"Vi bliver lykkelige, når vi ikke tænker på, at vi skal være det"

Opskriften på lykke er gådefuld – men det stopper os ikke i at jage den på hver vores måde. I foråret sprang et nyt politisk parti frem. Lykkepartiet. Og selvom den nye partiformand, næppe vælter Mette Frederiksen af pinden, så siger det alligevel noget om tidsånden, der er i dag. Det vælter frem med coaches og guruer og nu også officielle folketingskandidater, der alle har det påskud, at de har fundet genvejen til lykkens gådefulde opskrift. Men hvorfor er lykken så lunefuld? Og hvorfor optager det os så meget, hvordan vi definerer og fastholder den? 

– Det er jo i manges øjne hele tilværelsens mål at blive lykkelig, og dem, der kan definere, hvordan man bliver det, sidder inde med en viden, som vi alle gerne vil have del i, siger professor i psykologi og forfatter Svend Brinkmann. 

Sammen med kollegaen Alfred Bordado Sköld har han været redaktør på og bidragsyder til bogen ”Kampen om lykken”. Her har de samlet markante stemmer fra psykologien, filosofien, teologien og litteraturvidenskabens verden for at undersøge, hvorfor lykken er blevet det moderne menneskes kampplads.

– Det store spørgsmål er, om vi kan afgøre lykken selv, eller om den kommer til os udefra. Lige nu er vi i en ekstremt individualiseret tid, hvor alle forventes at være deres egen lykkes smed, og vi præsenteres for hitlister over de lykkeligste lande. Men forestillingen om, at lykken kan måles, vil vi gerne udfordre.

Hvem er Svend Brinkmann og Alfred Bordado Sköld

Redaktører af og bidragsydere til bogen ”Kampen om Lykken”, der netop er udkommet på forlaget Klim. Sköld er cand.mag. i filosofi, psykolog og ph.d.-stipendiat i psykologi. Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger, herunder bestsellerne ”Det sørgende dyr” og ”Stå fast!”.

Hvis der går konkurrence eller selvudviklingssport i lykkejagten, så undslipper den os, konstaterer eksperten. Bogen viser, hvordan udviklingen har været helt tilbage fra antikken, hvor lykken var skæbnebestemt og en nådegave til moderne tid, hvor lykken var noget, som vi oplevede og gjorde os fortjent til, videre til i dag, hvor lykken er en tilstand, som vi selv skal vælge at udleve, når vi realiserer vores eget autentiske liv. 

– I antikken bliver lykken mere en accept af, at tingene bare sker, og at der er en højere mening med det. I dag diskuterer vi mere demokratisk, hvad der er det gode liv, hvad lykken er, og hvad ens plads i livet er, forklarer Alfred Bordado Sköld. 

– Det ærgrer mig, når den diskussion strander på, hvordan lykke kan måles og maksimeres, i stedet for, at vi stiller de langt vigtigere spørgsmål: Hvad er lykkens karakter, og hvordan oplever vi den som mennesker?

Lykkens trumf 

Ifølge ”World Happiness Report” er danskerne blandt topscorerne på lykkebarometeret. Sidste rapport fra 2019 viste, at vi var verdens næstlykkeligste folk kun overgået af finnerne, men foran vores velhavende norske naboer og islændingene med deres store naturskat og rene luft. Men hvorfor har vi i Danmark så travlt med at bryste os af vores podieplads i konkurrencen om at være det lykkeligste land? 

– Det er der flere grunde til. Dels er der jo altid en stolthed knyttet til det, vi som nation er gode til, hvad enten det er håndbold eller hygge, siger Svend Brinkmann. 

– Men derudover er der også en værdimæssig trumf i at være lykkelig, som rækker ud over materiel værdi eller kulturel prestige. For lykkelige mennesker har jo fundet meningen. Hvorfor arbejder vi, gifter os, får børn eller dyrker ultrasport? Hvis svaret er ”fordi det gør mig lykkelig”, så stopper spørgsmålene lige der. Lykken trumfer al skepsis. 

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: "Jeg nægtede at mærke mig selv, fordi jeg var bange"

De to forfattere mener, at vi burde sætte spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er, at de komparative lykkestudier egentlig viser.

– Undersøgelser som den, du nævner, stiller typisk en række kategoriske spørgsmål: Hvor tilfreds er du på en skala fra 1-10?  Hvor lykkelig er du på en skala fra 1-10? Og fordi vi danskere bor i et relativt rigt og velfungerende samfund, så føler vi også, at vi bør erklære os lykkelige. For hvis vi ikke er det, hvem skulle så være det? Men lykken er jo både flygtig og diffus, så der er ikke et trivielt eller enkelt spørgsmål at svare på, forklarer Svend Brinkmann. 

– Undersøgelserne viser nemlig også, at der er andre steder i verden, hvor de notorisk er ulykkelige uanset samfundsudviklingen, mens de andre steder, for eksempel i et land med ulighed og fattigdom som Columbia, er overraskende lykkelige.

Et af bogens vigtigste budskaber er, at lykken ikke kun er et trumfkort. Den er også en snare. For hvis du jagter den, kan du aldrig opnå den. 

– Der er et stort pres på os i dag om, at vi skal føle os lykkelige, og det kan betyde, at vi hele tiden mærker efter og spørger, om vi nu også er ”lykkelige nok”. Hvis vi gør lykken til noget i sig selv, som vi skal stræbe efter, så er den svær at fastholde. På samme måde som du ikke kan sige ”nu vil jeg blive forelsket” og så blive det, så kan du heller ikke vælge at ville være lykkelig og så blive det, forklarer psykologen. 

– Min yndlingsaversion er ideen om, at lykken er et valg. Den findes i mere eller mindre letbenede versioner især inden for den positive psykologis tankegods. Den forestilling er skadelig, fordi du jo så må have handlet galt og valgt forkert, hvis du ikke er blevet lykkelig. Vi kan jo bevæge os frit i verden og selv træffe valg, er tanken. Men det gør vi langt sjældnere, end vi tror. Selvhjælpstanken udspringer af, at vi hele tiden kan tage livet op til revision. Men sagen er jo den, at en beslutning om, hvorvidt vi går til højre eller til venstre, fordrer, at vores livsvej svinger i to retninger. Vi er kastet ind i verden, i et samfund, en familie og en tid. Så vi kan jo ikke vælge frit på alle hylder. 

Begge forskere påpeger, at der er langt større videnskabeligt belæg for, at lykken ikke er noget, vi aktivt vælger, men både beror på genetik, social arv og den hverdag, familie og kultur, som vi befinder os i. 

– Siger jeg så, at du ingenting kan gøre for at påvirke din egen lykke? Nej. Men hvis man skal bruge en metafor, så er lykken en gave. Man kan godt gøre sig åben og modtagelig over for den, men man kan ikke kræve den, forklarer Svend Brinkmann. 

– Det, vi KAN gøre, er at tænke over, hvordan vi indretter vores liv. Skaber vi rum til eftertænksomhed, efterlader vi plads til, at vi kan ”spilde tiden” på en behagelig måde, sammen med mennesker, vi holder af. Uden andet formål end bare at være sammen. Vi skal undgå følelsen af, at vi konstant befinder os på en trædesten til noget andet og bedre. 

Professoren forklarer, at mening og lykke er tæt forbundne størrelser. Hvis vi vil opleve livslykke, så skal vi føle, at der er en meningsfylde i det, som vi gør. Man kan tage nok så mange stoffer eller gennemføre stribevis af ironmans, men hvis oplevelserne ikke er forankret i andet en momentan rus, så bidrager den aldrig til den langstrakte lykkeoplevelse. Vi kan træffe meningsfulde livsvalg, og så kan lykken opstå, men hvis vi fokuserer for indædt på lykken, så vil vi blot føle os utilstrækkelige. Vi vil hele tiden frygte, at vi spilder vores liv, vælger forkert eller går glip af noget.

Du kan ikke vælge lykken

Alfred Bordado Sköld er enig med Svend Brinkmanns etiske lykkebegreb og hans skepsis over for selvhjælpsindustriens pilgrimsrejser og retreats, der sælger os løfter om lykke og klarsyn. 

– Hvis du vælger at vandre Caminoen for at flygte fra en verden, der ikke har gjort dig glad nok for livet, så er det problematisk. Vi har alle et ansvar for vores fællesskab, og vi skal leve nogle gode liv, så vi kan være noget for andre. Jeg tror, at mange af den typer rejser, hvor vi lægger afstand til andre og vender blikket indad, er spild af resurser. For ja, du tager et andet sted hen og får en ny subjektiv oplevelse i en afgrænset tid. Og ja, det lyder da virkeligt dejligt at være på retreat og væk fra det hele. Men det er svært at tage det med hjem og få den ønskede ”spill-over effekt”, når du er tilbage i hverdagen. For der er alt jo, som det plejer. Det er det samme, vi ofte oplever, når vi kommer hjem fra ferie. Vi kan ikke fastholde det tilbagelænede liv eller de nye vaner, fordi intet andet i vores liv har ændret sig, forklarer han. 

– I stedet bør vi forsøge at gøre hverdagen meningsfuld og leve ”det gode liv”, hvor man bidrager til lighed, retfærdighed og kærlighed over for sine medmennesker. Du gør din egen hverdag bedre ved at stræbe efter at give andre mennesker et godt liv.  

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: Derfor er sorg blevet et problematisk fænomen

Alfred Bordado Sköld mener, at det er for tidligt at sige, hvilken lære vi danskere tager med os fra coronakrisen, men han nærer et forsigtigt håb: 

– Vi opdagede, hvor meget i vores liv vi ikke har kontrol over, og det, håber jeg, får os til at give taknemmeligheden større plads. At vi ikke jagter lykken, men i stedet føler en taknemmelighed for, at den har været der og en forhåbning om, at den kommer igen.

Et lynnedslag af lykke

Vi kender alle lynnedslaget i os, der opstår i en tilsyneladende ordinær situation, men som fylder os med en overvældende følelse af lykke. Når kaffen smager helt rigtigt i morgensolen, når vi ser vores børn lege sammen i haven, eller vi nyder solnedgangen hånd i hånd med et menneske, vi holder af. Det er epifanien, vi oplever. Den korte lykkesrus, der er ekstremt svær at orkestrere og tilrettelægge, men som fylder os med lykke i øjeblikket og giver os et håb for fremtiden. Den anden dimension af lykken er den langstrakte lykke, der knytter sig til, hvordan vores liv tager form. Den kan ikke gøres op i antallet af epifanier, men derimod, om vi oplever vores barndom, vores ungdomsår og vores voksenliv som lykkelige. 

– Vi er på helt biologisk niveau disponerede til at føle lykke. Det er ikke kun de få og de privilegerede forundt. Som mennesker deler vi en biologisk krop og behov for nærhed, seksualitet og sensualitet. Derfor er der også en stor sandhed gemt i klichéen om, at det er de simple ting i livet, der gør os gladest. For når en rig, hvid mand siger, at det eneste, han ønsker, er en kold øl i solen med en god ven, så kan han ganske vist nyde den velvidende, at han ikke efterfølgende skal kæmpe for sin egen overlevelse. Men ikke desto mindre viser al forskning, at stor velstand ikke er lig stor lykke, siger Svend Brinkmann. 

– Det betyder ikke, at jeg køber ind på den epifaniske lykke. For slaven i bomuldsmarken, der får en kop med iskoldt vand, kan jo godt opleve et sus af lykke, men det betyder ikke, at hans tilværelse kan karakteriseres som lykkelig. Lykken knytter sig til en helhed over tid.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Vi skal ikke konstant optimere vores børn og familieliv"

Svend Brinkmann understreger, at velstand ikke er garant for lykke, på samme måde som man ikke kan sætte lighedstegn mellem sorg og tab og et ulykkeligt liv. 

– Der er lavet studier, hvor man sammenlignede personer, der vandt en kæmpe lottogevinst, med mennesker, der kom ud for en bilulykke og blev lamme fra den ene dag til den anden. Det er måske en mærkelig sammenligning, men empirien viste, at personernes lykkeniveau ikke lå så langt fra hinanden. De var nærmest lige lykkelige. For i begge tilfælde blev deres nye livsomstændighed meget hurtigt til hverdag, forklarer Svend Brinkmann. 

– De nyrige oplevede en kortvarig eufori, men hurtigt kom tvivlen om, hvordan de skulle tage vare på pengene bedst muligt, og relationen til venner og familie blev besværliggjort, fordi de ikke længere vidste, om det var deres penge eller deres selskab, der tiltrak andre. Omvendt gjaldt det for de stakkels handicappede, der til en start følte sorg og afmagt, men som efterfølgende bare var taknemmelige for, at de overhovedet var i live.

De diffuse krav

Meget tyder på, at velfærdsstaten er en af grundene til, at vi danskere oplever os selv som lykkelige. Den sørger for velstand og lighed i samfundet, og det skaber tillid imellem borgerne. Alt det sænker vores relative stressniveau, når vi ikke skal frygte at blive frarøvet vores rigdom, eller ikke at have nok til dagen og vejen. Vi oplever simpelthen en objektiv form for tryghed. Men det kan faktisk også påvirke vores livssyn negativt. 

– For det, der samtidig sker, er, at vi nu ikke føler, det er nok, at vi skaber et trygt samfund. Vi skal også være lykkelige og sige hurra for livet – helst hele tiden. Samtidig er lykken blevet et imperativ, som er vigtigt for vores BNP og konkurrencestaten. Lykkelige ansatte er nemlig også produktive ansatte, og derfor skal arbejdspladsen sørge for og tjekke op på, at medarbejderne er lykkelige, siger Svend Brinkmann. 

– Men samtidig har konkurrencestaten givet os dårligere tid. Vi kan nok opleve de momentane lykkeglimt, men accelerationssamfundet har gjort, at vi i dag ikke føler, vi har nok tid til noget som helst. Mindst af alt til at sidde med os selv og hinanden og lave ingenting. Det er det behov, som lykkeindustrien med silent retreats og vandreture er vokset ud af. Jeg forstår godt, at folk efterspørger det, men det er et symptom på, at vi af teknisk vej prøver at gøre lykke til et koncept eller et produkt, som vi kan købe. Lykkeindustrien vokser i disse år, fordi vi kan mærke at en naturlig del af livet er gået tabt, og nu prøver vi at genskabe. Vi er drevet af en lykkeetik, der gør, at vi konstant er bange for at spilde vores tid, og paradoksalt nok afskærer vi os selv fra lykken i den maniske jagt på den. Moderne mennesker har mange valg og muligheder, men lykkekravet stresser os.

Den konklusion er Alfred Bordado Sköld også kommet frem til. Og han ser nu, at vi er ved at give vores lykkestress videre til næste generation. I bogen skriver han om den nye ambition, som de fleste moderne forældre er enige om, og som står i kontrast til den ”sorte skoles” idealer. Vi siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger, ingeniører eller advokater. Vi tør ikke en gang ønske for dem, at de bliver godt gift eller at de får to børn, en hund og et sommerhus. 

– Nu ønsker vi kun én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så interessant, at det er vores største ambition på deres vegne samtidig med, at vi oplever en ungdomsgeneration, der har enorme psykiske udfordringer og er stressede som aldrig før. Og det er netop fordi, at de diffuse krav er så stressende. Alle muligheder og alle veje ligger åbne for dem, og vi har ingen konkrete forventninger. Vi fokuserer eksplicit på lykken som livets mål, men de unge aner ikke, hvordan de skal fastholde den, og de er ekstremt bange for at vælge forkert.

Det har været vigtigt for begge forfattere at lade bogens lykkedefinition være åben og flertydig. Alligevel er deres bud på en lykkestrategi påfaldende enslydende. 

– Som mennesker skal vi jo både arbejde med iboende elementer af skam, skyld eller tillærte mønstre. Det er det, vi i psykologien ofte knytter til oplevelser, vi har med os fra vores barndom og opvækst, der kan stå i vejen for vores lykkefølelse, siger Svend Brinkmann. Og Alfred Bordado Sköld tilføjer: 

– Men derudover er der også en anden modstand, vi kan møde: nemlig den modstand, vi moderne mennesker har mod kontroltab. Vi kan jo ikke planlægge at blive lykkelige. Den øjeblikkelige følelse opstår jo typisk, når vi bliver kastet ud af vores egen selvbevidsthed og hengiver os til øjeblikket, situationen eller bare det nu, vi er i. Den positive psykologi har handlet om selvrealisering. Jeg mener i stedet, at vores vej til lykken går gennem den mere romantiske, ridderlige stræben. Hvis vi bestræber os på at leve et liv med værdighed, godhed og retfærdighed, så er sandsynligheden for at opleve meningsfylde større. Vi bliver lykkelige, når vi ikke tænker på, at vi skal være det.