Vi tester boostkuren: 'Jeg føler slet ikke, at jeg er på kur'

Vi tester boostkuren: "Jeg føler slet ikke, at jeg er på kur"

Vil du tabe dig, gælder det om at booste din forbrænding ved at veksle mellem dage med få kalorier og dage med moderate mængder kalorier. Sådan guider Frk. Skrumps 10 ugers boostkur, der lover et vægttab på op til 10 kilo. Vi har testet i 14 dage.

“Jeg føler slet ikke, at jeg er på kur”

Til trods for fire ugentlige dage med kun 800 kalorier fordelt på dagens måltider, har 36-årige Camilla Lippert ikke følt sig sulten. Kosten er sammensat, så hun føler sig mæt, og så har hun lært at spise morgenmad, der holder hende kørende til frokost uden at snacke.

Inden kuren

“Jeg starter med at læse de mentale øvelser, som bogen anbefaler, for at finde ud om jeg er gearet til at starte på kuren, og det er en virkelig god tilgang. Det får mig til at reflektere over, hvorfor jeg gerne vil starte på forløbet, og at det ikke kun handler om et vægttab, men også at jeg gerne vil være frisk, have en stærk krop og kunne lege med mine børn. Jeg skal skrive min motivation ned, og svarene hjælper mig med at holde kuren, fordi jeg kan gå tilbage og se, hvad der driver mig.”

Kosten

“Det er overraskende nemt at gå til opskrifterne, og mange af dem er meget børnevenlige, så jeg behøver ikke at stå og lave to måltider, for at hele familien kan spise med. Det betyder rigtig meget for at få hverdagen til at hænge sammen og for ikke at give mine børn et signal om, at mor er på kur. Jeg skal lige vænne mig til boostdagene, fordi jeg skal spise meget mindre end sædvanligt. Jeg føler mig ikke sulten, men jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme energi på de dage, som jeg plejer. Kostprincipperne er enkle, og jeg finder hurtigt ud af, hvad jeg skal spise uden nødvendigvis at følge opskrifterne. Jeg lægger boostdagene to dage efter hinanden med en basisdag imellem og slutter så med en fridag. Jeg tænker ofte, at alt det, jeg ikke må spise i løbet af ugen, skal jeg have på min fridag, men da dagen kommer, har jeg faktisk ikke rigtig lyst til det. Jeg skal lige have min latte til morgenmad, men jeg går ikke fuldstændig amok. Mentalt betyder det rigtig meget, at der er en fridag, så der ikke er noget, der er forbudt, men samtidig har jeg ikke lyst til at ødelægge de gode rutiner, jeg har oparbejdet i løbet af ugen. Fridagen giver dog plads til, at jeg kan drikke et par glas vin og spise god mad sammen med mine veninder på en sommerhustur.”

Træningen

“I starten kører jeg på med min sædvanlige træningsrutine, men jeg kan hurtigt mærke, at jeg ikke har energi til at træne på boostdagene. Der laver jeg så det seks minutters øvelsesprogram, som der er i bogen, og træner så løb og styrketræning de andre dage. Det er rart at få rørt hele kroppen og få pulsen op, og så får jeg brugt nogle muskler og lavet nogle stræk, som jeg ikke gør normalt.”

Det bedste

“De mentale øvelser op til kuren er virkelig gode for mig, fordi jeg bliver klar over, at jeg gerne vil prioritere de her forandringer de næste 10 uger. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvorfor jeg gerne vil tabe nogle kilo, men øvelserne får mig til at reflektere, og det går op for mig, at selve vægttabet ikke er det vigtigste, men derimod mit generelle velbefindende. Det er fantastisk, at kuren er så nem at gå til. Det eneste, jeg skal planlægge er, hvornår de forskellige dage skal ligge.”

Det sværeste

“Jeg synes ikke, der er noget, der er svært ved boostkuren. Jeg føler slet ikke, at jeg er på kur, fordi jeg hele tiden er mæt. Men skal jeg nævne noget, er det at få spist morgenmad. Jeg plejer ikke at spise det, så det er noget, jeg i høj grad skal huske mig selv på. Jeg kan mærke, at det er godt for mig, fordi det giver mig energi og holder mig mæt helt til frokost. I starten af forløbet drak jeg shakes til morgenmad, men de fik mig til at føle mig mere sulten, så i stedet er jeg gået over til at spise klidkiks med spejlæg eller ost og skinke sammen med grønt eller chiagrød.”

Efter kuren

“Jeg har tabt 1,9 kilo de første 14 dage, og jeg er så motiveret for at følge kuren i alle 10 uger. Jeg har fået mere energi i løbet af dagen, fordi jeg overholder mine måltider, og selv om jeg ikke har behov for at tabe 10 kilo, vil jeg gerne gennemføre for at se, om jeg kan komme helt ind i de gode vaner med at spise morgenmad og væk fra de dårlige med at spise sødt om eftermiddagen. Jeg glæder mig til at se, hvad der sker.”

Frk. skrump - 10 ugers boostkur

Boost kroppen, og smid kiloene. Ideen bag Frk. Skrumps 10 ugers boostkur er, at du skal veksle dit ugentlige energiindtag, så du motiverer din krop til at holde fedtforbrændingen i højt gear. Det gør du ved at veksle mellem dage med få kalorier og dage med moderate mængder kalorier, så du skifter mellem såkaldte basisdage og boostdage.

Ugen bliver tilrettelagt med to basisdage, fire boostdage og en enkelt fridag. Du bestemmer selv rækkefølgen. Sådan planlægger du i fire uger efterfulgt af en hel uge med basiskost, hvorefter du kører samme forløb én gang til. I løbet af de første fire uger, lover kuren, at du taber dig mellem fire til otte kilo, mens vægttabet lyder på mellem to til fire kilo i løbet af uge seks til ni. Kalorieindtaget på basisdagene er 1.400 kalorier, mens det på boostdagene ligger på 800 kalorier.

Måltiderne sammensættes af grove kulhydrater, protein og sunde fedtstoffer, da det gør dig optimalt mæt og holder blodsukkerbalancen stabil. Inden du går i gang med kuren, skal du teste dig selv med en række spørgsmål for at sikre, at du både motivationsmæssigt, men også rent mentalt og overskudsmæssigt er helt klar til at begynde.

Bog af Majbritt Louring Engell og Alice Apel Hartvig 

Boostkurens principper

Det skal du spise:

Grove kulhydrater, fordi de hæmmer dit vægttab. Gå efter rugbrød, fuldkornspasta, bælgfrugter og grove grøntsager som kål, broccoli og spinat.

Protein, fordi de mætter og løfter din forbrænding. Gå efter kød, fjerkræ, skyr, æg, fisk, skaldyr og ost. Sunde fedtstoffer, fordi de gør dig hjertesund og i følge kuren også giver vægttab på maven. Gå efter monoumættet fedt, du blandt andet finder i olivenolie, rapsolie og chiafrø og omega-3-fedtsyrer, du finder i fede fisk, hørfrøolie, rapsolie og chiafrø.

På din fridag spiser du, hvad du har lyst til – dog gerne efter principperne for basisdagene.

Sådan skal du træne:

Lav 6-20 minutters multitræning hver dag, der sikrer, at du får pulsen op, og at du får brugt dine muskler. Multitræningen fokuserer på balance, bevægelighed, styrke og udstrækning. Bogen indeholder øvelser, du kan tage udgangspunkt i. Sørg derudover for at dyrke hverdagsmotion.

Så meget søvn, skal du have:

Sørg for at få mellem seks til otte timers uafbrudt søvn pr. nat, og gerne mellem cirka klokken 22 og 08. En optimal søvn er lig med et optimalt vægttab.

Camilla Lippert, 36 år, arbejder hos GLS Express. Hun bor i Solrød Strand med sine to børn på seks og tre år. Camilla træner regelmæssigt løb og styrketræning i kombination. Under kuren er hun forsat med sin sædvanlige træning og har samtidig lavet bogens seks minutters øvelsesprogram på boostdagene, hvor hun ikke havde energi til anden træning.