Mette fik stress: "Der blev ansat tre mennesker til at tage sig af mit tidligere job"

UDGANGSPUNKT

– Jeg var marketingsansvarlig for Louis Poulsen i Danmark i 15 år. Jeg begyndte som sekretær, og langsomt udviklede jobbet sig, indtil jeg fik ansvaret for marketing i Danmark. Det var et rigtig godt arbejdsliv derinde, og jeg syntes, det var sjovt samtidig med, at jeg fik megen anerkendelse, fordi jeg var god til mit job. Over de senere år var der en del ejerskifter og omstruktureringer, og jeg mistede mange af mine gode kollegaer. Det tog hårdt på mig, for da de faldt fra, faldt alt det sjove fra, og jeg fik mere arbejde, som jeg ofte også selv valgte at tage under huden. ”Du rager jo også alt til dig”, sagde min chef. Og det var så min virkelighed.

KOGEPUNKT

– Med tiden fik jeg mere og mere hovedpine og kunne ikke overskue tingene – og det havde jeg det svært med. Jeg skulle hele tiden overmatche det niveau, jeg selv havde lagt for dagen. Til sidst begyndte min hukommelse at slå fra, og jeg var både træt, irritabel og fik voldsomme migræneanfald. Men jeg arbejdede videre.

BRISTEPUNKT

– En dag blev det hele bare blankt som et stykke hvidt ark papir inde i hovedet. Først tænkte jeg, det var normalt. Det var i forbindelse med designfestivalen 3 days of Design, hvor jeg havde ansvar for en masse arrangementer. Alt for mange. Så en fredag morgen stod jeg i badet, og så faldt jeg simpelthen bare om. Jeg lagde mig ind i sengen og begyndte at kaste op. Jeg havde en vældig migræne, som ikke ville aftage, og jeg blev pludselig bange for, at den skulle blive kronisk. Da gik op for mig, at det her var ret alvorligt, men jeg havde stadig svært ved at skulle sygemelde mig. For jeg syntes, det var så svagt at gøre det. Og svag er jeg ikke.

– Egentlig var jeg mest bange for at miste min identitet. Selvom jeg altid har sagt, ”det er kun mænd, der er lig med deres arbejde”, så indså jeg, at det jo også gjaldt for mig. Men til sidst hjalp en læge og en psykolog mig med at trække stikket.

SE OGSÅ: Lægen blev ramt af stress: "Jeg burde vide bedre, helt ærligt. Jeg er jo læge!"

VENDEPUNKT

– Jeg tog over i mit sommerhus på Orø og endte med at være der i to måneder. Jeg var som en elastik, der var fuldstændig slap. Sov til middag 2–3 gange om dagen og havde totalt hukommelsessvigt. Jeg orkede ikke mere. Men det var også svært at acceptere, for hvad tænkte andre mon om mig? Jeg brugte noget tid på at lære mig selv bedre at kende, og langsomt gik det op for mig, at min identitet ikke tilhørte mit firma. Den er min egen, og det skal jeg stadig huske mig selv på i dag.

– Samtidig var jeg pissebange for, om min krop var i forfald. Når jeg skulle sy puder, måtte jeg bruge en lommeregner til at trække 6 centimeter fra 31 for at få syinstruktionerne til at gå op. Og jeg blev så skræmt over mig selv, at jeg tog en IQ–test på nettet, som heldigvis bonnede fint ud. Pyha, tænkte jeg, så skal det nok gå.

– Over tid begyndte jeg at sove om natten. Jeg vågnede ikke op med uro i maven kl. 4–5 om morgenen, som jeg havde gjort i mange år. Jeg malede og lavede kryds og tværs, fordi jeg tænkte, jeg måtte bruge min hjerne. Og jeg begyndte at opfange nuancer i fuglefløjt og nyde vinden i træerne. Med de små glæder kom mere energi – energi, som jeg ikke har haft i mange år. Det var helt besynderligt. Og virkelig dejligt.

LYSPUNKT

– Efter to måneder kom jeg på arbejde og startede op med nogle få timer om ugen med mindre ansvar, og der var blevet ansat tre mennesker til at tage sig af mit tidligere job. Det var dejligt ikke at have så meget på paletten, min migræne var forsvundet, og jeg havde meget mere energi. Efter et par måneder tænkte jeg: den energi skal jeg saftsuseme bruge på noget andet! Over en periode havde jeg skævet til flere i mit netværk, der startede noget op selv. Og jeg tænkte: hvis de kan, så kan jeg også. Og det kunne jeg.

– Nu har haft min egen klinik i et år, hvor jeg arbejder som samtaleterapeut for at hjælpe andre – ofte med stress. Også karrierekvinder på min alder kommer ind på samme måde, som jeg gjorde i tidernes morgen, og det er en gave fra himlen at kunne hjælpe dem. Jeg ved jo præcis, hvordan de har det. De er pillet ned af stress og er enormt sensitive og bange for, de ikke kan det, de kunne før i tiden. Det kan de, men de skal lære at skille arbejdet fra deres egen person. Det arbejder jeg også på selv, og det er jeg blevet gladere af.

– Energien er næsten det, jeg er mest glad for. Og glæden. Jeg har det som om, jeg er 19 år, og verdenen ligger foran mig. Også selvom jeg ikke har den samme indtægt, at jeg ikke kan spise lige så ofte ude og købe nyt tøj i samme omfang. Men det giver mig nu et større kick, det her. At hjælpe andre kvinder til at få troen på livet tilbage og finde en sprække af lys. Så jeg kan åbne et vindue for dem.

METTES 3 GODE RÅD OM STRESS

1.  arbejd med din identitet. Jeg er ikke mit arbejde, jeg er mig. Og jeg udfører mit arbejde, fordi jeg er mig.

2. Søg hjælp udefra. F.eks. hos din læge eller en terapeut, hvis du ikke kan trække stikket selv. Det skal du gøre for at stoppe i tide – du skal ikke først stoppe, når du er brudt sammen.

3. Skift levemåde, hvis du har trukket stikket fra dit job. Byt din lejlighed ud med noget mindre, giv dig selv den udfordring, at du ikke skal købe tøj i et år, køb mindre gaver, spis mindre ude. Det er ikke det materielle, der betyder alverden. Men at du er glad.

Mette Rygaard, 47 år Forhenværende marketingsansvarlig i Louis Poulsen (Group Brand & PR Manager). Arbejder nu som samtaleterapeut og psykoterapeut. Se Metterygaard.dk

LÆS OGSÅ: Pas godt på dit hjerte: Tips til at skrue ned for stress