"Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"

Det lyse hår stritter lidt. Blikket er skælmsk, og Andreas smiler og kigger ind i kameraet. På billedet er han halvandet år. Hans mor, Sanne Villadsen, ser på fotografiet af sin yngste søn, der i dag kunne have været en ung mand, og siger kærligt:

– Han trængte til at blive klippet.

Andreas døde for 23 år siden. På en oktoberdag i 1993, mens Sanne lavede aftensmad.

– Vi boede på landet og forsøgte at være selvforsynende. Vi havde haft nogle hårde år med små børn og for meget arbejde, men jeg kan huske, at jeg stod der i køkkenet og følte mig lykkelig, fortæller hun.

Sannes mand gik ude på marken med en nabo og parrets yngste søn, Andreas. En storm havde væltet hegnet omkring deres lille sø, som skulle tiltrække ænder. Den var ikke dyb, men alligevel indhegnet af hensyn til Andreas på halvandet og hans storebror, Peter på tre år. Andreas ville hjem til sin mor, og hans far fulgte ham med øjnene, til han drejede om hjørnet oppe ved stuehuset. De to mænd talte videre, og da Sannes mand et kvarter senere dukkede op i køkkenet, spurgte han efter Andreas. Sanne havde ikke set ham. Så løb de i hver sin retning. Sanne op til landevejen, og hendes mand ned til søen.

– Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi. At han var død, og at alt ville blive anderledes.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Tsunami af mørke

På sygehuset mødte Sanne en læge, hvis ord gjorde indtryk. "En dag vil I se solen skinne med en kraft, som I aldrig har set før", sagde han.

– Det var sådan en trøst for mig, for jeg tænkte, at han måtte vide, hvad han talte om, siden han turde sige sådan noget til os, forklarer Sanne.

– Lige efter Andreas' død følte jeg en taknemmelighed over, at han havde været der; først bagefter kom mørket som en tsunami, der ramte os.

Sanne har aldrig givet sin mand skylden for den ulykke, der ramte Andreas, men de to efterladte forældre kæmpede. Som man gør efter et ubeskriveligt tab. For at være en god mor og far, for at redde deres forhold og for at leve videre.

– Vi talte om et barn mere, men vi kom aldrig rigtig tæt på hinanden igen, erkender Sanne.

– Jeg tror, at datoen var sat for Andreas, men min mand var så sikker på, at han kunne beskytte drengene mod alt, og det slog ham ud, at han ikke kunne, fortsætter hun og fortæller, hvordan hun fandt trøst i at forestille sig, at der var en mening med, at Andreas havde været hos dem.

– Før Andreas blev født, var jeg ikke god til at elske betingelsesløst. Med mit første barn fik jeg øje på det, jeg ikke selv havde fået nok af som barn, nemlig nærvær, og selv om jeg ønskede at give det til Peter, var jeg ikke god til det, siger Sanne.

– Jeg følte mig ikke god nok som mor, hvilket gav mig skyldfølelse og et mindreværd, der forkludrede den betingelsesløse kærlighed. Da Andreas kom, lykkedes det. Ikke fordi han var ham, men fordi han var nummer to. Jeg var mere sikker og rolig i rollen som mor og kunne derfor elske betingelsesløst. Det var Andreas' gave til mig, og da han døde, lovede jeg ham, at den ikke skulle være forspildt.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: ”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”

En stille flod indeni

Sannes ægteskab kunne derimod ikke reddes, og fem år efter Andreas' død blev hun skilt fra sine børns far.

– Når jeg ser tilbage, var det syv år i helvede. Det er min anden største sorg i livet, at det ikke lykkedes at holde sammen på familien, erkender hun.

– Jeg har været fuldstændig til rotterne og i terapi i mange år, men jeg nægter at blive bitter. Der er 1.000 ting i livet, som vi kan være bange for, men at Andreas døde, har også gjort mig mere modig. Jeg har taget beslutninger, jeg ellers ikke havde turdet tage.

Når hun siger sådan, reagerer folk indimellem med vrede, men for Sanne er det vigtigt at holde fast i alt det gode, hun nåede at få fra sin lille dreng. Evnen til at turde og til at elske betingelsesløst.

– Jeg har lært at overgive mig og er blevet nærværende i mit liv i en grad, som jeg kan se nu, at jeg ikke var, før Andreas døde, siger hun.

Et par år efter bruddet med drengenes far mødte Sanne Jesper, som hun med egne ord elsker betingelsesløst, og som hun har realiseret en livsdrøm sammen med, nemlig en cafe på landet med hjemmelavet mad og en lille butik.

– Da jeg fyldte 30, var Andreas væk. Da jeg fyldte 40, samlede jeg mit livs kvinder omkring mig for at fejre, at jeg var kommet igennem sorgens land, siger Sanne.

– Jeg kommer aldrig over det, men jeg lovede mig selv, at jeg ville udleve min drøm, og det er det bedste, jeg har gjort. Det var godt for mig at flytte herud, hvor jeg er "hende, der åbnede en cafe" og ikke "hende, der mistede en søn". Det frigjorde mig, og jeg følte, at tingene endelig faldt på plads.

At Andreas døde, er hendes livs sorg, men også en drivkraft, forklarer hun.

– Det kan aldrig blive så slemt som det, jeg har været igennem, så jeg tænker: "Det klarer jeg!". Jeg er bevidst om, at det hele kan være slut i morgen, og derfor vil jeg være lykkelig i dag. Mit liv har fået nye farver. De mørke grundtoner ligger som en stille flod indeni, og Andreas er en kærlighedssang, jeg bærer med mig.

– Hvis min historie kan give nogen, der står midt i sorgen, et lys i mørket og en tro på, at der kan komme balance på vægtskålen igen, så giver det mening for mig.

LÆS OGSÅ: “Hvis han bare døde, fordi shit happens, så bliver det for alvor meningsløst at leve i sådan en verden”

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

LÆS OGSÅ: “Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer”