Anders Rønnow Klarlund: "I ethvert velfungerende forhold skal man kunne koden til den andens telefon"

Vores børn tror, at Carmen og jeg mødte hinanden, fordi de begyndte at lege sammen efter skole, men det er usandt. De havde intet med det at gøre, det skete sådan her: Vi passerer hinanden på gaden, jeg er på vej ind for at hente min søn på fritidshjemmet.

Vejen fører mig gennem en baggård, op ad en ståltrappe til mezzaninen. Det er her, vores veje krydses, og her, vi ser hinanden i øjnene for første gang. Det er vinter, og vi kan kun se hinanden i det kunstige lys fra gadelamperne.

Carmen har sydeuropæiske træk, ser mere romersk eller spansk ud end nordisk. Brune øjne, mørkt hår, elegant. Jeg er på vej ind, hun er på vej ud. Carmen vender sig på vejen, hendes ansigt rammes af lyset fra musikskolen i kælderen, det forsigtige smil er endda akkompagneret af instrumenter, der er ved at blive stemt, guitar og bas. Jeg står på trappen af stål, hun på gaden, vi har begge vendt os for at se på hinanden igen. Det andet blik. vi fastholder det et øjeblik. Så smiler hun, vender sig og går. Carmen har en sort frakke på, det mørke hår når hende til midt på ryggen. Har hun børn med? Jeg husker ingen børn, kun hende, Carmen, der vender sig om og ser tilbage på mig for anden gang.

Der tales så meget om kærlighed ved første blik. Forfatteren Anders Rønnow Klarlund har oplevet kærlighed ved andet blik, og det er den kærlighed – og alle udfordringer ved den – han beskriver i sin aktuelle autofiktive roman "Samtaler jeg har haft med min kone", hvorfra afsnittene med fremhævet, kursiv skrift stammer. For han splittede op med moren til sine børn, blev gift med "Carmen", som hans nuværende kone hedder i bogen, og som han mødte på den ståltrappe en vintereftermiddag for omkring otte år siden. Men han blev også skilt fra "Carmen". Og gift med hende igen i september sidste år.

Hvorfor har du skrevet en bog, der i den grad går tæt på dit kærlighedsliv?

– Det er den første bog, jeg har skrevet, som jeg håber, at folk ikke læser! og jeg koketterer ikke med det, jeg håber virkelig, at de går uden om den. Med alle de andre bøger har jeg jo bare siddet og håbet, at folk ville hive den ned fra hylderne, men denne bog er blevet meget personlig. Egentlig ville jeg have skrevet en bog om, hvad der var sket, hvis Adolf Hitler var blevet kunstner, men den var forlaget ikke særlig interesseret i.

Da de hørte, at jeg var begyndt – bare sådan for mig selv og for at få orden på tankerne – at nedskrive nogle af de skænderier, jeg havde med min kone, blev de til gengæld interesserede og tilbød mig nærmest dobbelt så mange penge for at skrive en bog, som baserede sig på det. Og fordi jeg virkelig var på røven efter bruddet med mine børns mor, lod jeg mig lokke af økonomien. Bogen er ikke en-til-en-beskrivelse af virkeligheden, men den er tæt på, og det er faktisk ret grænseoverskridende.

Hvorfor droppede du ikke bogen undervejs, hvis den føles for tæt på?

– Jeg synes, der er noget interessant i den måde, vi som mænd og kvinder tager alle vores tidligere afvisninger med ind i de forhold, vi går ind i, og så udspiller dem igen i daglige dramaer. Det har min kone og jeg i hvert fald gjort i exceptionel grad, og jeg tænkte i forbindelse med tilblivelsen af bogen, at der måske kunne være noget interessant og almengyldigt i de ting, vi har oplevet og gennem-levet. Noget, som andre kan bruge til noget.

Sex

Kom, siger jeg. Ind i sengen. Hun adlyder. Sofaer og borde og sjove stillinger duer ikke, jeg bliver distraheret, kommer til at tænkte for meget over, om bordet kan holde, om vasen falder på gulvet, eller jeg fanger spejlbilledet af mig selv i et vindue eller en billedramme, bliver pludselig selvbevidst. Bedre med et blødt leje, hun ligger under mig nu, vi ser hinanden i øjnene,

opmåler hinandens ansigter med næserne, fra pande til øre, tilbage, indtil læberne mødes igen.

Da Anders møder "Carmen", synger hans forhold til børnenes mor på sidste vers, og der har været tanker om, at hvis børnene var større, ville det måske være bedre at prøve at bo hver for sig. Fascinationen af "Carmen" sætter skub i det brud, som nok allerede var uundgåeligt.

Foto: Franne Voigt.

Hvad faldt du for på den ståltrappe, da i så hinanden første gang?

– Det er fandeme et godt spørgsmål...

Han holder en pause.

– Jeg så kærlighed. Det var det, jeg så.

Og så vendte I jer om og kiggede en ekstra gang på hinanden?

– Ja. Og jeg tænkte, hvad var nu det...?

– Altså, alle mennesker, der har prøvet den der umiddelbare tiltrækning, har lyst til at løbe lige i favnen på den, men i virkeligheden burde vi løbe skrigende væk, når vi er i et andet forhold i forvejen. For i det øjeblik, der er tiltrækning, i det øjeblik, der er kærlighed, så er der alt det andet, som følger med...

Han er stille igen. Længe.

– Problemerne og skænderierne. Og livet, der pludselig ændrer sig. Når man bryder et forhold op og går ind i et nyt forhold, er der mennesker, man som regel ikke kommer til at se igen. Ekspartnerens familie. Og pludselig er der nye mennesker, en helt ny klan, man skal forholde sig til. En skilsmisse er den eneste reelle beslutning, vi som mennesker overhovedet kommer ud for. Alt andet har vi mulighed for at omgøre.

Så hvad var det, der gjorde, at du kastede dit forhold til børnenes mor overbord?

– Vores forhold var løbet tør for kærlighed. Og med "Carmen" oplevede jeg en stor forelskelse. Det føltes rigtigt med hende. Og selv i skænderierne, som hurtigt opstod, er der kærlighed. Jeg har brug for stor kærlighed. Og ja, det ville da være nemmere, hvis jeg var en type, der kunne klare mig med mindre kærlighed, for det er da egentlig noget underligt noget, at man render rundt og synes, at kærligheden skal være stor.

Det er vel et godt udgangspunkt, når man begiver sig ind i et forhold?

– Ja, men det er fordi, vi har taget så meget andet ud af ægteskabet, som var der tidligere. Økonomisk afhængighed. Det eksistentielle i, at alt falder fra hinanden, hvis man går fra hinanden. Jo flere ting, jo mere praktik, man tager ud af ægteskabet eller forholdet, jo vigtigere er det, at der er stor kærlighed. For det er det eneste, der er tilbage. Og det stiller store krav til kærligheden. Større krav end tidligere.

Skænderier

Carmen kommer, hopper af cyklen, går mig i møde. Hej. Hun smiler. Vi kysser hinanden.

Hej, siger jeg. Er det mig, der har misforstået noget?

Hvad mener du? spørger hun.

Sagde vi ikke klokken tolv?

Jeg har skyndt mig, så meget jeg kunne.

Den er lidt i et.

Den er jo ikke lidt i et.

Jeg har også forsøgt at ringe til dig.

Den har været på lydløs. Det er den altid, når jeg underviser.

Men kan måske godt lige ringe, fyrre minutter er længe.

Det er jo ikke fyrre minutter, siger Carmen.

Så se på uret.

Jeg har været på arbejde. Jeg skulle kopiere nogle tekster, siger hun, fortæller om, hvordan hun er løbet op og ned ad universitetets gange for at finde en kopimaskine, der fungerede.

Jeg troede, du havde glemt det, siger jeg.

Skænderierne begynder hurtigt. De har det med at gentage sig. Og skænderierne bliver til skænderier om, hvem der sagde hvad.

– Skænderierne handler i bund og grund om, om den anden vil en. Eller om den anden er ved at trække sig lidt. Det tema kan læses ind i mange ting. I en forsinkelse, eksempelvis. I vores forhold er selve skænderiet ofte kort, og det, vi så bruger meget tid på bagefter, er at skændes om referatet. Hvem sagde hvad? Det tror jeg, at mange kender. "Du sagde...! Nej, det, jeg sagde, var...!" Og så kører den, og man vil gerne have, at den anden erkender, at det, hun eller han sagde, var skide hamrende sårende. Sandheden er jo typisk en desperat mangelvare i næsten hvert eneste forhold, så ved at forsøge at dissekere, hvad der blev sagt, forsøger vi at komme frem til sandheden. Og når der er så meget ballade frem og tilbage, som vi har oplevet, så bliver det hurtigt til skænderier om referatet for at prøve at nå ind til kernen af, hvad problemet egentlig er. Vi har meget med os ind i forholdet begge to. Der er meget i vores baggrund, der trækker os fra hinanden. Familiære relationer. Skyld og skam over skilsmisse og alt muligt andet. Det er for nemt at føle sig afvist af den anden. Læse for meget ind i den andens handlinger. Det, jeg har taget med mig ind i forholdet, som har været for meget, det er 47 år... altså... Jeg har jo bare taget samtlige mine 47 år med ind i forholdet. På godt og ondt. Men somme tider bør man prøve at parkere sine kufferter et andet sted.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok: Jeg er flygtet fra flere parforhold for ikke at ende som mine forældre

– Egentlig oplever jeg, at "Carmen" og jeg vil hinanden, men der er et bagland, der gør det besværligt, eksempelvis at min far ikke ville se "Carmen", og at jeg ikke rigtig måtte se "Carmens" mor. Selvom det aldrig er nemt at miste nogen, så er vores relation unægteligt blevet nemmere, efter at min far og "Carmens" mor døde.

I bogen står der til sidst, at du og "Carmen" har været fra hinanden 21 gange, hvordan kan man holde til det?

– Det kan man næsten heller ikke. Og det er klart, det skal være en kærlighed, der er værd at kæmpe for...

I bogen beslutter du flere gange, at nu skal forholdet være slut, men...?

– Det kan være godt at få følelsesfri. Så kan man trække vejret, og det føles som om, det hele bliver nemmere. Der er et lettelsens suk over at beslutte, at nu er det slut. Men så går der ikke ret lang tid, så er der et kæmpe afsavn.

Når I så mødes efter ikke at have set hinanden, glæder du dig, og så begynder i alligevel at skændes lige med det samme?

– Mmm...

Fordi hun f.eks. kommer for sent?

– Det kommer bare, ja. Det er rigtigt. Jeg er glad for én ting i den her bog, og det er, at jeg højst sandsynligt fremstår som det største fjols!

Du fremstår i hvert fald som den, der har det sværest med det hele?

– Ja, "Carmen" har langt bedre overlevelsesstrategier, end jeg har. Jeg kan ikke bare flygte. Nogle kan flygte og lade som om, at alt er ok.

Utroskab

Carmen og jeg har altid sagt til hinanden, at det føles, som om vi har været barndomskærester, at vi har kendt hinanden altid. Det er ikke et forhold som de andre, det her forhold er meningen. Hvis det er rigtigt, hvis det er meningen, vi skal være sammen, hvorfor vil hun så ikke lukke mig ind i sit liv, lade mig møde sin familie, give mig andet end et svagt løfte om, at vi kan blive gift om ni eller ti år. Spørgsmålene gør mig svag denne aften, hvor jeg går i teateret og møder Ulrikke for anden gang, ser hende modtage stående ovationer for sin præstation. Hun træder et skridt frem, nærmere scenekanten, på opfordring af sine medspillere, for at modtage en særlig hyldest, en, der er forbeholdt hende og ikke de andre i ensemblet. I samme nu tager de taktfaste klapsalver til i styrke, der stampes i gulvet, teateret runger, og Ulrikkes brystvorter bliver hårde under det tætsiddende kostume.

Når frustrationerne bliver for store, lurer utroskaben. Det sker også i "Samtaler jeg har haft med min kone". "Ulrikke" kommer ind i Anders' liv i en periode. Og måske ser "Carmen" også en anden. Det gør ikke tingene nemmere, og det kommer bl.a. til udtryk i diskussioner om, hvorvidt man bør kunne kigge i hinandens telefoner. Noget, som Anders har stærke holdninger til.

– Jeg mener, at i ethvert velfungerende forhold i dag skal man kunne koden til den andens telefon. De fleste er så mange timer på deres telefon, at de ikke tør snakke om det. Fordi alene timeantallet er skandaløst. Og at sige, at den anden ikke må kigge i ens telefon, svarer til, at man bor sammen med en, der har et skuffedarium, hvor der er skuffer, den anden absolut ikke må kigge i. Skuffer, der er låst. Ville vi acceptere det? Nej. Det er nogle technørder i Californien, der har fundet på, at der skal være lås på telefonerne, men min holdning er, at telefoner er noget, ens kæreste, kone, mand, børn til enhver tid må åbne og kigge i.

Tror du, at telefoner har medført øget utroskab?

– Ja! Og let's face it, alt, hvad der sker på de sociale medier, er lidt småfrivolt og lummert.

Så I har koden til hinandens telefoner nu?

– Ja. Og mine børn kan også komme ind. Der skal ikke være låste skuffer, og vi må forsøge at leve vores liv med så få hemmeligheder som muligt.

Er tanker om utroskab elimineret i jeres forhold nu?

– Det håber jeg. Men når man elsker højt, er man altid bange for at miste. Hvis man ikke kan klare tanken om at miste, må man finde en, man elsker mindre, så man er mere ligeglad med at miste.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været min kone utro det meste af sidste år, mens hun var gravid med vores første fælles barn"

Fremtiden

Hvis elskende har et alfabet, så må Carmen og jeg nærme os y eller x. Vi har været hemmelige elskere, vi har været kærester, vi har været gift, vi har været skilt – vi er blevet til de mennesker, som tv-stationerne efterlyste den dag på filmskolen, hvor jeg tilfældigt stødte ind Ulrikke. Mennesker uden udvikling, dem, der hele tiden gør det samme. Men noget er forandret, noget imellem os, vi gør de samme ting, vi ses stadig, mit ultimatum rakte seksogtredive timer, så skrev Carmen til mig, og samme eftermiddag lå hun under mig.

I dag er "Carmen" og Anders gift. For anden gang. De bor ikke sammen, for de tror ikke på, at lykken ligger i at fusionere en hverdag for to voksne med hver deres børn. Anders har lært meget om sig selv gennem de sidste otte år.

– Jeg synes, at jeg har fået øje på, hvad det er, jeg tager med mig ind i et forhold. Og jeg er nået frem til, at hvis et forhold skal virke, bliver man nødt til at være mere optaget af den andens behov end af sine egne. Og det kan selvfølgelig kun fungere, hvis begge gør det. Det er der ingen mennesker, der kan leve op til hver dag, men i afgørende situationer bliver man nødt til det. Hvis man er på cafe og hører nogen ved siden af, der sidder og brokker sig over manden eller konen, så handler det altid om, at den anden ikke leverer. Og det er utroligt, at vi bliver ved med at tænke sådan, for det siger sig selv, at man i stedet skal prøve at kigge på, hvad det er, man ikke selv leverer i forholdet.

Har det givet dig selvindsigt at skrive bogen?

– De har i hvert fald sagt på forlaget, at de ville have ønsket, at de havde læst den for otte år siden, for så havde de haft en manual til Anders, og det havde gjort det meget nemmere at undgå konflikter, ha, ha. Og ja, jeg synes, at det at skrive bogen har skubbet mig til at prøve at forstå, hvorfor jeg ender i de situationer, jeg ender i.

Forstår du også "Carmen" bedre?

– Helt sikkert. Der er aldrig nogen, der har forstået hende, som jeg har forstået hende. Men der er heller aldrig nogen, der har forstået mig, som hun har forstået mig. Og når man har forstået noget om en anden, som han eller hun ikke selv har forstået, så har man et ansvar for at skabe de bedste muligheder for, at forholdet kan vokse.

Har I knækket kærlighedens kode?

– Det er en følelse, man har i momenter. Der opstår hele tiden nye situationer, hvor man bliver udfordret. Det kræver vilje og hårdt arbejde at være sammen, og det kræver en enorm tilsidesættelse af ens egne behov. Den Anders, man møder i starten af bogen, er en Anders, der har meget fokus på sine egne behov. Og jeg håber, at den Anders, man ser i slutningen af bogen, er en, der har indset, at han nok bliver nødt til at tænke andre lidt mere ind i det hele. Det er min oplevelse, at jeg er blevet et mere helt menneske af at være sammen med "Carmen".

Tror du på "for evigt" i dag?

Hvem er Anders Rønnow Klarlund?

Anders Rønnow Klarlund, 47

• Filminstruktør og forfatter.
• Aktuel med den autofiktive roman  ”Samtaler jeg har haft med min kone”.
• Har sammen med Jacob Weinreich under pseudonymet A. J. Kazinski udgivet krimier, som er solgt til hele verden. 400.000 eksemplarer i Danmark.
• Under pseudonymet Anna Ekberg har forfatter-duoen bl.a. udgivet kærlighedskrimien ”Den hemmelige kvinde”.
• Er gift, men bor ikke sammen med sin kone, og har to sønner på 21 og 17 fra sit første ægteskab.

– Jeg tror, man skal arbejde rigtig hårdt på "for evigt". Og jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere indstillet er jeg på at gøre det. Men "for evigt" er lang tid. Specielt hen mod slutningen...