte om overgangsalderen uden overhovedet at kende noget til den selv, endnu.
Jeg har advaret min mand, mine børn og mig selv om, at det kommer til at ske en dag, og om, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske, hver eneste gang jeg har læst eller hørt endnu en hjerteskærende beretning om en kvinde, der i en periode af sit liv har mistet noget af sig selv.
Jeg har talt så meget om det, at jeg forleden, da jeg interviewede forfatteren Lotte Kaa Andersen om hendes bog om netop overgangsalderen, ”Mit Hemmelige Liv”, hørte mig selv spørge i et rum fuld af kvinder, om overgangsalderen stadig overhovedet er et tabu?
Jeg troede – naivt – at vi i løbet af de sidste par år i nærværende magasin, på tv, i aviser, podcasts og på sociale medier har talt så meget og så længe om overgangsalderen, at den del af (kvinde)livet nu ER noget, vi faktisk kan tale om.
Men jeg tog fejl. Ægte, alvorligt og dybt: fejl.
En kvinde i publikum fortalte, at hun havde en lederstilling med en masse mennesker under sig. Hun var i overgangsalderen, havde en chef, der forståeligt nok stillede krav, og hun var på ingen måde et sted, hvor hun kunne fortælle, at hun havde svært ved at huske, svært ved at sove og derfor svært ved at holde energien oppe, og at hun i det hele taget led af at være lige dér i livet, hvor hun var.
At bede om særlige hensyn, at bede om forståelse, kan jo faktisk kun lade sig gøre der, hvor man ikke konstant er i en konkurrencesituation. For mange kvinder er det simpelthen ikke muligt.
Og det fik mig til at tænke – vi er i forvejen udsatte; det er i forvejen mindre nemt at ansætte en ung kvinde end at ansætte en ung mand, så længe barslen ikke er præcis 50/50. Så presser vi os selv ud i endnu et yderspor, der begynder, når vi fylder 50, hvis resten af verden opdager, hvor slem overgangsalderen kan være for nogle kvinder?
Jeg kan simpelthen ikke regne det ud, men der er nogle dybe strukturelle problemer her. Jo mere vi taler om overgangsalderen, desto mere lærer vi af hinanden, og desto mere forstår vi. Og jo mere vi forstår, jo mere vi ved, jo mere kan vi hjælpe hinanden.
Lotte Kaa Andersen talte om værdien af kvindelige fællesskaber i interviewet, og det giver mening for mig, at vi i alle livets overgange har brug for den slags fællesskaber, der rummer hele ens biologi.
Men jeg har det som om, der er noget, jeg har overset, for hvordan kan det egentlig være, at mere end halvdelen af Jordens befolkning med al sandsynlighed kommer til at mødes af en udfordring, man stadig ikke kan tale om?
Jeg tror ikke, vi skal finde os i det. Jeg tror, vi skal banke hedetursviften i bordet med et højlydt smæld og bede om den aftabuisering, vi har brug for. For hemmeligheder har det sjældent godt, og hvis vi følges ad og gør det sammen, kan det være, det nytter.