24 timer i Nice

24 timer i Nice

Den lille perle ved den franske riviera byder på meget mere end strand og god rødvin: markeder, museer og cocktails i luksuriøse omgivelser.

08.00 Strandløb

Den otte kilometer lange strandpromenade, Promenade des Anglais, er Nices vartegn og et udflugtsmål på alle tidspunkter af døgnet. Men er du den sporty type, kan en løbetur langs vandet i den blide morgensol klart anbefales. Om sommeren skal du måske endnu tidligere af sted, for det subtropiske klima risikerer at give mere end behagelig sved på panden.



10.30 Brostensbelagt shopping

Brug formiddagen i Vieux Nice – Nices gamle bydel. Gaderne er små, butikkerne ligger tæt, og i højsæsonen slås gadesangere og turister om pladsen. Men den brostensbelagte bydel har en særlig charme, som skal opleves. Her er små sæbehandlere, kryddeributikker og de skønneste konditorier. Begynd turen på det gamle blomstermarked på Cours Saleya. Slentr rundt og snus ind!



13.00 Panerede fåretestikler

… er der på menuen hos L’Escalinada. Men heldigvis serverer den hyggelige restaurant med de ternede duge også andre franske specialiteter. Betjeningen er suveræn, og det samme er husets tarte citron – den himmelske franske citrontærte med marengs på toppen. Husk kontanter, for L’Escalinada tager ikke betalingskort. Escalinada.fr

14.30 Farver på penslen

De gode museer er mange i Nice, men kan du kun nå et enkelt, må Matisse Museet være det bedste bud. Særligt hvis du har et blødt punkt for den farveglade kunstner, der boede i Nice i mange år. Er du frisk på en halv times køretur, kan du også besøge det smukke nonnekloster Chapelle du Rosaire i Vence, som Matisse brugte fire år på at udsmykke. Musee-matisse-nice.org Chapelle du Rosaire: 466 Avenue Henri Matisse, 06141 Vence


18.00 Afternoon cocktails

Man må ikke gæste Nice uden at slå et smut forbi det legendariske femstjernede Hotel Negresco. Hotellets restaurant, Le Chantecler, har to Michelinstjerner, men har du ikke lommen fuld af guld, giver en afternoon cocktail på hotellets ikoniske bar Le Relais også en fornemmelse af stedets luksuriøse stil med tjenere i hvide jakker, bløde orientalske tæpper og vævede tapeter. Husk at dresse en smule op to the occasion. Hotel-negresco-nice.com

20.30 Lokalt og billigt

I en sidegade tæt på havnen ligger den lille restaurant Chez Pipo, som serverer byens bedste socca. En lokal, overraskende velsmagende ret bestående af en tynd pandekage af kikærter stegt på en kæmpe pande midt i restauranten, så alle kan følge med. Du skal helt sikkert regne med ventetid – både på et bord og på pandekagen. Men priserne er så lave, at du kan tage et par af husets lækre forretter og en flaske vin og stadig lande på under 100 kroner pr. mand. Chezpipo.fr



LÆS OGSÅ: 24 timer i Napoli