Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

Du kender ham fra gribende dokumentarprogrammer på blandt andet DR2, hvor han med en dragende fortællerstemme og en kunstnerisk omgang med sproget fører seerne ind i miljøer og afkroge af det danske land, som er ukendt for de fleste.

Vi har tidligere talt med Anders Agger, hvor han i et hudløst ærligt interview fortæller om sit livs sværeste og lykkeligste øjeblikke. I dag er tonen ovenud positiv, og du kan her høre den altid charmerende dokumentarist fortælle sjove anekdoter om sit første kys, sin store idolforelskelse i ungdomsårene og om sin fascination af kvinder.

Mit første kys var Janne. Urmagerens datter i Juelsminde. Ungdomsklubben Mini-Midi-Maxi. De spillede sikkert All by myself med Eric Carmen.

Pigerne fra mit gymnasium betragtede sikkert med undren min transformation fra at være ung-socialist til at blive små-liberal i Matinique-tøj på tre år. Jeg lå vist i sub-toppen blandt drenge i min klasse - ingen Dario, men heller ingen nørd med en mærkelig madpakke - men overscorede alligevel et par gange. Spørg bare Hanne Borregaard! Mit held var, at min storebror tit - generøst - donerede penge til mig, så jeg kunne invitere potentielle kærester ud at spise. Gode, billige points. Det var ret unfair overfor de andre drenge.

Det vigtigste min mor har lært mig er at være godt gammeldags fordomsfri. Og ordentlig. Jeg har aldrig hørt mine forældre sidde og hakke minoriteter eller mærkelige naboer ned, mens vi sad der som en lille kernefamilie og spiste vores farsbrød. Min mor har også lært mig, at man gerne må overgive sig. Og bede om hjælp. Både åndeligt og helt konkret. Det bruger jeg tit.

Sidste gang jeg gav en kvinde en kompliment er en privatsag. Men jeg øver mig generelt i det. Både til mine nærmeste og venner. Og er faktisk blevet god til det. Selv kolleger, der er helt vildt irriterende dygtige, kan jeg finde på at komplimentere.

LÆS OGSÅ: "Min datter er mere knyttet til sin far end mig" 

Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes, kvinder er allermest kvindelige, når man fanger dem i deres kvindelighed. Selvom det efterhånden tit bliver udlagt som en stigmatisering af kønsroller. Måden, de kan rette på håret i et spejl i en bil ... måden, de kan rode en 8 hour creme frem i en håndtaske og gøre sig klar. Måden, de kan anrette knasende og sprøde tulipaner på. Det er i de små detaljer, at den største fascination af kvinder ligger. Og lad os nu ha lov at mene det. Uden at diskutere uddannelse, lighed og klogskab. Og så er jeg i øvrigt inderligt træt af, at danske mænd i de her år efterhånden bliver fremstillet som brovtne, frådende sexchikane-dyr - meget tit af bedre-uddannede kvinder i en kronik i Politiken lørdag.

Jeg kan godt misunde kvinder for deres oprigtige omsorg og empati for andre, der er i modvind. Kvinder forsvarer instinktivt de svage og de små. Det er rørende og vigtigt - og selvfølgelig tæt forbundet med moderskabet. Mænd kan nemt blive lidt kalkulerende og pseudo i den disciplin. Vi skal helst opnå noget i sidste ende. Det behøver kvinder ikke.

Den smukkeste danske kvinde er i min generation: Renee Toft Simonsen og Helena Christensen. Jeg havde et lille sort-hvid billede hængende af Renee Toft Simonsen på mit værelse. Hun var så katte-agtig, uvirkelig smuk. Og vanvittig uopnåelig. Ellers er de mennesker, man elsker, vel altid de smukkeste. Jeg har eksempelvis tre børn, der alle er model-smukke. Mærkeligt nok.

LÆS OGSÅ: Pia Allerslev: "Min datters tegning viste to børn og en far. Ingen mor"

LÆS OGSÅ: "Er jeg en blød mand? Ja. Det aller bedste er da at blive ramt emotionelt af noget" 

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de flytter sammen med en mand