24 timer på Kullen
To timer fra København ligger den svenske halvø Kullen. Her får du frisk luft i lungerne, blæst i håret, kilometer under fødderne – og dejlig mad og kage.
10.00 - Klippevandring
Start vandreturen i Mølle med Øresund og hybenroser på den ene side og fine sommerresidenser på den anden. Hurtigt bliver landevej afløst af klipper og natur, der får dig til at føle meget længere væk end to timer fra København. Turen til spidsen af Kullen er på ca. fire km og bliver akkompagneret på dejligste vis af havduft, blæst i håret og ro i hovedet.
12.00 - Ved fyret
På spidsen af Kullen, hvor Øresund og Kattegat mødes, finder du Kullens Fyr. Et oplagt sted at holde en pause og nyde udsigten, få en kop kaffe og en røverhistorie fra lokalområdet om ekstreme vintre, heksejagt eller skibbrud.
Tjek åbningstider/muligheder på Kullensfyr.se
Kullens fyr
13.00 - Vingårdsbesøg
På Arilds Vingård kan du både overnatte, spise god mad og være med til at høste druer i sæsonen. Og ja, du kan selvfølgelig også drikke vingårdens egen vin. Gården har ikke åbent året rundt, så tjek åbningstider, inden du tager af sted.
Arildsvingard.se
16.00 - Fika
Skik følge eller land fly. I Sverige skal du have "fika", som regel den herlige kombination af kaffe og kanelsnegl. Vil du mere end det, så lad vandreturen gå forbi Flickorna Lundgren, der laver hjemmelavede kager så lækre, at selv Dronning Ingrid kom igen.
Uhm kanelsnegle
19.00 - Sov godt
Spis middag på Grand Hotel Mølle med udsigt til Danmark, der er så tæt på og alligevel så langt væk. Kommer du på det helt rigtige tidspunkt, kan du også nyde synet af solen, der går ned. Bagefter er det op i seng. Du bliver så dejlig træt af at gå.
8.00 - En ny dag
Fortsæt vandreturen, hvis dine fødder er til det. Skåneleden er et stisystem, som får dig rundt i hele Skåne, hvad enten du er til korte eller lange ture.
LÆS OGSÅ: 7 tip til den perfekte start på ferien
LÆS OGSÅ: 5 sunde stop i London
LÆS OGSÅ: Sådan holder du ferie med dine børn: Ferie på vandrehjem