Tag med på sundhedsretreat i Det indiske Ocean
Yoga, meditation, sund mad & lækre behandlinger afstemt efter din kropstype. Lyder det som noget for dig? Tag med til Indiens skønneste sundhedsresorter og få styr på din sundhed en gang for alle.
Hvad kan 10 dage med sund kost, yoga, meditation og skønne behandlinger nøje afstemt efter netop min krops behov gøre for min sundhed? Det spørgsmål har jeg længe drømt om at få svar på, og derfor har jeg planlagt en rejse til Det Indiske Ocean, hvor Ayurveda stammer fra.
Ayurveda er et 5.000 år gammelt holistisk sundhedssystem, der kombinerer kost, yoga, meditation og behandlinger. Og det skulle være et genialt redskab til at forebygge sygdom, stress, overvægt og andre ubalancer, fordi det hele er tilpasset netop dig og din kropstype og både tager fat i krop og psyke. Faktisk beskriver mange det som et vendepunkt i livet. Men virker det mon på mig? Fysisk og mentalt er tidspunktet for rejsen ideelt. I Danmark er det blevet koldt og mørkt og i de sidste mange måneder har jeg arbejdet intensivt, så jeg trænger til ny energi og inspiration.
LEV EFTER DIN KROPSTYPE
Første stop på min sundhedsrejse er det historiske kursted Kumarakom Lake Resort, der ligger smukt placeret i de såkaldte „backwaters” et magisk system af smukke, naturlige kanaler og søer i Kerala i det sydlige Indien. Kurstedets historie går mere end 250 år tilbage, og netop her finder man et af de mest autentiske ayurvedaprogrammer.
Mit ophold starter med en doshaanalyse hos stedets indiske ayurvedadoktor. Det er en slags sundhedskonsultation, hvor doktoren ud fra en analyse af puls, krop, hår, negle, hud, iris og evt. tunge finder min dosha eller kropstype. Det har nemlig ifølge Ayurveda betydning for, hvad kroppen og sindet har brug for både af kost, yoga, meditation og behandlinger. Der findes tre kropstyper: vata, pitta og kapha. Jeg er en kombination af vata og pita, og ud fra det laver doktoren mit personlige ayurvedaprogram bestående af særlig kost, øvelser og to daglige behandlinger med medicinske urter.
Fordelen ved at leve efter sin kropstype skulle være, at man opnår større selvindsigt og velbefindende. Den rigtige kost holder din vægt i balance, og kombinationen af yoga, meditation og behandlinger holder krop og sind ungt og energisk. I mit tilfælde starter hver dag med yoga ved solopgang efterfulgt af dagens behandlingsprogram. Ayurvedabehandlinger er ikke skønhedsbehandlinger eller massage i traditionel forstand, men kombinerer terapeutiske urter med udrensning af affaldsstoffer og massage, der skal mobilisere led, løsne spændinger og strække kroppen.
Min favoritbehandling er den såkaldte „Royal King’s Massage”, som er én times 4-hånds synkronmassage udført af to kvindelige terapeuter, hvor kroppen konstant overhældes med varm olie blandet med udrensende lægeurter. Ah.
ØKO-LUKSUS PÅ MALDIVERNE
Næste stop på min rejse er ikke mindre fantastisk. Jeg lander med en lille vandflyver midt i Det Indiske Ocean ved en uberørt sandbanke, der er tilknyttet Maldivernes mest gennemførte „grønne” ecoresort Soneva Fushi. Resortet ligger på en smuk, tropisk ø helt uforstyrret af omverdenen. Et sandt paradis, hvor man har specialiseret sig i Ayurveda efter gamle traditioner.
Resortet hører hjemme i en skøn villa lavet i rå naturmaterialer fra øen og ligger i skjul af de tropiske omgivelser, som strækker sig helt ud til den kridhvide sandstrand med klart postkort-turkis vand.
Soneva har en virkelig kompetent ayurvedaekspert tilknyttet, hvor visdommen er gået i arv i familien igennem generationer. Han modtager de andre gæster og mig i spaen og planlægger individuelle kurprogrammer baseret på en grundig doshaanalyse.
Soneva Fushis Spa er berømt for sine mange forskellige holistiske og ayurvediske behandlinger, hvor medicinske urter fra Sydindien kombineres med friske ingredienser fra øens kokosplantager og nyplukkede papajafrugter. I store kurbade af keramik fyldt med terapeutiske, afgiftende olier og urter hviler jeg under palmetræerne, og kroppen blødgøres med bodyscrubs af opvarmet kokosmælk.
Mest berømt er dog Sonevas signaturbehandling shirodhahamassagen, hvor pande og hovedbund masseres med en varm oliestråle, der meditativt varmer og stimulerer det spirituelle energipunkt kaldet „det 3. øje”. Olien løber i en konstant stråle ned over panden og gennem hovedbund og hår. En unik oplevelse, der nærmest bringer én i trance.
KOM JEG SUNDERE HJEM?
Efter 10 dage er min sundhedsrejse slut. Arbejdet og hverdagen kalder. Og det er faktisk helt o.k. For jeg er et helt nyt menneske og har en overskudsagtig følelse i krop og sind. Aldrig har jeg følt mig mere i ro og balance og samtidig inspireret. Min kreativitet er virkelig blevet vækket af alle de nye input, og væk er stress og negative tanker.
Samtidig er min krop blevet smidiggjort på alle måder. Hver eneste spænding i ryg, nakke og skuldre er forløst med massage. Og jeg er allerede helt afhængig af de meditations- og yogateknikker, jeg har lært. Ja, selv min hud har det bedre. Den er blød, plejet og gennemfugtet, og mit hår er skinnende blankt af nærende olier.
Så selv om jeg tager hjem, stopper rejser ikke helt. Fordelen ved Ayurveda er netop, at du tager din nye viden om dig selv, din krop og psyke med dig videre i livet. Det gør jeg i hvert fald…
Hvad er Ayurveda?
Ayurveda betyder „livets videnskab” og er et 5.000 år gammelt indisk sundhedssystem, der bygger på holistisk sundhedspleje for krop og sjæl. Målet er at give optimale rammer for den fysiske, psykiske, og spirituelle udvikling af mennesket, og teorien er, at enhver sygdom kan undgås, så længe kroppen, sindet og ånden holdes i balance. Ayurvedisk lægekunst baseres på en individuel analyse af sind- og kropstype. Derudfra skræddersyer lægen et behandlingsprogram med både diæt, yogaøvelser, meditation og massage til netop dig.
Vil du på sundhedsrejse til Indien?
FLY: Fra Kastrup Lufthavn kan du bl.a. flyve med Qatar Airways. Se priser på qatarairways.com
SONEVA FUSHI: Eco-resort på en smuk og tropisk ø, der har specialiseret sig i Ayurveda efter gamle traditioner. Se soneva.com
KUMARAKOM LAKE RESORT: Historisk kursted i det sydlige Indien med det mest autentiske program indenfor ayurvedabehandlinger. Resortets historie går mere end 250 år tilbage. Se kumarakomlakeresort. in. Booker du i god tid, er der mange penge at spare på både overnatning og behandlinger.
Test dig selv - Hvilken kropstype er du?
Ifølge Ayurveda har alle mennesker fra fødslen en primær kropstype, en såkaldt dosha. Der findes tre forskellige typer – vata, pitta & kapha. Se her, hvilken type der er mest dominerende hos dig.
* VATA
Intelligent og kreativ, oftest glad og rolig, sensitiv over for stress, bliver let nervøs ved store forandringer, ofte tynd og lille fra naturens side, har tendens til tør hud, er magelig og trives bedst i ro og orden, beklager sig ofte meget ved sygdom og skavanker.
* PITTA
Målrettet, ambitiøs, inspirerende og konkurrenceminded, har et højt energiniveau og arbejder effektivt under pres, bliver ofte irritabel eller vred i pressede situationer, har god fordøjelse og stofskifte og holder let en normal vægt, sensitiv for tilsætningsstoffer, stiller store krav til sig selv og trives godt med forandringer.
* KAPHA
Stor medfølelse, omsorgsfuld af sind, god jordforbindelse. Stærk, rolig og fysisk udholdende. God til at tilpasse sig andre mennesker, tålmodig, men også langsom i situationer, har ofte nedsat stofskifte og problemer med vægten.
LÆS OGSÅ: Test dig selv: Hvilken kropstype er du - Vata, Pitta eller Kapha?
LÆS OGSÅ: 10 yoga-øvelser: Få styrke og indre ro