22-årige Rebecca i Sverige: ”Vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget”

Status i Sverige

Sverige har meget få restriktioner i forhold til andre lande, så man behøver ikke at blive hjemme medmindre, at man har symptomer. Der er dog mange, der vælger at arbejde hjemmefra for at mindske risikoen for, at smitten breder sig. Fitnesscentre, restauranter og barer har stadig åbent – dog med afstand ved bordene – og nu hvor solen skinner, er der rigtig mange mennesker, der samles i parkerne.  

Dødstallet er nu over 2.000, hvilket er skræmmende, og i sidste uge døde en kendt radiovært af Covid-19. Det er underligt, at der skal et kendt ansigt på, før man indser alvoren, men jeg tror, at det dødsfald var en alarmklokke for mange. Det er meget ambivalent, men jeg føler mig tryg i, hvordan Sverige håndterer situationen.

Om hverdagen

Jeg er freelance journalist, så jeg arbejdede i forvejen meget hjemmefra, så det har ikke været den store omvæltning. Mine forelæsninger på Stockholms Universitet foregår via Zoom, og det fungerer overraskende godt, men jeg er desværre gået ned i timer på det PR-bureau, hvor jeg er ansat, for at vi skal klare os bedst muligt økonomisk ud af krisen.

Jeg har valgt ikke at tage metroen i myldretiden, men jeg synes stadig, at det er ubehageligt at benytte den, selvom jeg prøver at holde afstand til de andre passagerer. Eftersom vi ikke har nogle restriktioner om at blive hjemme, kan jeg se mine venner (med afstand!), hvilket varmer hjertet.

Om bekymringerne

Jeg bekymrer mig først og fremmest om verden som helhed – hvad kommer der til at ske efter Covid-19? Og hvornår kommer der til at være et ”efter” – kommer vi nogensinde tilbage til normalen? De tanker skræmmer mig. Jeg er også bekymret for, at nogen i min omgangskreds bliver smittet – især dem der er i risikogruppen. En af mine tætte veninder har lige fået beskeden om, at hendes farmor og farfar er blevet syge med Covid-19, og det gør mig så ked af det.

Om savnet

Jeg savner min familie utrolig meget. Jeg bor i Stockholm, men de bor i Falsterbo i det sydlige Sverige tæt på Malmø. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være hos dem, gå barfodet i sandet, se ud over havet, kramme mine forældre, brødre, mormor og venner og lege med mine nevøer. Det kommer jeg aldrig til at tage for givet igen.

Om håbet

Sommeren og den medmenneskelighed, der bliver udvist, giver mig håb. At vi er så mange, der går igennem de samme følelser. Min tro på Gud giver mig håb og fred, når tankerne farer rundt. Jeg læste et norsk digt af Ruth Lillegraven for nogle dage siden, som nævner alt det, jeg savner, men mest af alt det, som jeg ser frem til:

me lengtar etter

ein dag igjen å vere

mange og seine på fest

å stå ved ein kjøkkenbenk

varme og yre, klirre glas

og kysse kin

Jeg håber, at vi lærer at behandle andre, som vi selv vil behandles, og at elske vores næste. Jeg tror også, at vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget – vores relationer til dem vi holder af og savner ekstra meget i denne tid.